Det bedste år i mit liv
Mød 5 smukke kvinder, der fortæller om deres forskellige tilgange til livet, på godt og ondt, og om de bedste år i deres liv
AfKærlighed og tabet af den, karriere og konkurs, Oscarfest i Hollywood og modellivet i New York.
Begivenhedsrige liv og livsstile, alder, mål og idealer, bliver sat i perspektiv.
I vores age-special Costume magasin fra januar, bragte vi en artikel om 5 fantastiske kvinder, der fortæller om det sted de befinder sig i livet, hvordan de kom dertil, og hvad der har været med til at definere dem. Her kan du læse om de skønne damer, deres op- og nedture og den bedste periode i deres liv.

Bedste alder: 45
Maiken Wexø Programdirektør på SBS Discovery Media, 47 år.
“45 var både det bedste og sværeste år. Da sad jeg på TV 2 som chef for alle nichekanalerne og havde været i jobbet i seks år. Jeg følte mig enormt godt tilpas. Jeg har altid haft det sådan, at når jeg bliver 50, vil jeg virkelig være der, hvor jeg vil være resten af livet. Der skal det fandeme give mening. Nytåret før jeg blev 45, satte jeg mig ned og gjorde status. Hvor er jeg, hvad vil jeg opnå? Jeg var ret struktureret og lavede en plan med delmål og det hele. Jeg evaluerede simpelthen hele mit liv.
45 var det tidspunkt, hvor jeg besluttede mig for at blive skilt efter 20 år sammen med mit barns far. Det var en enorm og voldsom beslutning og ikke udelukkende positiv, men det var proaktivt. Jeg var et sted i livet, hvor jeg ikke skulle spilde mere tid. Jeg skulle i gang med at leve det liv, jeg ville leve. Når du træffer den beslutning, ligger det ubevidst i dig. Her to år senere sidder jeg i et nyt job. Jeg laver morgengymnastik hver morgen, og om sommeren svømmer jeg en halv kilometer i havet hver dag.
45 er der, hvor jeg har følt mig allermest sexet. Jeg følte mig tilfreds med, hvordan jeg så ud, og hvordan jeg var. Først og fremmest fandt jeg en mand, der var helt vild med mig. Det hjalp! Og du bliver meget mere tilfreds og selvsikker, når du bliver ældre og tænker ‘herre gud’. Tænk, at du skal blive 45 for at få det godt med din egen røv. Jeg kan mærke det hele vejen igennem i den måde, jeg træffer beslutninger på. Jeg er ikke bange for at tabe.”

Bedste alder: 40
Susanne Rützou
Designer, 49 år
“Hvis jeg kunne være 40 år og have en pauseknap, ville det være fantastisk. Når du er 40, er der en saft og kraft i dig, og du har et godt kendskab til dig selv. Mine børn var også blevet mere selvkørende, og jeg skulle ikke tilsidesætte en lang række ting for at være mor. Der var en vis blomstring. Jeg havde søsat ting, der var godt på vej, og der var perspektiver og fremdrift i mange aspekter af mit liv. Jeg var igennem den etablerende fase, hvor både børnene og firmaet trivedes og voksede. Jeg var over de værste bleskift, og småbarnsfamiliestadiet var bag os. Rützou skulle blive større, sundere, stærkere. Der var ved at komme balance i tingene. Det var det tidspunkt i mit liv, hvor der var mest harmoni. For ti år siden havde jeg ikke troet, at jeg ville være skilt, og at jeg skulle lukke Rützou. Jeg tænkte ikke, at jeg skulle starte forfra og tage nye valg. Det er superspændende nu, men det er både livsbekræftende og skræmmende, når du vælger nye veje. Jeg synes gudskelov, at livet er spændende hele tiden. Der indtræffer nye faser, og du bliver klogere.
Jeg lærte at se tingene i et større billede omkring 40. Det var en ret stor frihed at kunne tage sig selv mindre højtideligt, end når du er yngre. Det er befriende ikke at stresse unødigt over situationer, som når du har glemt at putte mascara på eller ikke lige har fået tabt de fem kilo efter fødslen.”

