3 cool kvinder om vejen til tops
Blod, sved og tårer eller en god portion held? Vi har mødt tre stærke og succesfulde kvinder, der deler deres bedste råd til en fantastisk karriere
AfDet kræver sin kvinde at klatre op ad karrierestigen, da vejen er spækket med udfordringer og usikkerheder.
I samarbejde med Dulong Fine Jewelry har vi snakket med tre stærke kvinder, der er nået til tops inden for hvert deres felt, og her deler deres bedste karriereråd.

Rikke Amtorp Christensen, Chefredaktør for Costume og Costume Living
Hvornår besluttede du, at du ville til tops inden for dit felt?
“Jeg vidste allerede i gymnasiet, at jeg ville arbejde i modebranchen og helst på et modemagasin. Tre år efter startede jeg på et af de dengang største bureauer herhjemme og året efter på et magasin.”
Hvad har det krævet at nå dertil, hvor du er i dag?
“Masser af mod, flid og troen på, at jeg kunne, hvad jeg ville. Hertil kommer evnen til at netværke og at jeg har været villig til at lære og ikke været bange for at stille spørgsmål undervejs.”
Hvad er det vigtigste råd, du nogensinde har fået?
“At behandle andre, som du ønsker, at de skal behandle dig.”
Hvad er personlig stil for dig?
“At du ikke lader dig diktere af modens skiftende cyklusser og stil, men lader dig inspirere og iklæder dig det, som du føler dig godt tilpas i.”
Hvad ville du sige til en 20-årig version af dig selv?
“Du har har hele livet foran dig og du skal tage det i dit helt eget tempo. Nyd din ungdom – du bliver hurtigt nok voksen. Og husk, at selvom en god karriere er fantastisk, er der så meget smukt omkring dig, som kommer til fylde og berige dit liv.”

Sara Maria Dyrberg, akupunktør og driver klinikken Nui
Hvornår besluttede du, at du ville til tops inden for dit felt?
“Jeg har altid været interesseret i mennesker og sundhed, og fra jeg satte min første akupunkturnål vidste jeg, at det var den rette vej for mig.
Traditionel kinesisk medicin har altid fascineret mig, fordi man ser en sammenhæng mellem krop, sind, kost og livsstil. Alt hænger sammen, og en migræne er ikke bare en migræne; Alle skal behandles individuelt.
Jeg er meget interesseret i at efterforske sygdommens årsager, og mine klienter føler sig trygge, når jeg spørger ind til søvnmønster, tidligere sygdomsforløb, kost og meget mere, selvom de måske ‘bare’ er kommet ind med migræne. Jeg elsker at gå hjem fra arbejde med en ‘jeg gjorde en forskel’-oplevelse.
At få succes som behandler er ikke så meget en personlig sejr for mig, som en sejr på mit fags vegne.”
Hvad har det krævet at nå dertil, hvor du er i dag?
“Blod, sved og tårer! Det har været tidskrævende og det har betydet, at jeg i perioder har været nødt til at arbejde til sent, været meget væk på kursus i weekenderne, hvor jeg måske hellere kunne have tænkt mig at være sammen med min familie. Heldigvis har jeg en mand, der altid er der for mig, uanset hvad jeg foretager mig.
Det smukke ved mit fag er, at man aldrig bliver færdig. Det er så vigtigt ikke blot at praktisere, men fortsætte med at dygtiggøre sig, lære nyt og repetere gammelt. Det er en uendelig rejse - for hvert svar åbner der sig nye spørgsmål.”
Hvad er personlig stil for dig?
“Det handler vel mest om at hvile i sig selv, så kan du slippe afsted med det meste. I takt med mit job som behandler er jeg holdt op med at skeje ud, når jeg klæder mig på. Jeg kan ikke stå med mærkeligt hårpynt, Cosby-sweater og gakkede sko, når der kommer en ind af døren og skal have hjælp til at blive gravid eller slippe af med sin depression eller søvnløshed.
Jeg kan godt have det sjovt med at klæde mig på. Men jeg tror meget på, at man kun skal købe tøj, man kan blive ved at gå i til det dør.”
Hvad ville du sige til en 20-årig version af dig selv?
“Lad være med at være så skide fornuftig hele tiden, og brug meget mere tid på sjov og ballade. Og stop med at plukke de øjenbryn øjeblikkeligt!”

Helene Basse, Head of Marketing hos Dulong Fine Jewelry
Hvornår besluttede du, at du ville til tops inden for dit felt?
“Jeg har ikke som sådan lagt detaljerede karriereplaner i en ung alder. Til gengæld har jeg altid haft en nysgerrighed og interesse for at tilegne mig nyt stof og har grebet de chancer, der har budt sig. For mig er passionen min drivkraft og jeg har altid haft hjertet med på karrierestigen.”
Hvad er det vigtigste råd, du nogensinde har fået?
“Vær ikke bange for at fejle. Et fejltrin kan være vejen til ny læring og succes, selvom det måske ikke føles sådan i øjeblikket. Og hvad er det værste, der kan ske? Jeg havde en chef hos L’Oréal, som engang trak mig til side og sagde ‘tag det nu roligt – det er jo bare læbestifter og ikke menneskeliv’. Det tænker jeg tit tilbage på, når der sker fejl. For der vil altid ske fejl i et hektisk og passioneret arbejdsliv. Men hvis man fokuserer på at lære af det og komme videre fremfor at hænge fast i det, så er der større chance for at lykkes næste gang.”
Hvad er personlig stil for dig?
“For mig handler personlig stil om helhedsindtrykket. Det handler allermest om udstråling, om smilet og den ranke skikkelse, der signalerer energi, åbenhed og selvsikkerhed – og det handler altså også om at gøre sig umage. Velplejet hår, negle og hud er nu engang fundamentet for et lækkert og eksklusivt look
God tøjstil har i høj grad med selvindsigt at gøre – hvad fungerer, hvilke snit og farver klæder en – og så for alt i verden ikke hoppe på hver enkelt sæsons modetendenser. Det handler om at bygge sin garderobe op omkring nogle få gode basisting – så kan man bagefter supplere med mere farverige accessories og detaljer, som kan opgradere ens look og som passer til den kvinde, man er. Og husk smykkerne, som lige sætter prikken over i’et.”
Hvad ville du sige til en 20-årig version af dig selv?
“Jeg ved, at du har travlt, men der er altid tid til at tage en pause, stoppe op og tænke sig om. Vær nærværende overfor din familie og dine venner, læg computer og mobiltelefon væk, når du er sammen med dine kære. Forkæl dig selv og prøv at forbedre dig selv fysisk, men glem ikke at elske dig selv – intet er smukkere end selvtillid og harmoni.”
