
Nyt magasin på gaden: Et opgør med stereotyper og tabuer
Glæd dig til et magasin, som hylder de kvinder, der gør op med stereotyper og tabuer omkring kvinders kroppe og seksualitet.
AfForårets udgave af Costume er dedikeret til en generation af unge kvinder, der gør op med stereotyper og tabuer omkring kvinders kroppe og seksualitet.
Du kan blandt andre møde kunstner Maja Malou Lyse, der er på forsiden af magasinet, og som i sin kunst tager ejerskab over sit eget billede og gør op med den herskende forståelse af, hvad køn og sex er, og manuskriptforfatter Clara Mendes, der vil gøre op med klichéer omkring kvinders lyst.
Forsiden
FOTOGRAF Petra Kleis STYLIST Kristine Halken HÅR & MAKEUP Mads Stig
KJOLE Solitude Studio 12.000 kr.
Månedens leder
Som barn var krop og sex ikke noget, jeg talte specielt meget med mine forældre om, og jeg satte heller aldrig selv spørgsmålstegn ved det – det var jo bare sådan, det var. Min første erindring om snakken om sex og menstruation og om, hvordan kroppen udvikler sig (bryster, kropsbehåring etc. ...), var i en rundkreds i gymnastiksalen, da den første pige i klassen havde fået sin menstruation.
Jeg tror, at mange fra min generation er vokset op med, at det var emner, man ikke snakkede åbent om i hjemmet, og at det var fra skolens sparsomme seksualundervisning, at man fik sin viden. Selvom det er mange år siden, at jeg sad i den rundkreds, er der stadigvæk ting, jeg kan blive smårød i hovedet over, når det gælder at snakke om sex i det offentlige rum – og min forfængelighed gør, at jeg stadigvæk ikke lader mine hår på benene og under armene vokse.
Det bliver ikke anderledes, men til gengæld er jeg meget bevidst om, at min datter skal vide, at hun kan gøre fuldstændigt, som hun har lyst til, uagtet samfundets pålagte normer. Jeg prøver at tale med hende om alt. Fra kærlighed til krop, udseende og sex og ikke mindst, at virkeligheden ikke altid stemmer overens med alt, hvad man ser og hører. Hun er heldigvis nysgerrig af natur, og jeg håber, at hun vil blive ved med at spørge, for det er lige præcis den samtale, der nedbryder de fordomme, forventninger og tabuer, der er svære at snakke om.
I dette nummer af Costume skal du møde en generation af modige unge kvinder. De bryder med samfundets normer og nutidens idealer og rykker grænser for, hvad andre betragter som normalt, ved at vise deres krop og bruge deres talent til at gøre op med idealet om, at man skal se ud på en bestemt måde for at føle sig attraktiv og sexet og hvile i sin krop og dermed også sin egen seksualitet.
En af de kvinder er en af Danmarks mest lovende kunstnere lige nu, 27-årige Maja Malou Lyse. Hun bruger, som feminismen har årelang tradition for, kroppen som redskab for kunsten, og dermed åbner hun for følsomme emner som krop, nøgenhed og kvinders lyst til sex. Hun har trods sin unge alder allerede udstillet på toneangivende steder som Tate Gallery og ARoS og er nu aktuel på Brandts Kunstmuseum.
Vi har også mødt manuskriptforfatter Clara Mendes, som med tv-serien Sex vil gøre op med filmbranchens og samfundets mange klichéer i forbindelse med køn og sex, og lektor i kunsthistorie og visuel kultur på Institut for Kommunikation og Kultur ved Aarhus Universitet, Camilla Skovbjerg Paldam, der ser kvinder som Maja Malou Lyses arbejde som et skridt på vejen til at indgyde unge kvinder mod og selvtillid til at være sig selv.
Læs også skønhedsredaktør Marie Alkestrups artikel om, hvordan skønhedsbranchen er begyndt at omfavne sex, hvorfor Hollywoodstjerner som Gwyneth Paltrow, stormagasinet Magasin og en af Københavns mest æstetiske skønhedsklinikker, Ara’kai, alle er begyndt at forhandle feminint og innovativt sexlegetøj og hjælpemidler til at udforske kroppen.
Endelig er foråret dejligt spirende, og moderedaktionen har samlet den bedste inspiration og fund i en farverig og eklektisk guide.
Kærlig hilsen
Rikke Amtorp Christensen, chefredaktør