Nyt Costume Mini på gaden: Interview med Maria Nordø Jørstad

For første gang er Costume Mini på gaden som et selvstændigt magasin, hvor du blandt andet kan læse et stort interview med kropsaktivist og trillinge-mor Maria Nordø Jørstad, blive guidet til at passe på dit barn på internettet og høre tre kvinders tanker om at være gravide. Du får også masser af i minimode og inspiration til dine og børnenes sommeraktiviteter.

Screen-Shot-2021-05-31-at-10.44.32

FOTOGRAF Olivia Mikka Rohde STYLIST Clara Matz HÅR & MAKEUP Sara Rostrup

“Det er vildt, hvor lidt fokus der er på kvindekroppen, så snart den har født.”

Sådan siger Maria Nordø Jørstad, kropsaktivist, influencer og mor til fire kendt fra tv-programmet Tillykke, I skal have trillinger! i Costume Mini, der er på gaden nu. For efter at have født, oplevede Maria, hvordan kvinder bliver overladt til sig selv – med alt, hvad der følger af smerter, ammebesvær og usikkerheder.

Det er første gang, Costume Mini er på gaden som et selvstændigt magasin, og vi har fyldt nummeret med inspiration og læsestof til dig, der er mor eller tænker på at blive det.

Udover Maria Nordø Jørstad kan du blandt andet også møde Pernille Teisbæk, Iris Gold og Helena Christensen, der fortæller om, hvad moderskab har lært dem – og det inkluderer blandt andet at omfavne nullermændene i hjørnerne og sige 'fuck det' til at passe ind. Vi har også snakket med tre gravide kvinder om deres tanker om at blive mødre og undersøgt, hvordan du lærer at give slip på dine børn og lade dem udforske verden og skovens høje træer på egen hånd.

Vi guider også til, hvordan du bedst passer på dit barn online, og så er denne sommerudgave af Costume Mini selvfølgelig også fyldt med masser af inspiration til oplevelser med børnene og nyt til deres sommergarderober.

Køb Costume Mini her.

Magasinets leder

Velkommen til Costume Mini, som vi for første gang lancerer som et selvstændigt magasin. Det er et magasin til dig, som er mor eller tænker på at blive det, hvori vi udforsker både glæderne og udfordringerne ved at være mor i et moderne familieliv – en kabale, de fleste af os på redaktionen selv prøver at få til at gå op.

De fleste af os sad klistret til skærmen, da DR viste tv-serien Tillykke, I skal have trillinger!, og der var derfor stor begejstring på redaktionen, da Maria Nordø Jørstad takkede ja til at være med i og på forsiden af Costume Mini – en fotoskydning, der med far, mor og fire børn krævede et par hænder mere end normalt. Se de søde billeder af familien, og læs på side 30 om Marias tanker om alt fra graviditet og synet på kvinders kroppe til pludselig at være et kendt ansigt.

På side 60 kan du møde tre kvinder, som ærligt og sårbart fortæller om at være gravide: for første gang, med pseudotvillinger og via fertilitetsbehandling, og på side 38 kan du blive klogere på, hvilke apps der er gode for dine børn at downloade og interagere med – en guide jeg ville ønske, jeg havde læst for længst. Hvordan lader du bedst dit barn udvikle sin selvstændighed og blive et ansvarsfuldt menneske ved at lade dem gøre ting uden opsyn? Og hvordan overvinder du som forælder den frygt, der ofte følger med? Det kan du læse om i artiklen Giv slip på dit barn på side 56.

Jeg betegner ikke mig selv som en hønemor, men jeg må indrømme, at jeg havde det enormt svært, da Ludvig, min dreng (nu 12 år), første gang spurgte, om han måtte gå alene hjem fra skole. Jeg blev ved med at finde på undskyldninger for, hvorfor jeg liiiiiiiiige syntes, at han skulle vente lidt endnu. Det resulterede i, at Esben, min mand, gav ham lov en dag, hvor jeg var ude at rejse. Det førte til et herligt skænderi imellem Esben og jeg, men jeg kunne efterfølgende godt se, at det var det rigtige at gøre. Jeg kunne bare ikke selv give slip på ham.

Jeg øver mig stadigvæk (og vil sikkert gøre det resten af livet) i at give ham rum og frihed, også når han om et øjeblik så småt er på vej ind i teenagelivet. Heldigvis ved jeg, at vi har opdraget en klog, kærlig, selvstændig og ansvarsfuld dreng – det skal jeg huske på.

I Costume Mini kan du møde Ludvig og hans søster Karen-Emilie i et lille interview om, hvad de blandt andet helst vil bruge deres tid på, og hvad der gør dem glade. Mød også resten af redaktionens børn på side 42 – det er der kommet nogle kære og sjove fortællinger ud af.

Jeg håber, du vil nyde at læse med og kan bruge de mange tips i guiden på side 66 til, hvad I kan lave i den forhåbentligt lange og solrige sommer, vi har i vente, og finde masser af inspiration til minigarderoben i den store sommerguide på side 48 og modeserien på side 80.

Kærlig hilsen
Rikke Amtorp Christensen, chefredaktør