Alt du skal vide om kimonoer
Historien om kimonoen er ældgammel, japansk og fortæller meget mere om dig, end du tror! Læs med her
AfKimono med evigt liv
Selvom vi med vinterens kommen, begynder at ønske os flotte jakker, lune strikkjoler og grå efterårsfavoritter, så behøver vi ikke gemme alle sommerens trends helt væk. Kimonoen var overalt i modebilledet sommeren over, og vi tror den er kommet for at blive.
Kimonoen er dog ikke en ny tendens – den har været populær siden tidernes morgen.
Herhjemme rendte vi rundt med vikingehorn, men i Japan var de lidt mere sofistikerede: Omkring 700-tallet opfandt de det, vi i dag kalder en kimono. I Japan har den aldrig rigtigt været væk, men i de seneste år har kimonoen fået en vældig renæssance i modeverdenen og har ikke været til at misse i gadebilledet og på blandt andre Célines, Guccis, Marnis og Moschinos catwalks.
Stylet over jeans, med høje hæle, med sneakers, som en slå-om-kjole … Kimonoen er afslappet og giver lov til at være kreativ. Den er perfekt på stranden, i byen, på arbejde.
Men en kimono er ikke bare en kimono. Langt fra, faktisk.
Kimonoens komplekse historie
På japansk betyder kimono ‘ting at tage på’. En enkelt form med en kompleks historie. For det er det, kimonoen bruges til – den klassiske kimono fortæller historier.
Alle de mønstre, farver, bjerglandskaber, fugle, sneskyer, sølvsmede og blomster, der pryder dem, viser alt sammen noget om den, der har den på. Hvad er personens status, alder, overbevisning? Er vedkommende rig? Single? Det er alt sammen symboliseret på stoffet.
For eksempel farverne: Blå skræmmer slanger og kryb væk, fordi den blå indigofarve førhen blev brugt til bid og stik. Lilla står for udødelig kærlighed, fordi farven kommer fra planten bjerg-stenfrø, der har meget lange rødder. Og er en kimono rød, symboliserer den ungdommelighed og lyst – perfekt til unge, giftemodne kvinder.
Psst ... Se 29 lækre efterårsfund her
Så er der alle billederne. En trane betyder et langt liv, en tromme glæde, en flod er fremtiden, og to tabte vifter hentyder til to elskende, der er blevet forstyrret. Og de symboler kan så piftes op med en fugl eller en plante, der igen får en helt ny betydning. På de traditionelle vinterkimonoer er der oftest bambus og grantræer, på forårskimonoerne skrues der op for farverne og blomsterne.
På den måde har japanerne i århundreder brugt kimonoen til at vise deres identitet. Alle symbolerne fulgte ikke rigtig med, da kimonoen i begyndelsen af 1900-tallet kom til Europa. Her blev den brugt som et stykke rent modetøj. Og japanerne selv begyndte også kun at lufte de traditionelle kimonoer til teceremonier, bryllupper, begravelser og andre officielle arrangementer.
Hverdagsudgaven blev en lettere kimono, som vi ser i det vestlige modebillede i dag. Og hurra for det – kimonoen er nok en gammel sag, men den ser ud til at blive her.
Kig med videre, hvor vi viser dig nogle højdepunkter fra kimonoens historie

1908
Kvinde i traditionel kimono fotograferet af Alvin Langdon Coburn
Fact: En ugift kvinde har længere ærmer i sin traditionelle kimono. Når hun bliver gift, bliver de kortere.

1968
Kimono hippiestyle på den franske model Amanda Lear i London
Fact: 25 lag. Det havde kvinderne på i de tidlige kimonoer.

2015
Model Luna Schulze bruger sin kimono over vide bukser
FÅ DE SENESTE NYHEDER DIREKTE I DIN INDBAKKE – TILMELD DIG COSTUMES NYHEDSBREV HER
