Derfor er diamanter for alle
Det er ikke kun de kongelige og ældre damer i pels, der har dem. Diamanter er i dag for os alle – især takket været en bestemt kultur
Foto. Wenn.com
De glimter i stor stil fra halsen, fra ørerne, håndleddene, fingrene. Marilyn Monroe er iklædt en skrigende pink kjole, rød læbestift – og masser af diamanter. “Diamonds are a girl’s best friend,” synger hun, mens mænd og atter mænd halser efter hende. Men de har ikke noget at byde på, for kolde, hårde diamanter er bedre end kys, der trods alt ikke kan betale huslejen.
Marilyn Monroes ikoniske optræden i 50’er-filmen Gentlemen foretrækker blondiner viser, hvordan diamanter blev brugt i mange år: På kvinder, oftest hvide, med penge – eller med en pengestærk affære ved hånden.
Marilyn Monroe vil hellere have diamanter frem for mænd i filmen Gentlemen foretrækker blondiner.
Sådan er det ikke længere. Diamanter er blevet tilgængelige for alle, godt hjulpet på vej af nytænkende smykkedesignere. Danske mærker som Sophie Bille Brahe, Line&Jo og Maria Black har gjort diamanter i ægte håndværk opnåelige for os dødelige. Som journalist og modevært på DR, Chris Pedersen, siger:
“Man har altid råd til en lille diamant.”
Designerne har bygget videre på 90’ernes luksusboom, hvor logoer af alle de dyre slags blev mainstream. Diamanter var med i den tendens, hvor også nye, eksperimenterende smykkedesignere i USA fik masser af kunder fra en ny(rig) musikgenre:
“Hiphoppen var med til at støve diamanterne af,” siger Chris Pedersen.
Hotline bling
Susan Falls er antropolog og professor på Savannah College of Art and Design i USA, har forsket i diamanters betydning og er forfatter til bogen Clarity, Cut and Culture: The Many Meanings of Diamonds. Hun har kigget på mange kulturers brug af diamanter, og ifølge hende er hiphopkulturen den mest spændende. Her er diamanterne nået fra konger og adelige ud på gadeplan – hvis ikke i ægte format så i similiudgaven.
“Hiphoppere bruger diamanter anderledes. Der er stor forskel på, om man bruger dem i en ring eller har én på fortanden,” siger Susan Falls.
Rapper og Beyoncé-husbond Jay Z var en af de første, der fandt på beskrivelsen ‘bling’: statussymboler i glimtende guld og diamanter på baggy-klædte hiphoppere fra ikke så diamantkøbende kår. Da hiphop op gennem 90’erne blev mainstream, ændrede de sociale diamant-normer sig. Pludselig hang diamanter på sorte mænd uden en rig familiehistorie i overdimensionerede og utraditionelle udgaver. Ikke kun en fingerring eller en ørestik, næ, rappere tog dem på overalt. Tænderne, kasketterne, you name it.
Hiphopkulturen fik nye samfundsgrupper til at gå med diamanter, stenene blev også mere unisex – i hvert fald på stjerneplan, hvor David Beckham og Justin Timberlake tog bling til sig.
På trods af den kulturelle accept gennem alle samfundslag er den eneste diamantløse gruppe i dag hvide mænd. Chris Pedersen har en forklaring:
“Afroamerikanske og italienske mænd går stadig med diamanter i dag, men det er relativt få hvide, europæiske mænd, der i det hele taget går med smykker. De har et dyrt ur og en vielsesring – uden diamant. Det stammer fra 1800-tallet med ‘dandyen’, påfuglen, der var pyntede mænd, som konstant blev latterliggjort.
Så det ligger i den europæiske mands historie, at det er kvinden, der pynter sig, mens manden viser sin magt på en underspillet måde som i et godt jakkesæt. Den angst findes ikke hos sorte mænd. Jeg har lige været i Ghana, hvor mændene bar printet tøj og smykker og det hele. Forståelsen af maskulinitet er forskellig fra kultur til kultur.”
Den amerikanske rapper, Jay Z, var en af de første, der fandt på beskrivelsen ‘bling’, og med hiphopkulturens udbredelse er brugen af diamanter blevet mere mainstream.
