
Nyt magasin på gaden: En hyldest til varme sommerdage og blomster i fuldt flor
Det blomstrer og spirer i det nye nummer af Costume, der er på gaden i dag. Læs blandt andet om, hvordan kvindelige kunstnere har gjort op med blomstermotivet som lavstatus-kunst, og få Frederikke Legaards tips til at bage med blomster. Du kan også høre om Adnan Al-Adhamis kærlighed til reality tv og Maria Fantinos tanker om at være umiddelbar, også når det giver knubs.
AfI det nye nummer af Costume går vi sommeren i møde med masser af læsestof til stranden, altanen eller haven.
Blomsterne springer ud i hele magasinet, hvor du blandt andet kan glæde dig til at få Frederikke Legaards bedste tips til at bage med blomster, læse om hvordan kvindelige kunstnere har gjort op med blomstermotivet som lavstatus-kunst og blive guidet til at lave dine egne perleblomster og binde sommerens smukkeste buket.
Vi har også snakket med ni unge kreative kvinder – blandt andet fortæller radiovært Maria Fantino om, at responsen på, at hun delte sin #metoo-historie, har styrket hendes tro på, at man skal give plads til den upolerede, ærlige udgave af sig selv, og designer Amina Farrah, stifter af mærket Mogall Studios, fortæller om sit mantra, der lyder, at man skal se at få begyndt et sted, for ellers risikerer man jo aldrig at få begyndt.
Du får også et portræt af den amerikanske filminstruktør Sofia Coppola, der netop er fyldt 50 år og med sin filmkunst vil tage unge – og især unge kvinder – alvorligt og portrættere dem som hele, nuancerede mennesker. Ritt Bjerregaard deler ud af sine livserfaringer og Adnan Al-Adhami om sin kærlighed til realitygenren.
Solen skinner, og sommermoden har indtaget magasinets sider, og det betyder masser af sommerkjoler, solbriller og farverigt badetøj og sommerens bedste skønhedskøb på budget – fra den bedste vandfaste mascara til sheetmasken, der giver masser af fugt.