© Agency V // Hugo Boss // Maria Black

Oktober måneds bedste events

Oktober byder på en masse spændende events, og Costume.dk guider dig til alt det, du ikke vil gå glip af

I dag er første dag i efterårs-måneden Oktober. Men bare fordi, det er blevet lidt mørkere og lidt koldere ude for vinduerne betyder det altså ikke, at der ikke er masser af god musik i gaderne, lagersalg med hundredevis af kroner at spare eller kulturevents med fantastiske udstillinger.

Få de bedste events i oktober måned her.

MUSIK

Efteråret står for døren og det er højsæson for koncerter. Det boomer med lækre musikoplevelser på de danske spillesteder, så det er med at komme ud og lytte noget god musik. Her giver vi dig Oktober måneds musikalske perler.

Soleima koncert, Ideal Bar, København, 2.oktober:
Vi har tidligere haft skønne Soleima som månedens talent på Costume.dk. Mange kender skønne Sarah Mariegaard fra hendes tid i Flødeklinikken, men nu er hun sprunget ud med det populære soloprojekt Soleima, som storhittede sommeren over med singlen My Boi.

Den kommende fredag spiller hun sit første headlinergig på Ideal Bar, som vi anbefaler dig at kigge forbi.

Wangel, Lille Vega, København, 10. oktober:
Et af sommerens mest populære musikalske navne er Wangel, som var på alles hjerne med nummeret Seoul. Vi storrockede til hans koncert på Roskilde Festival, og glæder os for vildt til at opleve ham i Lille Vega 10. Oktober, når han inviterer til musikfest! Psst ... Opvarmingsnavnet FAE er også værd at tjekke ud. En perfekt aften til at kickstarte din bytur!

Læs mere her.

Marvelous Mosell, Skråen/Nordkraft, Aalborg, 24. oktober:
Hvis nogle af vores kære læsere var på Spot-festival i år oplevede de muligvis den legendariske koncert med Marvelous Mosell. Vi har lige opdaget, at den rappende tidsmaskine aka vores tids svar på John Travolta i rappende udgave, spiller på Skråen i Aalborg 24 Oktober.

Du kan forvente dig 110% underholdning, frække beats, grin, fællessang og dans en masse. Dette show er et must see! Det bliver mesterligt, mageløst og magisk!

Køb billetter her.

Alex Vargas, Train, Århus, 29. oktober:
Det unge talent, med den magiske stemme, kom for alvor på det danske folks læber for et lille års tid siden. Alex Vargas er dog ikke et ukendt navn i udlandet, for han har tidligere boet i London, hvor den britiske presse har spået ham en stor karriere.

Lige om lidt drager han på en Europa tour, hvor han blandt andet kigger forbi Train i Århus. Vi er storforelsket i Alex Vargas! Det unge talent med den magiske stemme har forført os, og vi er sikre på du også forelsker dig i ham.

Køb billetter her.

Imagine, Lennon teaterkoncert, Århus, 28. august til 3. oktober:
Aarhus Teater har sat den helt fantastiske teaterkoncert Imagine op, der byder på Lennons sangskatte fortolket af nogle af Danmarks dygtigste sangere.

Over John Lennons musikunivers har Aarhus Teater og Aveny-T skabt en forestilling, der favner hans musik, budskaber og drømme, hvor godt 30 af musikerens sange indgår.

Bestil billetter her.

MÅNEDENS NYE TALENT, KEEP CAMPING: Denne gang er vi taget til Århus for at finde månedens nye navn, for i smilets by sker der lige nu en hel masse i den musikalske undergrund. Et af de bands vi spændt har fulgt, er de tidligere vindere af Karrierekanonen, Keep Camping, der netop i dag er klar med deres nye single Streets.

Lyden er et mix af subbet og percussiv punch med knivskarpe hooks. Og med en poppet dybde, gør de fem mand bag navnet Keep Camping, et forsøg på at finde meningen med galskaben, i et univers af lyrisk tyngde. Singlen er en teaser for den kommende EP, som virker meget lovende. Hvad synes du?

