16 upcoming - du skal kende
Fra magasinet: Vi har udvalgt de 16 mest interessante nye talenter, du skal holde øje med
AfBanks
Med en lynvoksende fanskare på Soundcloud udgav Jillian Banks, kendt blot som Banks, sin første officielle single, Before I Ever Met You, i februar 2013 og første ep, London, i september. Den 25-årige elektronisk r’n’b-sangerinde, der vækker mindelser om Feist, Erykah Badu og Lauryn Hill, har en aura af mystik og eksklusivitet. Hun optræder sjældent i pressen og overlader sociale medier til sin manager - til gengæld har hun skrevet sit mobilnummer på sin Facebook-side og opfordrer fans til at ringe.

Brit Marling
I 2005 afslog økonomibacheloren Brit Marling, 30 år, et job i investeringsbanken Goldman Sachs for at blive skuespiller i Hollywood. Men hun blev kun tilbudt blondineroller i horrorfilm, så hun begyndte at skrive manuskripter selv. Første forsøg, det filosofiske sci-fi-mikrobudgetdrama Another Earth, som hun også spillede hovedrollen i, blev den mest hypede film på Sundance Film Festival i 2011. Marlin blev øjeblikkeligt indie-darling, og selvom Hollywoodrollerne væltede ind - hun var blandt andet med i Robert Redfords The Company You Keep - fortsatte hun skriveriet. Hun takkede nej til tilbud fra Tom Cruise og Steven Soderbergh for at spille over for Alexander Skarsgaard i produktionen af sit eget manuskript til den politiske thriller The East (2013). Næste projekt, Boar, handler om en falleret bokser og en dominatrix.

Mira Jargil
Socialrealisme og familierelationer er hot i dansk dokumentarfilm. Mira Jargil, 32 år, er et af de stortalenter, der evner at komme under huden på virkelige mennesker og fortælle deres historier følsomt, men usentimentalt. Hendes afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, Den tid vi har fra 2011, blev kåret som verdens bedste filmskolefilm og vandt en Robert samt talentprisen på CPH:DOX. I filmen følger instruk- tøren sin bedstefars afsked med bedstemoren, der ligger for døden. I hendes første dokumentar i spillefilm- længde, Drømmen om en familie, der fik flotte anmeldelser til premieren på CPH:DOX i 2013, er hun fluen på væggen, når den tidligere misbruger Per forsøger at klinke skårene og være far for sin 8-årige datter. Jargil er gift med dokumentaristkollegaen Christian Sønderby-Jepsen (Testamentet og Blodets bånd).

Olivia Bee
Hun er kun 19 år, men har allerede skudt kampagner for Hermès, Levi’s og Nike og fotograferet for The New York Times, Vice Magazine og Der Spiegel. Olivia Bee blev hyret til sin første kampagne for Converse som 15-årig, efter Converses brand design director havde set hendes billeder af hendes teenageliv på Flickr. Siden væltede opgaverne ind, og efter high school flyttede hun fra Portland til New York for fuldkommen at hellige sig fotografiet. Bee caster ofte sig selv og sine venner som modeller i sine drøm- mende, fantasifulde og overjordiske billeder.

Chiharu Okunugi
Den 21-årige model Chiharu Okunugi blev spottet i gymnasiet af sin japanske agent, mens hun ventede på toget. Nu ligger den 177 centimeter høje skønhed nummer 22 på Models. com. Hun gik 54 shows i 2013 for navne som Prada, Balenciaga, Chanel, Hermès og Kenzo, har prydet japansk og kinesisk Vogue og har været kampagnemodel for blandt andet Stella McCartney og Chanel - sidstnævnte er fotograferet af Karl Lagerfeld.

Camille Seydoux
Da skuespillerinden Léa Seydoux tog alle med storm på den røde løber i Cannes i sin lyseblå Louis Vuitton-kjole til verdenspremieren på Grand Central, var det sin søster, Camille Seydoux, hun kunne takke for opmærksomheden. Den 31-årige stylist gav sin lillesøster hendes første makeupsæt og fortsatte med at klæde hende på, mens Léa Seydoux’ skuespillerkarriere tog fart. Snart begyndte flere stjerner at ringe: Skuespillerinderne Berenice Bejo, Sara Forestier, Cécilie Cassel og Astrid Berges-Frisbey - den ene mere élégante end den anden - er blandt Seydoux’ kunder.

Mansur Gavriel
Rachel Mansur og Floriana Gavriel står bag newyorkermærket Mansur Gavriel, der laver lækre tasker i italiensk læder med varme farver, farvestrålende for, rene linjer og enkle former inspireret af italiensk 60’er-stil og californisk afslappet elegance. I de praktiske tote bags er der plads til alt dit habengut. Gavriel fra Los Angeles og Mansur fra Berlin mødte hinanden i 2010 og etablerede Mansur Gavriel i 2012 i New York. Du kan købe taskerne i Notabene i København fra marts.

