10 hurtige til Helena
Costume har mødt Helena Christensen til en snak om at savne Danmark, hendes nyeste yndlingsmærke, og hvorfor hun elsker Marilyn Monroe
AfVi har mødt Helena Christensen, som lige nu er på jagt efter Årets Brillelook for Louis Nielsen. Præmien er et eksklusivt fotoshoot med Helena Christensen i New York. Læs mere om konkurrencen her.
Helena Christensen tager imod os klædt i smuk buksedragt fra det bæredygtige mærke Edun, med negle malet i forskellige sommerfarver og med en afslappet attitude, som havde vi flere timer foran os til interviewet.
Hvad lægger du vægt på i jagten på årets brillelook?
“Jeg elsker at tage portrætter af folk, og et ansigt kan jo være interessant på så mange forskellige måder. Og når du så først får briller på, så er der virkelig fokus på detaljerne, specielt på øjnene. Så selvfølgelig ser jeg på, hvordan ansigtet ser ud med briller på, men så er der jo noget helt andet. Der er udtrykket i øjnene og den måde, personen bærer sig selv på. Jeg leder også efter noget, der er lidt mere interessant, end at det bare er et godt brilleansigt. Noget der går ud over det.”
Ud over at arbejde som model og fotograf har du jo også været skuespiller og lavet alt fra lingeri og duftlys til børnetøj og velgørende arbejde. Er der overhovedet noget, du synes, du endnu ikke har prøvet?
“Faktisk har det jo alt sammen noget at gøre med at være model. En af de fede ting ved at være model, er jo, at det er så varieret, og at jeg arbejder for så mange forskellige kunder inden for forskellige områder. Du lærer noget om de produkter hver gang, for du bliver nødt til at sætte sig ind i det. For eksempel er jeg ambassadør og designer for Triumph, hvor jeg har lært utroligt meget om teknikken ved at designe en bh, som er utrolig indviklet, så jeg har lært en masse om, hvordan den skal konstrueres til forskellige kropstyper. Det, synes jeg, er interessant, og det udvikler mig på et plan, som gør, at jeg kan involvere mig på en helt anden og meget mere personlig måde i et firma.”
Læs videre på de næste sider.

Hvad er dit yndlingsitem i klædeskabet?
“Lige for tiden er det en blå silkeskjorte med pufærmer og håndsyede, broderede detaljer på. Den har den smukkeste blå farve, og den er jeg ret vild med i øjeblikket. Den er fra et lille mærke, jeg lige har opdaget i New York, som hedder Pinky Otto. De laver de fineste ting og alt, hvad de laver, er fedt, så det er virkelig noget, danske kvinder burde tjekke ud.”
Hvad er dit bedste skønhedstip?
“Søvn. Det er er måske kedeligt, men det er det, der virker allerbedst, og man kan virkelig se forskel, hvis man ikke sover nok. Men man skal heller ikke have for meget søvn, for så ser man også helt underlig ud. Så det er med at finde en god balance. Og så skal man drikke vand. Det har jeg lidt svært ved, men jeg prøver. Jeg putter både agurker, appelsiner, lime og citron og alt muligt i for at dække smagen af vand."
Hvordan holder du dig sund?
"Jeg føler mig rigtig godt tilpas, når jeg er i nærheden af havet, for så får du både den friske luft, lidt sol på kvinderne, og du kan svømme og bevæge kroppen på en naturlig måde. Jeg har aldrig været og er ikke og bliver aldrig et menneske, der behov for at træne på den måde, hvor jeg absolut bare må ned i et træningscenter. Det er jeg bare slet ikke god til. Det skal helst være noget, hvor jeg føler, at jeg styrker din krop ved at gøre noget, der er naturligt. Jeg løber også, og så går jeg rigtig meget. Men har det jo altid bedre, når man har trænet, men det er bare ikke sjovt imens.”