Lyt til Streets her eller læs mere om Keep Camping her.

Keep Camping // Foto: Sofie Barfoed

KULTUR

Udstilling med Yayoi Kusama på Louisiana, 17. september til 24. januar:
Til efteråret viser Louisianas sydfløj en udstilling med den japanske samtidskunstner Yayoi Kusama. Kunstneren har blandt andet arbejdet sammen med Louis Vuitton, hvor hendes karakteristiske prikker prydede en kollektion.

Udstillingen folder helde kunstnerens livsværk ud: Fra hendes banebrydende malerier og skulpturer fra 1960'erne til nyere og kendte installationer som lysrummet med prikker. Desuden inddrager udstillingen, som den første, et tilbageblik på Kusamas interesse for mode og design.

Georg Jensen Damask pop up–udstilling, 17. september til 16. oktober: Samværket er navnet på en ny udstilling, der er opstået i et samarbejde mellem Georg Jensen Damask og designer Cecilie Elisabeth Rudolph. Her vil du kunne opleve designerens kreative fortolkninger af Georg Jensens klassikere blandet med historier fra de danske hjem. Udstillingen slår dørene op på Gammel Kongevej 103 og har åbent alle ugens dage fra klokken 11–18.

Selvforkælelse i Illum, 9. oktober: Der er forkælelse på programmet, når Kinder Bueno og Illum fredag 9. oktober fra klokken 14 til 20 inviterer indenfor i Sephoras skønhedsunivers.

Bliv stylet af dygtige makeupartister, der giver dig det perfekte fredagslook, og gør dig klar til en hyggelig Kulturnat – og så er der gratis chokolade fra Kinder Bueno.

Arrangementet er gratis, og er du blandt de 400 første, der bliver stylet, får du en en særlig goodiebag, som kan bidrage til lidt ekstra selvforkælelse derhjemme.

Louis Vuitton vinduesudstilling, 26. september til 31. oktober: For at fejre efteråret og Paris Fashion Week hylder Le Bon Marché Rive Gauche Nicolas Ghesquières kollektion for Louis Vuitton med en dedikeret vinduesudstilling.

Vinduesudstillingen på Amagertorv 2, 1160 København K byder på nye spændende fortolkninger af ikoniske tasker designet eksklusivt for Le Bon Marché Rive Gaucge.

Costume og Vagabond event, 28. oktober: Costume og Vagabond inviterer til eksklusivt event, hvor du kan shoppe Vagabonds nye kollektion med 20 procent rabat og deltage i konkurrencen om tre par valgfrie sko.

Eventen løber af stablen 28. oktober klokken 17.00 - 20.00 i Vagabonds butik på Kronprinsensgade 12, 1114 København K.

Læs meget mere om eventen, og tilmeld dig her.

LAGERSALG

Hugo Boss kollektionssalg, 30. september til 1. oktober:
Det er tid til det årlige Hugo Boss-kollektionssalg, hvor du kan shoppe løs blandt masser af varer og samples fra SS- og AW-kollektionen blandt hugo, Boss, Boss Orange og Boss Green – både til kvinder og mænd.

Det hele løber af stablen onsdag 30. september og torsdag 1. oktober, begge dage klokken 10-20 på Marketenderiet, Gammel Køge Landevej 22, Valby.

Hofmann Copenhagen lagersalg, 30. september til 2. oktober:
Du kan spare op til 80 procent på unikke prøver og varer fra tidligere sæsoner i størrelserne 34-42, når Hofmann Copenhagen holder lagersalg.

Det sker på Mikkel Bryggers Gade 1, 1460 København K, når der onsdag er åbent 12-19 og 12-18 torsdag og fredag.

Hofmann Copenhagen tager både imod kontanter og kreditkort.

Agency V sample sale, 2. oktober:
PR-bureauet Agency V præsenterer mærker som Monki, Weekday og Stadium og du kan spare op til 80 procent på mærkernes kollektioner. Medbring kontanter og mød op på Lille Strandstræde 14D, 1. sal, 1254 København K. mellem klokken 10–19.