Taiye Selasi
34-årige Taiye Selasi udgav sin debutroman Ghana Must Go i april 2013 og spås en fremtid som stor litterær stjerne. Det engelske litteraturtidsskrift Granta Magazine tildelte hende i 2013 en plads på dets prestigiøse liste over fremtidens 20 bedste britiske forfattere under 40 år, og hendes mentorer tæller Toni Morrison og Salman Rushdie. Selasi er født i London af ghanesisk-nigerianske forældre, voksede op i Massachusetts og bor nu i Rom. Ghana Must Go er en familiekrønike om adskillelse og forsoning. Den udspiller sig i USA, Ghana og Nigeria. Udkommer på dansk med titlen Farvel, Ghana hos Gyldendal i februar.

Stella Jean
34-årige italiensk-haitianske Stella Jean droppede sin modelkarriere i 2010 og præsenterede sin første kollektion i 2011. Samme år vandt hun italiensk Vogues talentkonkurrence Who Is on Next? Jeans design udtrykker hendes italienske og kreolske rødder: en farverig blanding af den europæiske maskuline stribede skjorte og vestafrikansk print i feminine 60’er-silhuetter. Som den første dametøjsdesigner nogensinde blev Stella Jean inviteret af Giorgio Armani til at præsentere sin nye sommer 2014-kollektion i Armanis showroom og hovedkvarter, Teatro Armani, under modeugen i Milano i september.

Shayne Oliver
Musikere som A$AP Rocky, Rihanna, Drake og Kendrick Lamar er fans af streetwearmærket Hood by Air. Designeren bag, 25-årige Shayne Oliver, er på få år gået fra at lave T-shirts med print i teenageværelset i Brooklyn til at holde modeshow under New York Fashion Week med Kanye West på første række. Oliver beskriver sin stil som ghetto gothic: et miks af grafisk print med inspiration fra Americanakulturen, filmlo- goer, metalliske farver, kønsneutrale nederdele og oversized jerseys. Oliver lover desuden snart at designe til kvinder.

Baby in Vain
Baby in Vain lyder som et band, der har røget smøger, drukket whisky, smadret øvelokaler og fyret den af på snuskede klubber de sidste 20 år. Men de tre medlemmer af den københavnske pigegruppe - trommeslager Benedicte Pierleoni og de to guitarister Andrea Thuesen Johansen og Lola Hammerich - er endnu ikke fyldt 20. De rå tøser startede med at spille 90’er-inspireret smadderrock i 2010 og fik deres gennembrud, da The Floor is Made of Lava inviterede dem med som opvarmning på deres turné i 2012. I sommer spillede Baby in Vain på Spot Festival og lagde Pavilion Junior-scenen ned på Roskilde Festival. Bandet udgav deres første ep i oktober, og dette års koncerter tæller blandt andet en optræden på den ikoniske indiefestival South by Southwest i Austin, Texas.

Eriko Nakao
Model og blogger Eriko Nakao skifter konstant hårfarve og har tatoveret ordene ‘style’ på siden af ansigtet og ‘fashion’ på langefingeren. Med sin outrerede stil, punkede attitude og uskyldige dukkeøjne indrammet af makeup er hun blevet en populær fashionmuse, hyldet af modebloggere over hele verden. Følg hende på modebloggen Sugar Guerrilla, som hun har sammen med sine venner, fotografen Takashi Yoshida og hårstylisten Rie Shiraishi.

Chiara Totire
Det italienske magasin Grazia har udråbt Chiara Totire til den nye it-girl. Totire, der er stylistassistent på magasinet Gioia!, blev opdaget af en række streetstylefotografer og blev øjeblikkelig trendsætter til Milanos modeuge, da hun pludselig figurerede på alle modeblogs. Hendes stil er minimalistisk og androgyn med en snert af rock og grunge. Hun mikser læderjakker, baggy pants, oversized frakker, sweatshirts, print og cropped toppe. Følg hende på Instagram: @chiara_grazia_it.

Elodia Prieto
2013 var Elodia Prietos år. Den 21-årige model havde kun lige skrevet kontrakt med sit bureau, da hun blev eksklusivt hyret til at åbne og lukke Calvin Kleins show til modeugen i New York. Efter den runwaydebut var der tilsyneladende intet, der kunne stoppe den mørkhårede skønhed, og hun har siden gået eksklusivt for Jil Sander i Milano og for blandt andet Céline, Givenchy, Dior, Alexander McQueen, Valentino og Lanvin i Paris.

Rachel Boston
Smykkedesigneren Rachel Bostons signatur er rene former inspireret af natur, moderne kultur og haute couture. Med motiver af biller og skorpioner blander Boston i sin seneste kollektion, The Protector, det aggressive og fordømte med skønhed, elegance og rock ’n’ roll. Boston er uddannet fra Central Saint Martin’s College i London i 2011 og håndlaver sine smykker i sit værksted i Østlondon. Se dem på udstillingen Made in London: Jewellery Now på Museum of London frem til 27. april.

Tobias Koefoed-Nordentoft
Tobias Koefoed-Nordentoft bliver først færdiguddannet fra Danmarks Designskole til sommer, men har allerede demonstreret sit talent for minimalistisk, funktionalistisk og moderne møbeldesign - hvad enten det gælder borde og stole, en vejrstation eller et apparat, der guider blinde til at købe ind i supermarkedet. Koefoed- Nordentofts Shellter-stol, som han har designet sammen med sin medstuderende, Ida Esbo, blev udstillet på Stockholm Furniture Fair i 2011. Den kogleformede stol består af fire omsluttende ‘skaller’, der giver en følelse af rar beskyttelse.
