Den uflatterende kjole, der er alle vegne lige nu

Tidens modebillede sår tvivl om forskellen på god og dårlig smag – og vi er vilde med det

© Anna Stokland

Fra robuste sko og neonfarver til nørdede strikveste og Hawaii-skjorter. Grænsen mellem god og dårlig smag er blevet visket ud i 2019's modebillede, hvilket bliver yderligere understreget af årets store kjoletrend.

Den voluminøse natkjole-silhuet, der leder tankerne hen på 1800-tallet, vandt allerede frem sidste år takket være Sofie Sol Studios hypede design. Og tendensen fortsætter i år, hvor de overdimensionerede kjoler dukker op her, der og alle vegne.

Selvom kjolernes rynkede stof og løse silhuetter klinger af gammeldags natkjole, kan tendensen sagtens gøres cool med den rigtige styling. Kombinér kjolen med et par rå læderstøvler og en skulpturel taske for et moderne look, der både er modigt, feminint – og komfortabelt.

Og hey – hvis Olsen-tvillinger kan gå i ultra overdimensionerede outfits, så kan du også.