Hvad laver du, når du har fri?
“Jeg kan godt lide at gå rundt i min lejlighed og flytte rundt på tingene. Det holder jeg rigtig meget af. Jeg hiver alt ud fra skabene. Går fra et hjørne til det næste og gennemgår alt mit tøj og vælger en masse fra, hvor jeg tænker: ‘Nu skal det være slut, det skal jeg ikke have på mere’. Jeg prøver virkelig at være konsekvent. Bagefter gør jeg det samme i mit køkken og med alle papirbunkerne. Det meste bliver bare flyttet rundt, men der kommer også altid et par affaldssække ud af det. Jeg holder virkelig meget af hjemlige sysler, og det har nok også noget at gøre med, at jeg altid har rejst så meget. Jeg synes bare, det er fantastisk at have tid til at gå hjemme og bruge lang tid på at lave mad, rydde op og læse.”
Hvad savner du mest ved Danmark?
“Den skønne stemning, der er i København om sommeren og i julen, som er de to tidspunkter, hvor jeg er hjemme. Den der hyggelige stemning, som er det, vi er bedst til i Danmark. Den savner man virkelig, når man er ude i verden, for det er noget, som kun findes i Danmark. Jeg er meget nordpå i sommerhus om sommeren, og det savner jeg ofte. Jeg tænker tit på det i løbet af året, hvis jeg går igennem en meget hektisk periode og måske føler mig virkelig udmattet og træt og tænker. ‘Det her holder jeg ikke til’. Så tænker jeg på solnedgang i Danmark og på at være ude og bade klokken 23 om aftenen. Det lader mig op at tænke, at jeg har det at se frem til. Jeg glæder mig altid til, at jeg skal ned og købe fisk ved havnen og spise isvafler og køre rundt på forskellige gårde og købe økologiske grøntsager. Hele det der sommerhusmiljø, det savner jeg.”

Hvornår blev du sidst rørt?
“Det gjorde jeg forleden, da jeg sad i en taxa med min søn, hvor vi lige havde været sammen med en masse andre børn fra hans klasse og deres mødre, og så siger han til mig: ‘Mor, du er bare den smukkeste af alle mødrene.’ Og så siger han: ‘Men du er også meget mærkelig. Du siger nogle mærkelig ting, og du gør nogle mærkelig ting, men du er den smukkeste.’ Jeg blev så glad for den første kommentar, at jeg godt kunne acceptere den anden.”
Hvad er det første, du kan huske, du gerne ville være, da du var lille?
“Jeg havde faktisk ikke noget specielt, jeg ville være, da jeg var helt lille. Men senere ville jeg være arkæolog, og det har noget at gøre med, at jeg var og er ret vild med historie. Jeg elsker jo gamle ting. Men det, der skete, var jo, at jeg begyndte at rejse rigtig meget, efter jeg blev student (og begyndte at arbejde som model, red.), og så følte jeg faktisk, at jeg fik en masse ud af det, som kunne tilfredsstille de ønsker, jeg havde om at opleve verden. Møde en masse mennesker og en masse spændende kulturer og bruge mine sprog. Og det gav mig mulighed for at tage billeder, som også var en af de ting, jeg havde lyst til at gøre. Men jeg tænkte aldrig over det med at være fotograf som et job. Det var bare som en personlig hobby til at begynde med.”

Hvilken historisk personlighed ville du ønske du havde nået at fotografere?
“Det er nok et lidt obvious valg, men helt klart Marilyn Monroe. Alle de billeder, der er taget af hende, er jo helt fantastiske, for hun viser hele sin personlighed i de billeder. Så som fotograf vil jeg virkelig gerne fotografere en kvinde som hende. Hun var så stærk og sårbar og talentfuld, og hun turde vise det. Der er rigtig mange, der lukker helt ned, når man peger på dem med et kamera. Det kræver et kæmpe stort talent at kunne give noget af sig selv foran et kamera. Det er faktisk det sværeste ved at portrættere skuespillere. Det er der mange skuespillere, der bliver helt stive foran et kamera, og man tænker bare: ‘Jeg har jo lige set dig i en film, hvor du skriger og råber og græder og synger, og så står du bare der helt usikker.’ For modeller er det lige omvendt. De er virkelig fantastiske at fotografere og gode til at arbejde med deres kroppe og mimik, men sjældent særlig gode skuespilllere.”
Læs mere om Helena Christensen og Årets Brillelook her.
