
Guide: Tid til tie dye
Har du endnu ikke dine weekendplaner på plads? Giv dig i kast med en af sæsonens sejeste tendenser derhjemme.
Af — 05. november 2020Tie dye eller batik, som det hedder på godt gammeldags dansk, har eksisteret i årtusinder og havde sin sidste storhedstid i de glade 1970’ere. Nu er teknikken tilbage i modebilledet, hvor alle fra Proenza Schouler og Versace til Ganni fremviser et bredt batiksortiment, og diverse Instagram- og TikTok- profiler viser, hvordan du selv kan kaste dig over indfarvningsteknikken – med et lidt mere moderne udtryk med mere afdæmpede paletter og pasteller end blomsterbørnenes skrigende regnbuefarver.
How to
I bund og grund er metoden meget simpel: Du vælger et stykke stof, binder nogle elastikker omkring det og bader det i farve. Sørg for, at dit stof er klar til at optage farven – de fleste farver kræver, at stoffet har været vasket mindst én gang. Derudover skal stoffet være fugtigt, før du går i gang med at binde knuder på det.
Inddel dit fugtige stof i sektioner ved hjælp af elastikkerne. Der, hvor du placerer elastikkerne, vil stoffet forblive hvidt, og det er det, der skaber mønstrene. Alt efter, hvordan du folder og binder stoffet, kan det give meget forskellige mønstre. Du kan enten prøve dig frem eller finde guides på nettet til specifikke mønstre. Det tilfældige udtryk ses mest for tiden – og heldigvis er det også det nemmeste at lave.
Følg instrukserne på din valgte farve, og gør blandingen klar. Hæld farven ned i en plastikflaske eller sprayflaske. På denne måde kan du tilføje flere farver, og det er nemmere at kontrollere, så stoffet ikke bliver helt gennemfarvet.
Læg din sammenfoldede tekstil-bold på en sort sæk, og hæld eller sprøjt farven ud over bolden. Det behøver ikke at være pænt, men skift eventuelt mellem forskellige toner af farve for et levende udtryk.
Pak stoffet ind i plastikfilm, og lad det ligge et par timer. Jo længere det ligger, jo mere intens bliver farven.
Skyl farven ud, og giv stoffet en tur i vaskemaskinen. Det er bedst at vaske det for sig, så du undgår, at overskydende farve smitter af på andre ting.