Instruktørens 4 yndlingsfilm
Christina Rosendahl laver gode film og kender gode film. Her er hendes favoritter, som du helt sikkert bør kaste et kig på
AfHun elsker Mads Nørgaards indstilling til mode, kvinder, der siger deres mening og anderledes familieformer. Christina Rosendahl er en instruktør med meninger og mod. I det nye nummer af Costume fortæller hun om sin film, Idealisten, og idealer inden for skønhed, sundhed, hverdagen, familien – og selvfølgelig passionen, film. Her giver hun fire bud på sine absolutte yndlingsfilm.

Idioterne, Lars Von Trier, 1998
“Jeg elsker alle Triers film, men Idioterne er mesterværket for mig. En film om en gruppe civiliserede danskere, der beslutter sig for at spasse ud (savle, krampe, tale barnesprog) i alle mulige sammenhænge. For mig er filmen en af de sjoveste og mest samfundsrevolutionerende filmværker overhovedet.
(Spoiler alert, red.) Den har en af de mest rørende slutscener: Hovedpersonen, Karen, der er stukket af til spasserkulten efter tabet af sit spædbarn, vender nu hjem til sin sorgfortrængende familie. Hun sætter sig ved kaffebordet og begynder at ’savle lagkage’ foran alle. En filmperle med revolution i hjertet.”

The Look of Silence, Joshua Oppenheimer, 2014
“Den stærkeste filmoplevelse, jeg har haft årevis, er Joshua Oppenheimers lavmælte og milde dokumentarfilm om det indonesiske folkemord, hvor mere end 500.000 mennesker blev slået ihjel af staten. Hovedpersonen, Adi, opsøger den bøddel, der har dræbt hans storebror, for at se, om han kan finde tilgivelse i sit hjerte. Hvis alle folk på jorden havde Adis mod til at se sin frygt i øjnene, ville verden være et bedre sted.”

Grey Gardens, Albert & David Maysles, 1975
“Amerikansk dokumentarfilm om Jackie Kennedys tante og kusine, Edie og Litte Edie. Filmhistoriens mest mærkelige mor-datter-par. Vi følger hverdagen hos disse to fallerede overklasseløg, der har mistet formuen og nu lever i et hullet palæ med vaskebjørne susende ind og ud af stuerne. Filmen har dannet fashion-skole på grund af Little Edies vilde outfits, hvor hun for eksempel tager nederdel på på hovedet, går i badedragt og med slør. Hendes ’Revolutionary Costume’, hvor hun svøber sig i det amerikanske flag, har inspireret mig til en række 15 sekunders flag-film, som jeg lægger ud på de sociale medier i forbindelse med min nye film Idealisten. I slowmotion kaster jeg et dansk/amerikansk flag ud på ikoniske steder i Danmark og Grønland.”

Cannibal Holocaust, Ruggero Deodato, 1980
“Den bedste voldsfilm ever. Normalt handler kannibalgenren om kannibaler, der begår overgreb, men her er det omvendt. Filmen følger et dokumentarfilmhold ind i Amazonjunglen og her sker det overraskende. Filmholdet begår overgreb mod en gruppe kannibaler for at skaffe sig dramatisk stof til deres filmoptagelser. Filmen er så smukt fotograferet, at jeg får tårer i øjnene. Og så har den dannet inspiration til det senere gyserhit The Blairwitch Project.”
