Efterårets bedste kollektioner
Fra et endegyldigt farvel til Karl Lagerfeld til showet, der fik både anmeldere og Instagram til at gløde. Vi guider dig igennem sæsonens stærkeste kollektioner
AfNeo-boho med frynser og patchwork, stærke 80’er-kvinder med brede skuldre og lårkorte nederdele, 90’er-vibes og -kulører og klassisk camel og langtidsholdbart design uden dikkedarer. Og så et endegyldigt farvel til Karl Lagerfeld.
Vi guider dig igennem sæsonens stærkeste kollektioner.

Isabel Marant
Go neo-boho. Sådan lyder det fra Isabel Marant, og frynser, quiltede jakker, blonder og tweed med et tydeligt, men behersket 80’er fortegn var fortsat nøgleordene, da castet af tidens topmodeller med et velplejet, naturligt look marcherede ned ad catwalken. Farvepaletten er også naturlig, men med den Marant’ske French chic over sig, så tonerne af beige, rosa, sort, grå og brun er både sexede og veloplagte.

Boss
Det skarpe og maskuline møder det komfortable og blide hos huset, der er kendt for klassisk suiting med ekstra stort businessfortegn. Og Boss er da også svaret, hvis du er på jagt efter et lige efter bogen-jakkesæt. Det tyske hus bringer det corporate look fra job til en weekend foran pejsen med chunky hæle, bløde rullekraver, vatterede nederdele og frakker med kokonsilhuetter.

Chanel
Et både dystert og fredfyldt show med skødesløs elegange og ukuelig glæde blev Chanels endegyldige farvel til Karl Lagerfeld. Med sin sidste kollektion tog han os med til et sted højt oppe i bjergene. Det var et snefyldt paradis – et glimt ind i Chanel-himlen. Kollektionens mange afskygninger af bouclé var en hyldest til den måde, Mademoiselle Chanel revolutionerede kvinders påklædning – med herrebukser, den lille sorte og luftige, hvide silkesilhuetter. Kollektionen af- spejlede dermed den gigantiske arv efter både Coco og nu også Karl selv.

Chloé
Chloé-æstetikken er næsten perfekt med Natacha Ramsay-Levis på én gang romantiske og rebelske tilgang til materialer og farvekombinationer. Kollektionen består af feminine kjoler, vintagelignende print og råmaterialer som skind, læder og pels. Modellerne bar de legendariske Chloé midihæl-støvler og store talismanlignende smykker, som understregede både attitude og god smag.

Louis Vuitton
Nicolas Ghesquières og Louis Vuittons efterår står i bourgeoisiets tegn – a la 80’erne, hvor kultiverede kvinder bar habitjakker med brede skuldre, markerede taljen med et bundet læderbælte og viste ben med lårkorte ballonnederdele. Blonder, blomster og flæser gjorde, at powerlooket stadig var feminint. Ghesquière sætter selvfølgelig sit futuristiske præg med stærke silhuetter og maskuline detaljer, der bestemt ikke dvæler ved fortiden.

Off-White
Glamourøse og forførende design forklædt i sports- og streetwear. Det har længe været Virgil Ablohs æstetiske ærinde, når han klæder sin Off-White-kvinde på. Flere designere følger trop, og hans stærke silhuetter til selvstændige og frigjorte kvinder danner konsensus også uden for hans eget modehus. Dit Off-White efterår? Pop møder street møder rød løber møder crossfit.

Maryam Nassir Zadeh
Hvis der var ét show under modeugen i New York, der fik både anmeldere og Instagram til at gløde, var det Maryam Nassir Zadeh, der med sin legesyge kollektion ramte direkte ind i tidsånden. Zadeh er her, der og alle vegne med sit frigjorte univers, der appellerer til en moderne, stærk og modig kvinde. Kollektionen består af hverdagselementer, som møder nedtonede beige nuancer mikset med turkise elementer, blå prikker, silke, slangeskind og smarte cropped toppe.

Hermès
Flere og atter flere designere eksperimenterer med at stige af trendræset og tager afstand fra modens hurtige omskiftelighed med kollektioner, der skærer ind til benet og udelader al overflødig buzz. Det gælder også klassikernes moderskib, Hermès, hvor efteråret bygger på items, du kan have flere generationer frem, og som ikke går tabt i forbrugscyklussen. Det er progressiv, politisk og modig mode pakket ind i tidløst og, ej at forglemme, highend luksusdesign.

Jacquemus
Med sin flair for god stil og sofistikerede, rene linjer har Simon Jacquemus skabt et farverigt og moderne univers. Denne sæsons kollektion er en modernistisk hyldest til den franske riviera med skarpe kontrastfarver og herresilhuetter i det perfekte snit. Klassiske items og tidløse materialer: tyk silke, blødt læder og boho-strik. En kæmpe inspiration for alle generationer af kvinder.

Burberry
Med Riccardo Tiscis Burberry kan du afprøve tern, trenchcoats og husets britiske, formelle og klassiske dna i en yngre og mere rebelsk udgave. Med vovede miks af tern, statement-print, nitter og pink tirrer Tisci det lydige og regelrette.

Max Mara
Max Mara er kendt for sin tidløse haute couture af høj kvalitet og var et af de første huse til at se, at modens fremtid lå i produktionen af stilrent design med fokus på holdbarhed. Og det er ikke kun de italienske kvinder, som har taget godt imod husets elegante former og silhuetter. Max Maras klassiske og modernistiske kameluldsfrakker, buksedragter og jakkesæt, deres fokus på kvalitet i strikkede cardigans og forfinede skjortebluser er favoritter blandt alverdens kvinder.
