Danmarks bedst klædte kvinder 2018
Mød en række danske kvinder, der skiller sig ud i gadebilledet med deres inspirerende stil, og få deres bedste stiltips
AfLange vintagekjoler, maskulin elegance, en stil, der skifter efter cyklus, og en generel enighed om, at det handler om personlighed, ikke trends.
Vi hylder 10 kvinder, der med deres humoristiske, finurlige, elegante eller provokerende smag skiller sig ud i gadebilledet.

Alexandra Carl
Den 26-årige stylist og Fashion Director på Rika magazine, Alexandra Carl, har fanget den internationale og danske modebranches opmærksomhed, når hun selvsikkert mikser maskulin elegance og jakkesæt med feminine smykker og accessories.
Hvem har i dine øjne god stil?
“Modellen Giedre Dukauskaite og smykkedesigneren Gaia Repossi – de har begge en maskulin ubesværet elegance, som jeg elsker.”
Hvor finder du inspiration?
“I vintagebutikker, film, min mors klædeskab og hendes garderobe fra Paris.”
Hvilke mærker synes du rykker lige nu?
“Koreanske Rokh, danske Cecilie Bahnsen og franske Marine Serre er nogle af dem, jeg holder ekstra øje med.”
Shila Gaonkar
Shila Gaonkar, 29 år og Associate Creative Director hos Ganni, har et skarpt øje for silhuetter og materialer og kombinerer farver og print med sporty elementer og en helt særlig elegance.
Hvem har i dine øjne god stil?
“Mennesker, der har en god energi og ikke følger med i tendenser.”
Hvor finder du inspiration?
“Som udgangspunkt alle steder. Arbejdsmæssigt har jeg erfaret, hvor vigtigt det er, at jeg udfordrer mig selv og min æstetik med hensyn til, hvad der er smukt, og hvad der æstetisk ligger langt væk fra min umiddelbare smag. Der opstår ofte spændende nye udtryk, når man lader sig inspirere af materialer og referencer, man som udgangspunkt har svært ved at forstå. Jeg kan udfordre og udvikle mine vante forestillinger omkring æstetik i spændingsfeltet mellem det smukke og det grimme.”
Barbara Potts
Barbara Potts, 24 år, blander med overlegen, sikker hånd vintage- og designerfund og gør udtrykket til sit eget. Som den ene halvdel af mærket Saks Potts er hun med til at skabe trends med sin personlige, humoristiske og skarpe stil.
Hvordan vil du beskrive din stil?
“Den er eksperimenterende og et godt mix af det hele. Jeg arbejder meget, så min stil er også blevet mere komfortabel med tiden. Jeg elsker at blande forskellige perioder, farver og print.”
Hvem har i dine øjne god stil?
“Min mormor har en megasej stil. Hun går altid med Sonia Rykiel og blander tunge sølvarmbånd med sine gamle ravhalskæder.”
Hvilke mærker, synes du, rykker lige nu?
“Jeg elsker Molly Goddards kjoler og ville ønske, at jeg ejede en af hendes sindssygt seje tylkjoler.”