Munthe lagersalg, 22. september til 6. oktober:
Det bohemeinspirerede brand med Naja Munthe i front inviterer til lagersalg i både København, Århus og Aalborg.

Her vil være op til 85 procent rabat og de tager både imod Dankort og kontanter.

Læs mere om lagersalget i København på Facebook her, Århus her og Aalborg her.

Won Hundred lagersalg, 1. til 4. oktober:
Der fyldes op med nye varer hver dag, og du kan spare op til 80 procent på tidligere kollektioner og kollektionsprøver til mænd og kvinder, når Won Hundred inviterer til lagersalg.

Det sker i Nørrebrohallen, Nørrebrogade 20, 2200 København N, hvor der torsdag og fredag er åbent 10-20, lørdag 10-17 og søndag 11-14.

Læs mere om lagersalget her.

Maria Black lagersalg, 1. til 3. oktober: Spar 50-80 procent hos Maria Black, der sælger ud af kollektionsprøver og udvalgte lagervarer på Lille Strandstræde 14D, 1254 København K.

Torsdag er der åbent fra klokken 15-19, fredag 14-19 og lørdag 11-16 – der tages imod Dankort og kontanter.

Nué Group lagersalg, 3. til 5. oktober: Nué Group sælger ud af lager- og kollektionsprøver hos Another Nué på Krystalgade 3, 1172 København K.

Der tages i mod kort og kontanter, når der er åbent lørdag og søndag klokken 10-17 og mandag klokken 11-18.

Viola Sky lingeri lagersalg, 8. til 9. oktober: Viola Sky åbner dørene på Vestergade 29, 2. tv., 1456 København K til et eksklusivt lingeri lagersalg, hvor du sparer 70-80 procent.

Begge dag er der åbent fra klokken 12-17.

Stine Goya lagersalg, 8. til 9. oktober: Der er op til 80 procent at spare, når Stine Goya sælger ud af lagervarer, kollektionsprøver og salgsprøver fra tidligere kollektioner.

Det sker på Tullinsgade 5, 1618 København, hvor der torsdag og fredag er åbent fra 9-19 – der tages imod Dankort og kontanter.

Stig P, Just Female, Notabene, Clara F og Ash lagersalg, 15. oktober til 17. oktober: De fem brands Stig P, Just Female, Notabene, Clara F og Ash inviterer til lagersalg på Rosengården 12, 1174 København K torsdag og fredag fra klokken 11-19 og lørdag fra klokken 11-17.

Notabene, Clara F, Stig P og Ash tager imod Mobilepay og kontanter, mens du kan betale med Dankort og kontanter hos Just Female.

Libertine Libertine lagersalg 29. oktober til 31. oktober:

Shop de altid smukke kollektioner fra Libertine Libertine med 40-80 % rabat. Der vil være tøj fra både herre- og damekollektionerne. Torsdag og fredag er der åbent fra klokken 10-19, og lørdag fra klokken 10-14.

Adressen er Skelbækgade 40B, 1717 København V – og husk kontanter.

Samsøe & Samsøe lagersalg, 31. oktober og 1. november: Gør dig klar til at shoppe lækre strik og stilrene design, når danske Samsøe & Samsøe inviterer til lagersalg.

Det løber af stablen i Remisen, Blegdamsvej 132, 2100 København Ø, og du kan både betale kontant, med kort og MobilePay.

Lørdag 31. oktober kan der shoppes fra klokken 10-17 og søndag 1. november fra 10-16.

Stella McCartney, Månestråle, Marc by Marc Jacobs og Marc Jacobs lagerlsag, 29. oktober til 1. november:

Det her lagersalg må du ikke gå glip af. Kom og gør et kup i Kastrup lufthavn, ved parkeringen P12, Petersdalvej 13, 1. sal, 2770 Kastrup (5-10 minutters gang fra metrostationen i terminal 3). Der vil blive taget imod både dankort og kontanter.

Dørene er åbne torsdag fra klokken 16-20, fredag fra klokken 10-12, lørdag fra klokken 11-17 og søndag fra klokken 12-16.