Derfor er Miuccia Prada en af modebranchens mest inspirerende kvinder
Modeekspert Chris Pedersen tegner et portræt af Miuccia Prada, og viser den 70-årige modelegendes bedste kollektioner
AfFra venstreorienteret feminist til en af verdens mest indflydelsesrige kvinder. Den italienske designer Miuccia Prada har ikke alene sat sit aftryk på den globale garderobe, hun har også redefineret luksusbegrebet og gjort op med ‘den gode smag’ – og så er hun en af branchens mest inspirerende kvinder. Modeekspert Chris Pedersen tegner et portræt af den 70-årige modelegende.
Få artiklen læst højt af Chris Pedersen her.
For et par måneder siden faldt jeg ned i et af de der ‘vintage-huller’, hvor jeg scrollede igennem 100-vis af salgsannoncer på sites som Ebay, Trendsales, Vestiaire Collective og vintagebutikker fra nær og fjern. Søgeordene var ‘Prada’, ‘rygsæk’, ‘nylon’, ‘bucket hat’ og ‘fanny pack’, og jeg endte med at købe to sorte nylontasker: en messenger og en lille skuldertaske, der kun akkurat kan rumme en bog og et credit card, som jeg virkelig skal styre mig for ikke at tømme fuldstændigt på Prada.com, hvor den danske supermodel Freja Beha endnu engang er ansigt for det italienske modehus, som hun første gang arbejdede for i 2005.
Cool, dragende, mystisk og sexet er ord, der knytter sig til den danske model, som derfor også er den perfekte visuelle personificering af den nu 70-årige Miuccia Pradas Prada. Miuccia Prada blev en del af familievirksomheden i 1978, og i 2014 kom hun på finansmagasinets Forbes’ liste over verdens 100 mest magtfulde kvinder i selskab med blandt andre Michelle Obama, Beyoncé og Oprah. Det var i øvrigt i kølvandet på en kæmpe udstilling på The Met i New York, hvor Pradas designfilosofi blev udstillet i en form for samtale mellem hende og den ikoniske avantgarde-designer Elsa Schiaparelli, som op igennem 20’erne og 30’erne markerede sig som en af en de mest eksperimenterede modeskabere i Paris. Schiaparelli samarbejdede med kunstnere som Salvador Dalí og Jean Cocteau, skabte hatte formet som telefonrør, tasker med øjne og læber og kjoler prydet med avisprint og levende skaldyr, der udfordrede tidens mest elegante kvinder intellektuelt og smagsmæssigt. En tradition, som Miuccia Prada har videreført.
Kunsten vender vi tilbage til, men det er opgøret med bourgeosiets ‘gode smag’, der lagde kimen til Miuccia Pradas utrolige succes som fornyer af familievirksomheden, der blev grundlagt allerede i begyndelsen af 1900-tallet og blandt andet leverede luksuriøse rejsetasker til den spanske kongefamilie. Den unge Miuccia Prada voksede op i nydelige rammer, og hun har senere fortalt, at hun allerede som ung teenager gjorde visuelt oprør ved at klæde sig som en punket excentriker. Senere tog hun på mime-skole – jeps, de der irriterende gøglere med sort hat og hvide handsker – før hun begyndte at studere i Frankrig, England og Irland, hvor hun blandt andet tog en ph.d. i politologi. Fritiden blev brugt i biografen, hvor hun dyrkede store italienske filmskabere som Antonioni, Fellini og Bertolucci. Og så meldte hun sig ind i det italienske kommunistparti og blev en højrøstet feminist, som blandt andet demonstrerede for fri abort og gratis børnepleje for italienske kvinder. Iklædt luksusmode fra Yves Saint Laurent. Kontrasten mellem den politiske virkelighed og hendes voksende interesse for mode og daværende job i familievirksomheden skurrede derfor fra starten i Miuccia Pradas selvbillede.
“Jeg var så flov over det, da jeg var ung,” fortalte hun i 2019 til Vanity Fair.
“Jeg var en venstreorienteret feminist, som arbejdede med mode. Jeg havde det frygteligt over det, og jeg følte mig virkelig skamfuld.”
Eksplosiv cocktail
I 1978 arvede hun ikke desto mindre virksomheden fra sin mor. Hun var 28 år gammel og havde netop forelsket sig i Patrizio Bertelli, som senere skulle blive hendes mand. Sammen besluttede de sig for at skabe et decideret modehus med tasker, sko og accessories, og senere, i slutningen af 80’erne, fulgte modetøj. Patrizio stod for økonomien, Miuccia Prada for designet, og det skulle vise sig at være en effektiv og eksplosiv cocktail, der virkelig slog igennem i 90’ernes modebillede.
