5 ændringer, der vil forbedre din stil
Du skal ikke have den store pengepung frem, men til gengæld skal du være klar til at lægge noget af dit tøj bagerst i skabet
Af — 04. januar 2018Mode og stil handler ikke om prisen på dit tøj, men i højere grad om at vælge den rette pasform, det gode snit og evnen til at udstråle, at du bærer tøjet og ikke omvendt.
Herunder opridser vi fem gode huskeregler, som gør det lidt nemmere at fremstå stilfuld til hverdag – uden at gå på kompromis med komforten.
Psst ... Her er inspiration til de 5 de bedste lag-på-lag-look

Et slidt net
Når computeren skal fragtes til og fra arbejdet eller studiet, vælger mange en computertaske eller et slidt net, som skæmmer resten af dit outfit.
Investér i stedet i et beskyttende omslag til din computer og en oversize taske, som kan rumme både computer og øvrige ejendele.

Dine slaskede afslapningsbukser
Nogle dage er det tillokkende at hoppe i de mest slaskede bukser og matche dem med en lodden sweater. Det er helt sikkert det mest behagelige valg – men langt fra det pæneste.
Vil du ikke gå på kompromis med den bløde fornemmelse af afslapningstøjet, så find i stedet et smart sæt. Det kan enten være pyjamassæt i silke, et strikket sæt eller et tracksuit.

Ukomfortable hæle
Et par meget høje hæle er flatterende, hvis man vel at mærke kan gå i dem. Og det kan være udfordrende på Danmarks brostensbelagte gader.
Derfor kan du med fordel udskifte de høje hæle med et par elegante kitten heels, der er lige så elegante, men knap så vakkelvorne.

Den alt for stramme kjole
En kjole, der sidder meget stramt, føles ubekvem, og du vil formentlig fokusere på at trække maven ind frem for at nyde det selskab, du er i.
Prøv derfor at bytte den stramme kjole ud med en løsere silkekjole, der giver samme feminine effekt uden at føles hæmmende, og kan bruges uden på blusen i vinterhalvåret.

Jeans med falske huller
Jeans er et af de items, der lever længst i garderoben, takket være det slidstærke denimmateriale. Derfor bør du gå efter en model, som holder længere end en enkelt sæson eller to.
Mens et par jeans med store huller hurtigt bliver umoderne, vil en klassisk model i blå eller sort forblive aktuel. Eksempelvis er et par Levi's i tyk denim nøjagtig lige så smarte nu, som de var i 80'erne.