Bedste alder: 24
Hanni Gohr
Model og blogger på HeyWellness, 34 år
“Jeg havde været model i fire-fem år, da alting faldt på plads. Det var et år, hvor jeg blev mere voksen, jeg blev en kvinde. Jeg købte en lejlighed til mig selv i København, flyttede til New York og delte tiden mellem de steder. Før det boede jeg i Paris, men følte mig ikke hjemme. Nu tog jeg et valg om at være i New York, og det var ikke det bedste økonomisk eller karrieremæssigt, men jeg havde brug for det. Jeg tog et helt egoistisk valg: ’Nu handler det om Hanni’. Jeg valgte ikke at følge jobbene, rejserne og pengene hele tiden, men nyde nuet. Det var ikke decideret hårdt for mig at rejse konstant, men det var forvirrende ikke at have en base. Dengang fik jeg to, og det gav en ro.
I New York boede jeg med mine danske veninder og var der i fem år. Jeg gik på kunstmuseer og på loppemarkeder hver weekend. Jeg cyklede rundt. Jeg gjorde det til mit hjem. New York er den vildeste by, og den amerikanske mentalitet smittede af på mig. New York er et symbol på frihed og inspiration, og for mig var det et kærlighedsforhold.
Hvis jeg kunne tage min kæreste med i en tidsmaskine, ville jeg ønske, at jeg var der igen. 24 var en bekymringsfri tid. Jeg lærte at nyde mit arbejde mere og tage tingene, som de kom. Jeg blev klar over, at mit job var en gave, men at det ville slutte om et par år, så jeg skulle nyde det. Og det gjorde jeg – selvom jeg stadig arbejder som model i dag. Jeg nød at være i en vildt spændende branche. Der er jo ingen regler – du må gerne drikke rødvin på jobbet.”

Bedste alder: 49
Renée Toft Simonsen
Forfatter, 49 år
“Det er fantastisk at være en moden kvinde. Jeg står et godt sted i livet nu, hvor mine børn er blevet store, og det giver en frihed at beskæftige mig med andet end moderskab og familieliv. Jeg kan bruge tiden på mig selv, mit ægteskab og mit arbejde. Der er en større tryghed og sikkerhed i at blive ældre. Jeg kender min værdi. Der skal meget mere til at ryste mig nu end for 30 år siden. Det er goddag til visdom og erfaring.
Jeg har fundet min rette hylde de seneste tolv år, hvor jeg har arbejdet som forfatter. Før det var jeg psykolog og model. Nu har jeg fundet hjem. Da jeg arbejdede som model i New York, var det ikke samme følelse. Det var noget, jeg rigtig gerne ville, og det var skidesjovt. Det var en hektisk og arbejdsom tid, og det var godt nok et chok at stå i New York som 17-årig, når du er vokset op i Århus. Pludselig stod jeg midt i modebranchen langt væk, og dengang var der ikke computere eller mobiltelefoner. Det var lidt ensomt. Nu er jeg der, hvor jeg skal være. Med alderen finder du ud af, hvad der er dig og ikke dig.
Jeg skriver blandt andet i min selvbiografi, At finde hjem, om det vigtigste, jeg har lært. Det er så banalt, men det hele handler om at være kærlig. Over for sig selv og over for andre. Gucci-tasker og porscher er flotte ting, og jeg synes, at de er fantastiske, men i sidste ende er det dine relationer til andre mennesker, der betyder noget. Og ikke mindst dit forhold til dig selv.”

Bedste alder: 45-47
Vibeke Windeløv
Filmproducer, 63 år
“Igennem et par år havde jeg arbejdet fuldtids på Zentropa. Selvom jeg havde lavet film i lang tid, havde det altid været som freelancer. Du kan ikke være producent på store spillefilm, som normalt strækker sig over flere år, hvis du gerne vil bo hele sommeren på Læsø og kunne rejse med mand og børn en måned hver vinter. Indtil da havde jeg haft små børn, arbejdet i perioder og taget mig af min eksmand, Per Kirkebys, forretning. Det var alt sammen noget, jeg kunne klare fra forskellige steder, men nu havde jeg pludselig fast arbejde og kollegaer. Jeg var med til at internationalisere dansk film. Jeg gik fra at være produktionsleder og Pers kone til at have en rigtig karriere, og det var så sjovt.
Jeg producerede Lars von Triers Breaking the Waves og Idioterne, rejste rundt i Europa og USA og forhandlede kontrakter. Vi var nomineret til Golden Globe og Oscars, vandt alverdens priser. Vi startede selskaber i Frankrig og Tyskland.
Pludselig havde jeg store børn. Jeg fik også mit første barnebarn i den periode og var en elendig bedstemor, fordi mit fokus pludseligt lå meget mere på mit arbejde, end det havde gjort før. Der var virkelig tryk på.
Jeg kunne bruge alt det, jeg havde læst og oplevet i årene frem til der, hvor det virkelig knaldede løs. Intet havde været spildt. Fordi du vælger karrieren fra i en periode, betyder det ikke, at du ikke sagtens kan komme i gang, når overskuddet og tiden er til det.”
