Eksplosiv cocktail
I 1978 arvede hun ikke desto mindre virksomheden fra sin mor. Hun var 28 år gammel og havde netop forelsket sig i Patrizio Bertelli, som senere skulle blive hendes mand. Sammen besluttede de sig for at skabe et decideret modehus med tasker, sko og accessories, og senere, i slutningen af 80’erne, fulgte modetøj. Patrizio stod for økonomien, Miuccia Prada for designet, og det skulle vise sig at være en effektiv og eksplosiv cocktail, der virkelig slog igennem i 90’ernes modebillede.
Og det er her, den sorte nylontaske kommer ind i billedet. Allerede i 1984 havde Miuccia Prada ønsket at ruske op i de gamle traditioner, og hun designede derfor en sort nylonrygsæk med et trekantet metallogo, som på alle måder gjorde op med de elegante dametasker, der ellers havde defineret ‘luksus’-tasken. Navnet var The Vela, og den fik modebranchen i den grad øjnene op for, da de så den backstage efter Pradas første modeshow i 1988. Kollektionen blev vist i en højloftet balsal under kæmpe lysekroner, hvor modellerne var iklædt couture-silhuetter, knælange 50’er-kjoler og frakker krænget ned om skuldrene, men i stedet for silke og taft var langt de fleste ting syet op i det sorte nylon, som Miuccia Prada havde taget fra militærtøj og performance wear.
Det var et opgør med alt det, som blev betragtet som værende luksuriøst på det tidspunkt, har hun forklaret til NY Times:
“Jeg ledte efter noget nyt, fordi jeg hadede alle de tasker, som var der på det tidspunkt. De var så formelle, så damede og klassiske.”
I samme periode gjorde østrigeren Helmut Lang sig bemærket med avancerede hvide T-shirts med hul til albuer eller brystvorter, bomberjakker og slidte jeans med sølvmaling, mens det tyske modehus Jil Sander specialiserede sig i helt enkle kashmirfrakker og herreinspirerede jakkesæt til modeinteresserede kvinder, som ikke faldt for de mere feminine design fra modehuse som Dolce & Gabbana, Christian Dior og Chanel. Det var tøj til intelligente kvinder, som ønskede smukt design, men som samtidig ville udforske en mere kompleks kvinderolle, der satte spørgsmålstegn ved begreber som elegance, overklasse, sensualitet og sex.
I et interview med Vogue fra 2018 beskriver Miuccia Prada sig selv som punker på trods af sin hang til klassiske perlesmykker, stiletter og overdådige vintage-smykker.
“Ikke på en overfladisk måde, men i forhold til at gå imod systemet og udfordre den måde, vi gør ting på.”
Og udfordret er vi i den grad blevet af Miuccia Prada. Som i 1996, hvor hun viste en kollektion, der mest af alt lignede hessian-tapeter fra 70’erne i farver som karry, okker og flaskegrøn. Eller i 1997, hvor hun revolutionerede modebranchen med Prada Sport-kollektionen, hvor hun miksede sportstøj med luksusmaterialer og fik kvinder til at købe designer-sneakers med den karakteristiske røde stribe, lang tid før andre modehuse fik færten af fremtidens luksussportstøj. I 1999 opgraderede hun pengekatten til et luksusobjekt, men det var i 2000, at Miuccia Prada for alvor slog kommercielt igennem, da hun sendte en kollektion på catwalken med plisserede nederdele med læbestift-print, sexede cardigans i strikket silke og såkaldte bowlertasker inspireret af den amerikanske folkesport, der ellers emmer mere af fadøl end af 5th Avenue. Ikke desto mindre blev printet foreviget på forsiden af amerikansk Vogue, ligesom nederdelen nærmest fik sin egen rolle i tv-serien Sex and the City, da Charlotte møder sin kommende mand Trey. Hun er nemlig ved at blive ramt af en taxa, da Trey redder hende, og læbestift-printet kommer til at repræsentere en næsten old school femininitet, som samtidig emmer af sex, og som aldrig må misforstås som værende underdanig.
“En klog kvinde kan være supersexet og supernøgen. Hun kan være præcis, som hun har lyst til. Og har du lyst til at gå ud uden en trævl på kroppen, er det også fint med mig. Så længe det er hendes eget valg,” har Miuccia forklaret til Vogue.
“Du kan bære den mest magtagtige kjole uden at være magtfuld. Og du kan klæde dig som en dum lille pige og være supermagtfuld. Sexethed er en mental ting, det handler ikke om, hvad du har på. Tøj er noget, du bruger, men det definerer ikke din person,” mener hun.