Danskerne genbruger tøj som aldrig før

Ny undersøgelse viser, at bæredygtighed og secondhand er blevet vigtige begreber i danskernes modebevidsthed

Danskerne genbruger som aldrig før
© Victor Jones

Mange kender formentlig til at have bugnende tøjskabe, der skriger på at blive ryddet igennem.

Danskerne er førhen blevet udskældt for vores forbrugervaner, hvor der var tale om en køb-og-smid-væk-kultur. Nyindkøbte design fik ikke lov at leve længe i skabene, før de måtte se deres endeligt i bunden på en skraldecontainer. Det har miljøet lidt under, da den konstante udskiften i garderoben koster naturens ressourcer dyrt.

Heldigvis er der siden sket en ændring i danskernes tankegang omkring mode. Vi shopper ikke mindre, end vi før har gjort, men til gengæld forbruger vi mere bæredygtigt.

Genbrug, vintage, bæredygtig mode ...

Ja, kært barn har mange navne, og en ny undersøgelse viser, at genbrugelig mode er blevet en stor del af danskernes forbrugervaner. 1.000 personer deltog som respondenter i undersøgelsen, der er udformet af webshoppen Boozt.com i samarbejde med analyseinstituttet Norstat.

Undersøgelsen påviste en klar tendens, da hele to tredjedele af respondenterne svarede, at de afleverer deres gamle tøj og sko til genanvendelse. Flertallet afleverer deres aflagte tøj og sko til genbrugsstationer og butikker, 18 procent giver det væk til venner og bekendte, mens 11 procent sælger det online eller på loppemarkeder. Og så er der dem, der reparerer huller i tøjet og giver det nyt liv.

Derudover betragtes de nordiske designere som en stor del af danskernes bæredygtige tankegang. Designerne formår nemlig at skabe tidsløse design i god kvalitet – og det opfordrer til et bæredygtigt kredsløb, hvor tøjet har en længere levetid.

ALT DET DU IKKE MÅ GÅ GLIP AF