9 jakker, alle kvinder bør eje
Fra sæsonens bomberjakke til ‘jokeren’: Her er de 9 jakker, som vil gøre din jakkesamling komplet
AfEn god jakke kan gøre underværker for dit look, og derfor er det vigtigt, at du har nogle valgmuligheder at skifte imellem.
Fra sæsonens bomberjakke til den såkaldte ‘joker’ – vi har samlet de ni jakker, som vil gøre din jakkesamling komplet.

Læderjakke
Læderjakken hænger allerede i de flestes skab, og det er med god grund, for den passer til det hele, og du kan lynhurtigt tilføje lidt kant for at skabe et mere råt look.

Regnjakke
Med det danske vejr er du nødt til at erhverve dig en god regnjakke. Selvom den har et mere praktisk formål, kan du sagtens finde en, der er også er smart.

Bomberjakke
De sidste par sæsoner har næsten ethvert modebrand stået for at designe deres bud på bomberjakken, og den har nu sneget sig ind som en garderobefavorit. Med denne jakke skaber du et mere afslappet look.

Trenchcoat
En trenchcoat er den nemmeste vej til at få et klassisk look, og den lange frakke med bæltet i taljen er flatterende for kroppen, og fås i et utal af variationer.

Parkajakke
Parkajakken er også en hverdagsfavorit – den er med til at skabe et nedtonet look, og til trods for dens afslappede facon kan du nemt finde en med fine detaljer.

Gå i byen-jakke
Investér i en finere jakke til, når du skal i byen eller til specielle events. Vælg en længere version, der også kan varme dine ben, hvis du er hoppet i din flotte kjole.

Denimjakke
Denim går aldrig af mode, og en denimjakke er en klassiker, der kan bruges året rundt. Denimjakken findes i mange stilarter, hvor du både kan gå efter en rå ‘distressed’, en lys i vintage-look eller en med sæsonens udsmykninger.

Overfrakke
En nedtonet hverdagsoverfrakke i garderoben er et must, og det skal være en, der går til det hele – jeans og sneakers, nederdele og støvler eller kjole og hæle.

Den sjove jakke
Der skal være plads til en joker i jakkesamlingen, og det er jakken med de sjove og finurlige detaljer, der med det samme pifter hele dit outfit op. Vælg en med et vildt print, mønster eller en iøjnefaldende farve.
