Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Screen-Shot-2021-07-01-at-10.54.18

Maria Fantino: “Det var en voldsom tid”

Hvis hun ville, kunne radiovært Maria Fantino, 25 år, sagtens lyde klogere eller mere strategisk, når hun hver dag sender live til tusindvis af lyttere i det populære og prishædrede P3-program Curlingklubben. Men det er hverken i det højtravende eller polerede, at hendes force ligger. Det er i det umiddelbare – i det, som lytterne kan se sig selv i. Derfor går Maria ofte hele planken ud – også når det, hun har oplevet, giver knubs at sige højt. Det mærkede hun for alvor i efteråret, hvor hun fortalte sin #metoo-historie.

“Som barn dansede jeg meget ballet, og det værste, jeg vidste, var generalprøverne. Når noget ikke gælder, dur det ikke rigtigt for mig. Det skal være nu og her. Da jeg i 2015 søgte og kom ind på Talentholdet, troede jeg, at jeg skulle lave TV på DR3. Men jeg duede på mange måder ikke til formatet. Ofte fandt jeg på et eller andet impulsivt undervejs, som de så ville have mig til at gøre igen og igen, og så føltes det pludselig ikke ægte længere. Dengang forstod jeg ikke helt, at det er en styrke, at jeg befinder mig så godt i det umiddelbare. Men det kunne flere programchefer se, så da P3 skulle have et nyt ungdomsprogram i deres primetime sendetid, blev jeg kaldt til casting. Siden begyndelsen af 2018 har jeg hver dag fra 14 til 16 sendt live sammen med min medvært Christian Bonde i Curlingklubben. Med ti timers liveradio om ugen er der plads til alle de pludselige indskydelser og de dumme spørgsmål, mange af os går rundt med – som for eksempel, om man skal sige ‘prosit’ til en fremmed, der nyser i metroen.

På et tidspunkt var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg burde skamme mig over, at jeg ikke er den slags vært, der taler om Trump, Putin og atomstridigheder. Og jeg kunne da sagtens også lyde mere sej eller klog i radioen, men det tror jeg bare ikke, at mine lyttere ville få lige så meget ud af. For mange er det en befrielse, at jeg tør sige præcis det, jeg tænker. Som i januar 2019, hvor jeg sad i bussen 5C og var godt og grundig forarget over, hvordan folk udskammede en 17-årig pige, der ikke havde bh på til en X Factor-audition. Jeg tog min indignation med ind i radioen og holdt en lang peptalk om, at folk har glemt, hvordan bryster ser ud, når de ikke er i en bh. At alle bryster er gode bryster, og at unge piger får unaturlige kropsidealer, når folk på nettet skriver kommentarer som ‘grimme bananpatter’. Modtagelsen var vild og positiv, hvilket gav mig styrke til at gøre det igen.

“Når jeg siger fra over for kropsudskamning, deling af nøgenbilleder eller lignende, får jeg overvældende meget respons fra unge, der sidder rundt om i landet og mangler den stemme”

Når man bor i København, og alle ens venner læser humaniora, kan man godt tænke, at der ikke er nogen racister, homofober og så videre derude. Men en ting, jeg har lært ved at sende landsdækkende radio, er, at sådan har alle det ikke. Når jeg siger fra over for kropsudskaming, deling af nøgenbilleder eller lignende, får jeg overvældende meget respons fra unge, der sidder rundt om i landet og mangler den stemme. Noget af det allerbedste er, når de skriver, at de selv har fået modet til også at sige fra.

Da jeg kom ud med min #metoo-historie via et interview i DR-podcasten Genstart, var der så mange beskeder i min indbakke, at jeg ikke havde overskud til at forholde mig til dem alle. Det går mig stadig på, at der er nogle kvinder, som jeg ikke fik svaret, og nu er beskederne væk. Men det var en voldsom tid. Historien eksploderede i pressen, og der var hele tiden samtaler med min advokat, journalister, der ringede, og folk på gaden, der ville snakke med mig, eller som græd over for mig. Til alle, der mener, at kvinder kun kommer ud med deres #metoo-historie for at få opmærksomhed, kan jeg hilse at sige, at det bestemt ikke er den gode form for opmærksomhed.

Selvom jeg havde lovet mig selv at holde mig fra kommentarfeltet på B.T., kom jeg til at læse lidt derinde, og jeg blev helt vildt bange. Grunden til, at jeg og mange andre ikke før har fortalt om det, der er sket, er jo, at vi har skammet os. Der er et stigma, og det stigma mærker man så bare endnu mere, når man faktisk siger det højt. Men selvom jeg havde det ad helvede til i ugerne efter, er jeg stolt af, at jeg gjorde, hvad der føltes nødvendigt. Efter Genstart sagde flere af mine kollegaer, at det kommer til at være en del af min fortælling altid, og jeg svarede: ‘Nej for pokker, det er en podcast på 30 minutter’. Jeg mener, jeg sender to timers radio hver dag. Men jeg er begyndt at forstå, at de nok har ret. Det er også okay, og jeg er i hvert fald ikke blevet mindre aktivistisk af den grund.

Jeg elsker DR, og jeg håber at kunne lave Curlingklubben i mange år endnu. Jeg kan da godt tænke, at hvis jeg nu var lidt mere stueren, var jeg sikkert blevet brugt mere ovre på DR1. Eller det ved jeg sgu ikke, jeg synes ikke, at jeg er flot nok. De kvindelige DR1-værter har ikke mellemrum mellem tænderne, flyveører og ring i næsen. Det fede er, at når man møder dem, så er de både vilde og sjove, de er bare blevet trænet i det polerede, hvor jeg er blevet trænet i det modsatte. Men jeg skal jo ikke være Lise Rønne, hun er der heldigvis allerede, ligesom der ikke er nogen, der skal være mig.”

BEDSTE RÅD TIL ANDRE

Tag på højskole. Det er det bedste, jeg har gjort. Jeg fik gang i min kreativitet, fordi jeg ikke skulle tænke i præstation.
Søg Talentholdet. Det var to fantastisk givende år for mig, men jeg ved også, at det er svært, da der bliver optaget fire ud af tusinder af ansøgere.
Hav ikke en specifik arbejdsplads som mål, men mere en specifik drøm for, hvad det er, du har lyst til.