
Disse farver passer bedst til din hudtone
Tag springet ud i sæsonens mange farver! Med denne guide bliver det let som en leg at finde de nuancer, der får det bedste (og værste) frem i dig
Af Marie Alkestrup — 24. maj 2018
Det overordnede tema for mange af sæsonens store tendenser kan opsummeres med ét ord: Farver.
Både danske og udenlandske designere har fundet den brede farvepalet frem med referencer til80'ernes vilde farvebrug, samt det 20. århundredes mest toneangivende kunstretninger: Cobra-bevægelsens vildskab, Mondrians primærfarver og Rothkos akvareltoner.
Derfor giver vi dig overblikket over, hvilke farver som passer bedst til din hudtone – og hvilke du bør undgå.
Find din hudtone
For at finde de farver, som bør indgå i din garderobe, skal du starte med at finde din hudtone.
Der eksisterer groft sagt to kategorier: En varm hudtone, som kendetegnes ved gyldne eller olivenfarvede undertoner, og en kold hudtone, som er lys med blålige eller pink undertoner.
Sådan finder du din hudtone:
Se på blodårerne på indersiden af dit håndled. Hvis de er grønlige i farven, er du den varme type – er de derimod blålige, er du den kolde type.
Varm hudtone
De mest flatterende farver:
Orange, røde, solgule, ravfarvede og honningfarver er ekstragode til dig. Ligeledes vil også oliven, dyb turkis, mosgrøn og pink klæde dig.
Farver du skal undgå:
Du bør holde dig fra kølige farver, såsom isblå og juvelfarver i mørkelilla, safirblå og mørkerød.
Kold hudtone
De mest flatterende farver:
Stærke lyseblå og mørkeblå farver, jadegrøn, mørkelilla og lyselilla, pink, kirsebærrød, og lyserød.
Farver du skal undgå:
Du bør undgå orange og gule farver, som ikke vil gøre noget godt for dig.