Da nyheden om David Bowies død ramte os, en tidlig januar morgen, gik tiden som ved et trylleslag i stå. Bowie formåede – trods sine avantgarde-krumspring – at blive hvermandseje.
Med sine skiftende genrer og kamæleon-look fik han skovlen under os alle. Nogle forførte han med pailletter, andre med højtaljet buks og yuppiehår og nogle med androgyn japansk katte-trans frisure ... eller hvad det var?
Folk gik agurk i sorg over den døde musik-gud. Min mor græd. Min far havde Bowie som profilbillede. Selv min søn på ni år havde det vildt. En veninde skrev på Facebook: “Nu har vi kun Prince tilbage” ... men ak, der gik ikke mange minutter, før det var ude med ham også. Hvor skæbnens ironi dog er ubarmhjertig.
Den levende Prince var som en uopnåelig helgen, en ikke-interview-givende krukke, en ægte stjerne med noget nær gudestatus. Det sekund han døde, kastede pressen sig over ham og flåede den nu døde purpurfarvede glitter-prins’ historie i 1.000 stykker.
Vi blev fodret med fuldstændig ligegyldige detaljer om hans privatliv. Jeg ved for eksempel nu, at Prince var vegetar, at han cyklede rundt, når han skulle drikke kaffe i lokalmiljøet, at han var Jehovas Vidne og ikke måtte modtage andres blod. Jeg ved, at han har udgivet 37 lp’er, og hvis jeg havde gidet at høre efter, ville jeg måske kunne huske hvilke cd’er han købte ugen op til sin død. Alle stillede op og påstod at have ligget i ske med ham eller solgt ham piller.
Det virker næsten som om, at det kan betale sig at dø. For pladeselskaberne i hvert fald. Jeg tænker særligt på de gamle one-hit-wonder-stjerner der er virkelig brændt af. Der kan ikke være noget som et post-døds pressecirkus til at booste ens salgstal i iTunes for de sidste downloads, før alt bare bliver streamet i stedet.
I 2009 døde Michael Jackson, samme dag døde Farrah Fawcett og lidt senere samme år Patrick Swayze. Men Kong Jackson udkongede de andre to, og løb med al opmærksomheden med sin solide 14-karat guldbelagte bronze-kiste, foret med blåt fløjl (ja, jeg har googlet det).
Stakkels Farrah Fawcett. Ingen lagde mærke til at 70’er baben i den røde badedragt var død. I år døde skuespilleren Alan Rickman, lige i hælene på påfuglemanden, David Bowie, men fik heller ikke særligt med opmærksomhed. Men okay, Alan Rickman i guldkiste, med et optog af 17 olierede old-egyptere i bar overkrop til at bære kisten, ville måske virke lidt aparte.
Barndommens pop-idoler er måske nok borte, meeeeen de er ikke længere væk, end at vi kan høre deres stemmer i ørerne og male et fabelagtigt billede i fantasien om Prince og Bowie, der sidder side om side med Tupac, Biggie, Elvis og min mormor i en jacuzzi i den særlige VIP-afdeling af himlen.
Med mindre de alle er stukket af til Panama? Måske har de brug for, stjernerne, efter en lang succesfuld karriere i pressens søgelys, at stikke af og ikke blive genkendt?
Måske trængte Prince til at gå en tur i crocs og uden fjerboa, måske orkede Michal Jackson ikke badedragt udenpå sin korte mandebuks. Måske var det alligevel for tungt for Elvis med alle similistenene.
Jeg håber, de hygger i Panama. Og jeg håber, de har taget min mormor med!
Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.
