Det er hermed bekræftet: Black is back

Sort er i mange sæsoner blevet tilsidesat til fordel for alle regnbuens farver – men det er slut nu.

Black is back lead image

Black is back lead image

© CPHFW

Sort er aldrig helt ude – det er eksempelvis en farve som hyppigt anvendes, når der skal skabes sofistikerede og klassiske looks. Sort er med andre ord en trofast ven, som modehusene konsekvent vender tilbage til, når de tidløse styles skal kreeres. De seneste sæsoner har den mørke farve dog været i skammekrogen til fordel for de sprudlende farver – men noget tyder på, at den tid er forbi. SS23-kollektioner fra en række af de store modehuse (herunder Coperni, Louis Vuitton og Saint Laurent) leder op til én og samme konklusion; black is back – og lige i tide til sommer (?).

Selvom de sorte klæder i de fleste tilfælde skaber associationer til vinter-garderoben, er den nu udvalgt af de store modehuse til at være forårs- og sommerfarven i 2023. Hvis dette ikke er chokerende nok i sig selv, er det ikke blot ét item eller to, du spotter i farven sort – det er fra top til tå. De sorte klæder i den skoldende hede? Dét bliver spændende.