Jo federe karat, jo federe ægteskab
Der er mange facetter i en diamant og noget dobbelt over dens betydning. Det smukke og det tragiske hænger sammen. De er symbolet på kærlighed og finansierer samtidig krige i Afrika.
“Der er fantasi i en diamant. Den har nogle mystiske historier, som tekstiler slet ikke har på samme måde. Der ligger noget ondt i en diamant, som vi godt kan lide. Det fascinerer os. Der er ikke historier i lykke, men i tragedier. Der er drømme i en diamant,” siger Chris Pedersen.
Diamanter kan fortælle historier. En af dem, de fortæller klarest, er historien om penge. Det fortæller Ulrik Hartmann, juveler, diamantekspert med snart 30 års erfaring og ejer af diamantforretningen Hartmann’s i København.
“I mere end tusind år har diamanter været symbolet på magt og rigdom. Diamanten er det hårdeste materiale, vi kender, og bæreren af diamanter har troet på deres styrke og uovervindelighed,” siger han.
Både den pelsklædte overklassefrue og den bandanaklædte hiphopkunstner bruger diamanterne til at udstråle status.
“Diamanter handler om magt og økonomisk formåen. Når du køber en motherfucker-diamant, er det for at vise den og vise dig selv. I have arrived. Man klarede den. Hiphopperne brugte dem til at sige: ‘Vi har ret til at være her, og nu overtager vi verden’.
Elizabeth Taylor brugte dem også som en magtdemonstration, og det samme gjorde konger gennem tiden. Det er magt. Det er et show-off. Ligesom du kan vise vielsesringen til dine veninder – jo federe karat, jo federe ægteskab,” siger Chris Pedersen.
Diamanter på auktion hos Sotheby's.
Bedre end Céline-kjoler
I dag er det en selvfølge at kunne købe en diamant, hvis man har lyst (og råd). Den frihed har ikke altid eksisteret. Under Enevælden var det kun de højeste magtinstanser som kongen og adelen, der måtte eje visse luksusgenstande. Silke, pels og diamanter var blandt andet forbudt for pøblen.
Som demokratiet og de moderne samfund langsomt blev skabt i Europa, blev diamanter lovlige for alle. Samtidig eksploderede diamantmarkedet. I mange hundrede år var Indien det eneste diamantland i verden. I 1725 blev de opdaget i Brasilien, og i 1866 i Afrika. Diamanter blev big business. Mange flere kom i omløb, og det bedre borgerskab kunne være med på lidt bling.
Nu kan en lille diamant erhverves for et par hundrede kroner. Men udbredelsen til massemarkedet har ikke frarøvet diamanterne deres status.
“Diamanter har beholdt fornemmelsen af noget supereksklusivt, fordi der er så få ting, der signalerer rigtig luksus. For eksempel handler en Chanel-taske om brandet, men luksusmaterialer er der få af. Det er ting som ægte pels, hermelinpelsen, guld. Og diamanter,” siger Chris Pedersen.
Derfor vil diamanter betyde det samme for os i fremtiden. De passer perfekt til det forbrugsmønster, der tegner sig i øjeblikket: Vi vil have kvalitetsting i garderoben. Der bliver sparet op til det rigtige i stedet for noget billigt, der hurtigt bliver smidt ud.
“Og der ligger diamanten lige til højrebenet. De er en investering, og vi vil gerne investere i noget, der ikke er penge ud af vinduet. Alt andet, vi forbruger, taber jo næsten 40 procent af sin værdi, det øjeblik, vi går fra butikken ud over kantstenen. Céline-kjolen er relevant lige nu og her og tre år frem, men det bliver den ikke ved med at være. Diamanter bliver ikke ligegyldige. De vil altid være relevante, og symbolværdien er konstant. Det er der ikke andet, der kan bevare på samme måde.”
Den diamant, du køber i dag, kan altså gå videre og videre i generationer. Diamanter er for evigt.
Som Ulrik Hartmann siger:
“Når du giver en diamant til din kone, datter eller anden person, så er diamanten der stadig, når du ikke længere er i live. Tit går diamanten eller smykket i arv til næste generation som et værdifuldt minde. Hvilke effekter gør ellers det?”
