Her er sæsonens it-sko
© Anna Stokland

Her er sæsonens it-sko

Sæsonens sko gør trætte og ømme fødder til fortid, og så kan de styles med både boyfriendjeans, skørter og blonder

1. marts 2017 af Olivia Nepper Winther

Kitten heels er tilbage – og hurra for det. Slut med trætte fødder som konsekvens af et par sylehøje stiletter. Sæsonens hæle skal ikke være mere end fire centimeter. Til gengæld skal hælen være slank og gerne kombineret med et streetet denimlook eller flagrende, transparente skørter.

Designer Gilda Ambrosio og stylist Vanessa Traina supplerer sæsonens boyfriend jeans med feminine og spidssnudede kitten heels a la Céline og Balenciaga. Også den danske stylist Pernille Teisbæk mestrer kombinationen af maskulint og feminint ved at mikse minimalistiske vidde bukser og klokkeærmer med kitten heels. 

Hos Dior er de lave hæle parret med blandt andet feminine blonder, luftige transparente nederdele med 80’er-følelser og korte lædernederdele, og Loewe lyser catwalken op med farverige ankelstøvler og sandaler med kitten heels.

Selv den mindste hæl kan have en stor virkning. Og nu er de små kitten heels for alvor tilbage i modebilledet.

Fra øvesko til 80’er-glam

Kitten heels opstod i 50’erne som en slags uddannelseshæl for unge piger. Høje hæle blev associeret med sex og var derfor ikke anstændige for piger i trettenårsalderen og ned. I stedet kunne de øve sig på de lavere hæle og vænne fødderne til de højere luftlag. Der findes ikke et entydigt svar på, hvorfra navnet kitten heels stammer, men det menes at være en kærlig betegnelse for de unge piger. Desuden er der den simple kendsgerning, at killinger er korte og små. Hvis en lang hæl er en kat, er en kortere hæl en killing. 

I 60’erne gik kitten heels fra at være en praktisk foranstaltning til at blive en modesko med stor popularitet blandt piger og kvinder i alle aldre. Det skyldtes især, at skuespilleren og modeikonet Audrey Hepburn med sine 170 centimeter foretrak kitten heels frem for høje stiletter. 

I 80’erne dukkede kitten heels for alvor op igen. I filmen Desperately Seeking Susan slog 80’ernes ultimative stilikon Madonna fast, at kitten heels også fungerer til lukkede sko, da hun iførte sig et par langskaftede nittestøvler med en lille tynd hæl. Sammen med kilehælen blev kitten heels således skosynonym med 80’er-moden. 

Gemt væk og forhadt i 90’erne og 00’erne, men nu er den altså fundet frem og genfortolket overalt på catwalken.

her-er-saesonens-it-sko
© Anna Stokland

Småt er godt ...

50’erne: Kitten heels bruges som en uddannelseshæl for unge piger, der trænes til at gå i høje sko. 

60’erne: Stilikonet Audrey Hepburn gør kitten heels moderne ved at bære dem i film som Prinsessen holder fridag og Breakfast at Tiffany’s. 

80’erne: Kitten heels ses overalt
i modebilledet i et utal af farver og udtryk.

1985: Madonna hopper i et par lange nittestøvler med en to centimeter høj hæl i filmen Desperately Seeking Susan.

10’erne: Høje stilikoner som Alexa Chung, Taylor Swift og ekspræsidentfruerne Carla Bruni og Michelle Obama iklæder sig kitten heels for et feminint (men ikke for højt) look.

2016: Balenciaga, Céline, Dior og Loewe er bare nogle af de modehuse, der genfortolker kitten heels i sæsonens kollektioner. 

© Victor Jones

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste