
Nyt Costume med 48 ekstra sommersider og solbriller til dig
Endelig kan vi vise dig vores store sommernummer, som udkommer 2. juli og byder på masser af læsestof og inspiration til de lyse sommerdage og lange aftener.
AfMånedens leder
"De fleste af min barndoms somre har jeg tilbragt på Langeland, hvor min oldemor og oldefar boede i det skønneste, lyserøde hus. Jeg mindes, hvordan jeg altid blev vækket af kurrende duer, og at jeg elskede at hjælpe min oldemor i køkkenet, når hun lavede alt fra hjemmebagt kringle til saft af rabarberne i haven. Jeg elskede de små ture på Langelands Museum, hvor jeg kunne bruge timer, inden min morfar kom og hentede mig, og turen gik ned til havnen, hvor vi spiste is, købte fisk fra kutterne og bare sad og observerede livet sammen. Eller når hele familien (inklusive mostre, onkler og tanter) tog den lille færge til Strynø for at spise familiemiddag ved åen.
Men lige så meget, som jeg elskede det som barn, lige så kedeligt og trivielt blev det, da jeg blev teenager. Da jeg begyndte i gymnasiet, havde jeg på nær en enkelt charterferie til Italien ikke været uden for Danmarks grænser, og det blev vigtigt for mig at rejse ud. Opleve nye steder, lære nye kulturer at kende og ikke mindst at smage på, hvad verden havde at byde på. Jeg nyder at rejse og er taknemmelig for alle de oplevelser, verden har givet mig (og forhåbentlig kommer til at give mig i fremtiden). Men jeg holder lige så meget af det liv, sommerhuset i Danmark byder på.