Og det er her, den sorte nylontaske kommer ind i billedet. Allerede i 1984 havde Miuccia Prada ønsket at ruske op i de gamle traditioner, og hun designede derfor en sort nylonrygsæk med et trekantet metallogo, som på alle måder gjorde op med de elegante dametasker, der ellers havde defineret ‘luksus’-tasken. Navnet var The Vela, og den fik modebranchen i den grad øjnene op for, da de så den backstage efter Pradas første modeshow i 1988. Kollektionen blev vist i en højloftet balsal under kæmpe lysekroner, hvor modellerne var iklædt couture-silhuetter, knælange 50’er-kjoler og frakker krænget ned om skuldrene, men i stedet for silke og taft var langt de fleste ting syet op i det sorte nylon, som Miuccia Prada havde taget fra militærtøj og performance wear.
Det var et opgør med alt det, som blev betragtet som værende luksuriøst på det tidspunkt, har hun forklaret til NY Times:
“Jeg ledte efter noget nyt, fordi jeg hadede alle de tasker, som var der på det tidspunkt. De var så formelle, så damede og klassiske.”
I samme periode gjorde østrigeren Helmut Lang sig bemærket med avancerede hvide T-shirts med hul til albuer eller brystvorter, bomberjakker og slidte jeans med sølvmaling, mens det tyske modehus Jil Sander specialiserede sig i helt enkle kashmirfrakker og herreinspirerede jakkesæt til modeinteresserede kvinder, som ikke faldt for de mere feminine design fra modehuse som Dolce & Gabbana, Christian Dior og Chanel. Det var tøj til intelligente kvinder, som ønskede smukt design, men som samtidig ville udforske en mere kompleks kvinderolle, der satte spørgsmålstegn ved begreber som elegance, overklasse, sensualitet og sex.
I et interview med Vogue fra 2018 beskriver Miuccia Prada sig selv som punker på trods af sin hang til klassiske perlesmykker, stiletter og overdådige vintage-smykker.
“Ikke på en overfladisk måde, men i forhold til at gå imod systemet og udfordre den måde, vi gør ting på.”
Og udfordret er vi i den grad blevet af Miuccia Prada. Som i 1996, hvor hun viste en kollektion, der mest af alt lignede hessian-tapeter fra 70’erne i farver som karry, okker og flaskegrøn. Eller i 1997, hvor hun revolutionerede modebranchen med Prada Sport-kollektionen, hvor hun miksede sportstøj med luksusmaterialer og fik kvinder til at købe designer-sneakers med den karakteristiske røde stribe, lang tid før andre modehuse fik færten af fremtidens luksussportstøj. I 1999 opgraderede hun pengekatten til et luksusobjekt, men det var i 2000, at Miuccia Prada for alvor slog kommercielt igennem, da hun sendte en kollektion på catwalken med plisserede nederdele med læbestift-print, sexede cardigans i strikket silke og såkaldte bowlertasker inspireret af den amerikanske folkesport, der ellers emmer mere af fadøl end af 5th Avenue. Ikke desto mindre blev printet foreviget på forsiden af amerikansk Vogue, ligesom nederdelen nærmest fik sin egen rolle i tv-serien Sex and the City, da Charlotte møder sin kommende mand Trey. Hun er nemlig ved at blive ramt af en taxa, da Trey redder hende, og læbestift-printet kommer til at repræsentere en næsten old school femininitet, som samtidig emmer af sex, og som aldrig må misforstås som værende underdanig.
“En klog kvinde kan være supersexet og supernøgen. Hun kan være præcis, som hun har lyst til. Og har du lyst til at gå ud uden en trævl på kroppen, er det også fint med mig. Så længe det er hendes eget valg,” har Miuccia forklaret til Vogue.
“Du kan bære den mest magtagtige kjole uden at være magtfuld. Og du kan klæde dig som en dum lille pige og være supermagtfuld. Sexethed er en mental ting, det handler ikke om, hvad du har på. Tøj er noget, du bruger, men det definerer ikke din person,” mener hun.
Ikke kunstner
I løbet af sin karriere er Miuccia Prada blevet en anerkendt kunstsamler og mæcen, som i modsætning til mange andre samtidige modemennesker har opnået respekt i kunstverdenen. Elmgreen & Dragset, Nathalie Djurberg og Carsten Höller er blot nogle af de verdensnavne, som hun har arbejdet sammen med. Men i modsætning til eksempelvis Louis Vuitton og Gucci handler det aldrig om at dekorere en taske eller skabe et print til en kjole. Faktisk er linjerne mellem kunsten og moden skarpt tegnet op, fordi hun ikke ønsker at pynte sig med lånte fjer.
“Jeg ved ikke hvorfor, men jeg bryder mig ikke om, når folk siger, at jeg er kunstner. Jeg er modedesigner,” har hun udtalt til magasinet W. Men set udefra mestrer Miuccia Prada grænsearbejdet mellem mode og kunst bedre end mange andre af sine konkurrenter. Fordi tøjet, modeshowene, iscenesættelsen og butikkerne er mere komplekse og udfordrende, og fordi de står som et åbent spørgsmål til omverdenen. Eller som hun forklarede til avisen The Guardian i 2015 i en samtale omkring Fondazione Prada: en moderne kunsthal, hvor filminstruktøren Wes Anderson blandt andet har stået for indretningen af Milanos måske hippeste museumscafé:
“Jeg startede med idéen om at skabe noget vigtigt og relevant. Jeg ville gøre kultur attraktiv for unge mennesker, så de kunne mærke vigtigheden af kunsten for deres liv. Min umiddelbare intuition var at skabe et sted, hvor man kunne udvikle sine idéer. Kunsten kan besvare politiske og selv eksistentielle problemer.”
