Er dette 2019's nye it-model?

Det nye år vil utvivlsomt byde på en ny Kendall Jenner, Gigi Hadid eller Kaia Gerber. Men hvem skal løfte arven? Her får du fire gode bud

it model som kendall jenner og Gigi Hadid

model 2019

© Instagram / @charlottelawrence / Wenn.com

Hvor 90'erne havde en hel hær af supermodeller, er det i stigende grad blevet en tendens i nutidens modelandskab, at hvert år har én it-model, som overskygger alle de andre. De seneste år har kendisbørnene Kendall Jenner, Gigi og Bella Hadid samt Kaia Gerber domineret, og er sideløbende blevet stjerner på de sociale medier.

Men hvem bliver 2019's nye ansigt?

Vi har set nærmere på nogle af de nye modelstjerner in spe, og her gemmer sig både kendissøstre, gode gener og heldige sammentræf.

Delilah Belle Hamlin

Hun er datter af skuespilparret Lisa Rinna og Harry Hamlin, og har sammen med lillesøsteren Amelia Gray optrådt flere gange i realityserien Real Housewives of Beverly Hills, hvor Lisa Rinna er en af hovedpersonerne. Selvsamme serie var medvirkende til at kickstarte Gigi og Bella Hadids karriere, takket væres deres mor Yolanda Foster, som dengang introducerede verden for sine to smukke døtre.

Hvorvidt Delilah når lige så langt som Gigi og Bella er endnu ikke til at vide, men hun er allerede godt på vej med over 800.000 følgere på Instagram, en kontrakt hos One Management og prestigefyldte modeljobs for blandt andre japansk Vogue.

Amelia Gray Hamlin

Med på listen er også Delilah Belles lillesøster, Amelia Gray Hamlin, som altså ligeledes er datter af Lisa Rinna og Harry Hamlin. Amelia Gray arbejder på højtryk som model, og hun er i fold hos modelbureauet IMG Models og har 421.000 følgere på Instagram.

Charlotte Lawrence

Som datter af en skuespillerinde og en Hollywood-producer, og takket være ualmindeligt gode gener, har Charlotte Lawrences modelkarriere fået en raketstart. Og nævnte vi, at hun også er bedste veninder med Kaia Gerber?

Udover modelarbejdet er Charlotte også sanger, og har i en alder af 18 år 555.000 følgere på Instagram, en kontrakt med IMG Models, billeder i Teen Vogue samt Harper's Bazaar og en kampagne for Balmain.

Charlotte D'Alessio

Modsat flere af de førnævnte modeller, lå det ikke i kortene, at canadiske Charlotte D'Alessio skulle blive model og Instagram-fænomen, da hun hverken har kendte forældre eller på anden måde var en del af Hollywoods stjerneliv.

Men efter at familien flyttede til L.A, besøgte den dengang 16-årige Charlotte festivalen Coachella, hvor fotografen Bryant Eslava tog et par streetstylebilleder af hende. Billederne fik Charlottes Instagram til at eksplodere, og i dag har hun 687.000 følgere, en kontrakt med Elite Models og en kæreste ved navn Presley Gerber, der er bror til Kaia Gerber og søn af Cindy Crawford.