3 ting, du skal overveje, før du køber vinterstøvler

De perfekte vinterstøvler er ikke lette at finde. Men følger du disse tre tips, er du godt på vej.

Vinterstøvler der kan klare kulden

Vinterstøvler

© Anna Stokland

Snart tager vi hul på vinterhalvåret, og det er tid til at pakke sneakers og sandaler langt væk.

Jagten på de perfekte vinterstøvler er ikke let og kræver både tålmodighed og en række huskeregler. Her har vi samlet vores tre bedste tips, som forhåbentlig vil hjælpe dig med at finde et par støvler, der får dig både pænt, praktisk og lunt gennem vinteren.

1. Foret

Når temperaturen falder, får man hurtigt kolde fødder, hvilket er en sikker vej til forkølelse og feber. Du kommer langt med et par sko med for, og allerhelst en uldblanding, der giver den bedste isolering.

Du kan også med fordel købe skoene et nummer for store. Hvis skoene sidder tæt, er der større sandsynlighed for, at du kommer til at fryse om tæerne. Derudover er der plads til en uldsok, eller du kan vælge at investere i et par uldsåle, som hjælper mod vinterkulden.

2. Solide såler

Glatte sko er det værste, du kan købe til vintersæsonen. Vælg en støvle med en sål, der er egnet til sne og slud, så du kan bevæge dig frit, når vintervejret rammer.

Husk desuden at gardere dig mod kolde ankler ved at vælge en model, som slutter et stykke op ad læggen.

3. Vandtæt fodtøj

I Danmark er regn og sjap mere reglen end undtagelsen. Hvis du vil have varme fødder gennem hele vinterhalvåret, bør du derfor gå efter en vandtæt sko. Mærker som Dr. Martens og Timberland har et glimrende udvalg af støvler, der både er vandtætte og holder i adskillige år.