Anja Torjusen
Anja Torjusen, 37 år, og indkøber i Holly Golightly har en gennemført forkærlighed for blomster, farver og vintagekjoler.
Hvad tager du på, når du har tøjkrise?
“En silkepyjamas eller en lang, løs blomstret kjole ... works every time.”
Hvor finder du inspiration?
“I alt. Kunst, musik, mennesker på gaden og gamle film. Jeg genså for nylig 90’er-filmen Da Harry mødte Sally, og jeg er helt oppe at køre over Meg Ryans look i den film. Højtaljede herrebukser, vest og en blød hat. Jeg elsker det.”
Sabine Poupinel
Sabine Poupinel, cirka 60 år, er indehaver af butikken i eget navn. Med sin ukomplicerede tilgang til tøj og humoristiske og farverige stil, er hun en af dem, der tør skille sig ud.
Hvordan vil du beskrive din stil?
“Jeg har ikke nogen. Jeg tager noget tilfældigt ud af skabet – nyt og gammelt. Jeg har ikke så meget at vælge imellem ad gangen, så jeg kører fem sæt på et halv år, og bruger dem til de ikke kan mere.”
Hvor finder du inspiration?
“Hos kunstnere som Frida Kahlo og Louise Bourgeois. De var tro mod sig selv og sked på, hvad der var moderne, og det giver en stil, som jeg synes er rigtig cool. De klædte sig i en stemning og ikke i, hvad der var dikteret. Jeg synes generelt, at folk er for ens klædt, de tør ikke skille sig ud. Jeg finder meget inspiration i min datters omgangskreds – de lader ikke trends og mode diktere dem.”
Ivona Bruun Wivel
Enkel, elegant og sofistikeret. Den 43-årige smykkedesigner og ejer af I’m Jewel, Ivona Bruun Wivel, har en tidløs stil. Hun følger aldrig trends slavisk, men lader sig inspirere af stemninger og øjeblikke.
Hvor finder du inspiration?
“I hverdagen, mine venner, magasiner og ved at studere kvinder i gadebilledet. Jeg har altid beundret kvinder, der gør lidt ekstra ud af deres tøj og udvider sin horisont, når det gælder mode. Og så bliver jeg også inspireret af mine to teenagere og de trends, de følger, og tøjet de går i.”
Hvad tager du på, når du har tøjkrise?
“Et par jeans og en hvid T-shirt, men altid med rød læbestift og farverige hæle eller flats.”
Hvem har i dine øjne god stil?
“Jeg har ikke et stilikon, men jeg elsker, når folk overrasker mig.
Og så beundrer jeg Audrey Hepburn for hendes elegante og sofistikerede måde at bære tøj på.”
Josefine Arthur
Josefine Arthur, 33 år og medstifter af Butter Agency og Forest Communication, sværger til en praktisk og enkel stil kombineret med nøje udvalgte accessories. Og så foretrækker hun at dresse ned i stedet for op.
Hvor finder du inspiration?
“Som regel på gaden. I vores lejlighed findes det bedste spot til at se på mennesker, der bevæger sig op og ned ad Nørrebrogade. Der er så meget puls og mange forskellige slags mennesker, som udtrykker sig på hver sin måde.”
Hvem har i dine øjne god stil?
“Jeg beundrer ældre kvinder og mænd, som på trods af en høj alder klæder sig selvsikkert og skiller sig ud. Det er helt klart et mål, jeg vil efterstræbe.”
Camilla Kirkegaard
Farverig, feminin og eklektisk beskriver bedst den 22-årige barista Camilla Kirkegaards stil. Hun har en hang til retroinspirerede print og elsker lange kjoler, der kan redde enhver tøjkrise.
Hvordan vil du beskrive din stil?
“Jeg elsker farver og mønstre, hvilket min stil uden tvivl bærer præg af. Farver gør mig altid glad, og jeg håber derfor også på, at jeg iført en spraglet kjole kan give folk et ekstra smil med på vejen. Af samme grund ses jeg meget sjældent iklædt sort.”
Hvor finder du inspiration?
“Ud over de sociale medier lader jeg mig allermest inspirere af tilfældige forbipasserende. Jeg kan bruge timevis på at studere gadebilledet og de travle eller mindre travle mennesker, der render forbi. Især på rejser er det inspirerende at observere mennesker og deres stil.”

Sahar Jamil
Den 27-årige kunstner Sahar Jamili dyrker det skæve med oversized proportioner, provokerende elementer og accessories, der larmer. Og så hiver hun feminint tøj ned på jorden med et par grove støvler.
Hvordan vil du beskrive din stil?
“Den varierer fra dag til dag og er ret slasket og tit uproportioneret. Der er ofte maskuline eller grove elementer, for jeg kan godt lide tanken om, at mit tøj afspejler min personlighed.”
Hvad tager du på, når du har tøjkrise?
“Kæmpe bukser og min højtelskede metalband-T-shirt. Og altid en sej hat eller noget sjovt hår. Men jeg har aldrig rigtig tøjkrise – kun når jeg skal besøge mine svigerforældre og gerne vil gøre et godt indtryk.”
Hvem har i dine øjne god stil?
“Alle dem, der går i præcis det, de vil. Mode for mig er, når folk skaber den selv. Hvis alle turde lære sig selv at kende, ville vi alle have unik stil. Det ville fandme være dejligt at glo på flere med unik stil.”
Stephanie Bech
Stephanie Bech, 28 år og kunstner, blander ubesværet feminine og maskuline elementer i sit kunstneriske udtryk, der betyder skjorte og farverige bukser den ene dag, og tunge støvler og denim den næste.
Hvordan vil du beskrive din stil?
“Flydende. Det kommer an på mit humør, og hvor i min cyklus jeg er. Jeg tager det på, der får mig til at føle mig godt tilpas den pågældende dag.”
Hvad tager du på, når du har tøjkrise?
“Hvis jeg vidste det, ville der ikke være nogen krise. Når jeg har tøjkrise, handler det nok ikke så meget om mit tøj, men det, jeg skal møde, når jeg går ud af døren.”
Hvor finder du inspiration?
“Flere steder. Venner, andre kvinder, sociale medier eller en følelse.”