Dermed ikke sagt, at Miuccia Prada har haft alle svarene i løbet af sin snart lange karriere. I 2009 vaklede de unge modeller ud på catwalken i så høje stiletter, at det var svært at se det som andet end modemæssig tortur. Og i flere perioder har det været svært ikke at notere sig modehusets smag for virkelig hvide og virkelig tynde modeller – faktisk gik der 20 år mellem Naomi Campbell var ansigt for modehuset, til Prada hyrede en brun model til den yderst prestigefyldte kampagne. Og så var der blackface-debatten om en række nøgleringe, som Prada måtte trække tilbage i slutningen af 2018, da de ganske enkelt lignede tegneserie-karikaturer af brune mennesker. Undskyldningen faldt dog prompte, og allerede to måneder efter lancerede modehuset et tiltag, Prada Diversity and Inclusion Advisory Council, der fremover vil arbejde for mere diversitet i virksomheden. Kunstneren og aktivisten Theaster Gates samt manuskriptforfatter og instruktør Ava DuVernay sidder i bestyrelsen, og huset vil løbende lade sig rådgive af førende diversitetsforskere i forhold til at sikre større diversitet ved ansættelser i koncernen.
I over 40 har den lille italiener med det lange hår, de høje hæle og de dyre smykker altså befundet sig i fronten af den globale modeindustri, både når det har handlet om fremtidens trends og om at udvikle shopping-oplevelsen i arbejdet med kunsten og med alle de udfordringer, som branchen står med i dag i forhold til køn, diversitet og globalisme. Som en kulturel seismograf har hun fanget rystelser i moden før alle andre og er konsekvent gået sin egen vej, og derfor var der også noget næsten rørende over hendes seneste sommerkollektion, hvor hun genbesøgte en lang række af sine mest ikoniske designelementer. På forreste række sad et eklektisk miks af blandt andre Nicole Kidman, A$AP Rocky, Wes Anderson og Alexa Chung, og Freja Beha åbnede showet iklædt en enkel grå polostrik med lange ærmer og en gråbeige nederdel. Toppen var transparent, selvfølgelig, og derefter fulgte gyldne spadseredragter i 50’er-snit, skrigorange jakker med turkise applikationer og ultrakorte mininederdele båret med kashmirstrik og oversize perlesmykker. Modellerne dækkede alle verdenshjørner, og attituden var klassisk Prada. Selvsikker, moden, legende og sexet. Ikke for mænds skyld, men for kvindernes egen.
De bedste Prada-kollektioner
Hårbøjlen
SS 2019 – Prada kiggede tilbage i arkiverne i denne kollektion, hvor det trekantede logo blev fremtrædende på alt fra poloer til silkestrømper. Hun relancerede også den buttede hårbøjle i fed silke, der blev en global succes i influencer-verdenen.
Jazz Age
SS 2011 – der var gang i farvepaletten, da Prada sendte en sommerkollektion på gaden bestående af T-shirtkjoler, rokokoprint og bananøreringe, men det var de pangfarvede pelsstolaer, der virkelig ramte mainstreamen og var med til at kickstarte trenden med farvet pels og fake fur.
Vinylblanke læber
SS 2010 – Miuccia indledte det nye årti med at skære helt ind til benet med minimalistiske silhuetter i grå silke eller printet med Hawaii-inspirerede postkortprint. Hun startede også tendensen med krystalpyntede toppe og kjoler og satte prikken over i’et med nærmest vinyllignende læber, der satte turbo i salget af rød læbestift.
Bare blonder
FW 2008 – Blonder, kniplinger og transparente kjoler blev med ét moderne med denne minimalistiske, næsten kølige kollektion. Freja Beha kom blandt andet på podiet i et look med sorte blonder og en hvid rullekrave, der stadig ville være chik i dag.
Powerkvinder
FW 2013 – Flere 90’er-modeller dukkede op på catwalken i grå og sort uld, pels og bare skuldre i 2013. Set i bakspejlet indvarslede det en ny periode med sexet selvsikkerhed og en fejring af seje kvinder med ben i næsen. Pludselig blev et bælte i taljen et must.
Juvelfarver
SS 2007 – Miuccia Prada tog et kig i smykkeskrinet, da hun sendte en kollektion af juvelfarvet silke på podiet. Længden hed lårkort, og looket blev toppet af med dekadente turbaner, der snart kunne købes hos alt fra H&M til Zara og Mango.
Grafiske mønstre
SS 1996 – Ugly chic blev det kaldt, da modellerne på Pradas catwalk var klædt i tapetmønstre, stewardesseuniformer og 70’er-farver. Kollektionen chokerede modebranchen og inspirerede blandt andre Marc Jacobs, da han debuterede hos Louis Vuitton i 1997.
