
Den ansvarlige designer: "Jeg køber kun, når jeg har et behov"
Designer, Marie Skall, startede sammen med søsteren, Julie, det ansvarlige brand Skall Studio for 9 år siden – og har i den grad været med til at sætte ansvarlighed på dagsordenen i den danske modebranche lige siden. Marie shopper udenom pels og læder – og shopper i det hele taget så lidt som muligt. Skal hun investere, bliver det i yderst langtidsholdbare sager. Se hendes to køb her.
AfHvordan vil du præsentere dig selv som 'modebruger/shopper' 2023?
“Jeg har altid prioriteret at købe lidt, men godt – og tidløst. Endelig har jeg altid kun købt, når jeg har et behov. At have få, men gode styles i garderoben, som altid fungerer, er med til at gøre livet lettere, synes jeg.”
Har du lagt nogle 'planer' for din garderobe/indholdet af din garderobe i 2023?
“Jeg skal have en af vores nye sommerfrakker, som er klassiske og tidløse og derfor kan bruges år efter år. Den kan allerede bruges tidligt på foråret med en varm strik eller vest under og igen ind i efteråret med samme ekstra lag under. Vi har opgraderet alt vores overtøj, så foret fremadrettet kun er i bomuld, ligesom label er i bomuld i stedet for nylon, da alle detaljer tæller, og vi hele tiden arbejder på at forbedre os selv. Jeg skal nok også have et par sko fra Cayumas – de er super fine, synes jeg, og så er de i stof – af dyreetiske grunde går jeg aldrig i lædersko.”