Det er ikke altid fedt at være forælder

Denne uge trodser Costumes klummeskribent vores børneforherligende nation, og går til bekendelse: Det er ikke altid fedt at være forælder

Sara Maria Dyrberg

— 20. november 2015

#ugens klumme

Jeg ved godt, at vi er en nation af børneforherligende curlingforældre, men jeg vil alligevel berette lidt om bagsiden af medaljen:

Mælk til kaffen?

Mit modeljob gør, at jeg flyver en del, og mens jeg ammede, rejste jeg ofte med en baby i håndbagagen.

På en skæbnessvanger tur til London, sad jeg ved vinduet med baby Gabriel på skødet, ved siden af en åbenlys vigtig, stram forretningsmand. Han følte sig tydeligvis ilde tilpas ved situationen, for han var alt, alt for fin til at sidde ved siden af et barn – og det på trods af, at Gabriel var et yderst sjældent, magisk barn, som ingen nogensinde havde hørt græde. Gabriel var ligeglad, og overskred muligvis mandens intimsfære, ved at lure med over skulderen på hans avis.

Jeg lagde Gabriel til brystet, i håbet om, at mæthed ville udløse en lur. Men lige som mælken flød i en lind strøm, slap Gabriel brystet, for at følge med i den næste side i avisen. Mælken, den fede, forbandede, flødelignende mælk, der på dette tidspunkt springvandssprøjter ud i tykke stråler, lander lige midt i aktiesektionen på jakkesættets avis. Undskyldningerne var på en eller anden måde overflødige. Og resten af turen var stille. Øredøvende stille.

Fra engel til uhyre

Ja ja, jeg kom selvfølgelig til at prale af Gabriel, som var et stille, fabelagtigt, roligt, magisk Buddha-gemyt af et tryllebarn med zensind. Og nej, det skulle jeg aldrig have gjort. Det endte med at bide mig i røven, for intet varer for evigt.

En morgen vågnede min søde engel Gabriel op og havde – puf! – groet både horn og hugtænder, og fra den ene dag til den anden, havde han en særlig hang til at slå andre børn på legepladsen. Hårdt. I ansigtet. Det skøre var, at når han fik lyst til at slå børn, ville han stirre dem i øjnene og sige “man må ikke slå”, sådan lidt uhyggeligt, for at huske sig selv på det. Vi var upopulære i den tid, og sjovt nok fik vi prøvet en del nye legepladser. Gerne langt væk fra, hvor vi boede.

Børneracisme?

Da vi var bosatte i Boston, og lille Gabriel lige var begyndt at tale, var vi ude at køre i sporvogn. Pludselig udbryder hans høje, spæde børnestemme: “Look, Mommy, it’s a brown man!”, mens han peger på en medpassager. Der blev helt stille i vognen, og hvad kunne jeg gøre, andet end at sige “Yes, you’re right – it is a brown man.” Hey, jeg var desperat, og manden VAR jo brun. Heldigvis blev jeg mødt med grin og smil. Men det føltes lettere uheldigt alligevel.

Værre var det dengang, Gabriel pegede på en sort mand, og sagde “uh-uh-uh” (abelyd). Jeg har ALDRIG været så forfærdet, haft så nedslået et blik, og skyndt mig så hurtigt væk. Langt, langt væk. Godt, han aldrig har lært N-ordet.

Hittebarn

Jeg har glemt min baby. Flere gange. En af gangene, var da jeg besøgte min gamle overbo, med det formål at vise min nye baby frem. Jeg husker, at der var sært stille, da jeg trådte ind af døren, hvilket undrede mig, indtil der blev spurgt, om ikke jeg havde glemt noget.

Værre var det første gang, vi var ude at købe ind, efter mit andet barn, Scarlett, blev født, hvor en dame i køen prikkede os på skulderen, og spurgte, om det var vores sovende baby, som lå i autostolen i indkøbsvognen bagerst i supermarkedet, foran køledisken med mælk. Ups.

Urincirkus

Scarlett har engang tisset i H&M på gulvet. Det blev til en stor pøl lige imellem stativerne med badetøj. Da jeg undskyldende, og med røde kinder og nedslået blik, bad en af pigerne, der arbejdede der, om noget køkkenrulle, blev jeg noget overrasket – jeg blev nemlig mødt af en takkestrøm, i stedet for suk og rullen med øjenene: “Du skulle bare vide, hvor ofte det sker,” sagde hun, men normalt lod folk bare som ingenting.

Det har undret mig lige siden. Er det en ting at tisse imellem stativerne i H&M, som var det et offentligt pissoir?

Civiliserede vilddyr

Nu er Gabriel snart ni, og jeg er ikke helt sikker på, hvordan det er gået til, men han har fået byttet om på begreberne turist og nazist – og det er knap så fedt, når han storsmilende snakker om at have lyst til at være nazist i Paris.

Bortset fra det, så er han for længst holdt op med at slå de andre børn, og hornene er forsvundet igen. Nu skal jeg bare lige have hængt lidt mere hvidløg om halsen på min datter, og slået korsets tegn et par gange til, så burde hendes hugtænder også efterhånden være væk. De små vilddyr er heldigvis blevet civiliserede med tiden. De er næsten uhyggeligt høflige, bedriver ikke nævneværdigt hærværk, eller laver pøllekage i ovnen. Men hvad mon der sker, når de rammer puberteten? Gys.

Ugens klumme er skrevet af model og grundlægger af Nui Cph, Sara Maria Dyrberg – læs mere om Sara her.

ALT DET DU IKKE VIL GÅ GLIP AF