3 seje kvinder: Det her er min muse

“Min onkel døde, da jeg var 10 år. Musikken var hans fristed i en hård tilværelse, så ved sin død efterlod han os en imponerende pladesamling med alt fra Bob Dylan og Pink Floyd til psykedelisk rock. Jeg var lige flyttet til Falster med min familie, og vi børn kedede os godt og grundigt. Så for at få tiden til at gå, begyndte vi at høre pladesamlingen. Vi sad i kælderen og lyttede fra en LP til den næste. En dag satte vi Billie Holiday på grammofonen. Fra det øjeblik var jeg besat og har været det lige siden. Billie Holiday synger med en stemme helt nede fra den dybeste skæbnes brønd. Selvom hendes tekster egentlig er ret banale, leverer hun dem med sådan en nerve, at jeg bliver blæst bagover hver gang. Hun forvandler sine tunge livserfaringer til kunst. Der er intet forskønnende over hendes liv med voldelige mænd, misbrug og ulykkelig kærlighed, men fordi hun konfronterer disse mørke sider, bliver det alligevel – eller måske netop derfor – en skønhed at lytte til. 

Igennem min karriere har Billie Holiday altid holdt mig i hånden. Jeg ser hende lidt som en skæbneven. Én, jeg er forbundet med, kan spejle mig i og navigere efter. Billie Holiday havde en turbulent og tung barndom. Det havde jeg også. Hun var sangerinde og turnerede ofte som den eneste kvinde i en mandsdomineret verden. Det gør jeg også. Hun var vædder, det er jeg også. Og hun var ikke bange for at bidrage til en politisk debat med sin kunst, hvilket jeg også ønsker at gøre. Hendes måske største hit, Strange Fruit fra 1939, reflekterer ikke bare Holidays egne oplevelser med racediskrimination, men handler også om lynchning af sorte i Sydstaterne. Sangen fik stor politisk betydning og er for mig et billede på Holidays kæmpe mod. Som både sort og kvinde havde hun hårde odds imod sig med hensyn til at blive hørt, og alligevel formåede hun via sin kunst at lave en stille, men ikke desto mindre virkningsfuld protest. Mange har en idé om, at man som kunstner skal snakke det politiske sprog for at være med til at ændre samfundet, men Billie Holidays musik er en påmindelse om det der abstrakte sted, hvor kunsten alene er aktivistisk.

I takt med min alder er det gået mere og mere op for mig, at tekster ikke altid behøver at være store, dybe og flamboyante for at sige noget. Nærmest tværtimod. Jeg har netop udgivet en ny EP, The Hurt, og her har Billie Holidays simple sprog været til stor inspiration i min tekstskrivning. Især på titelnummeret har jeg prøvet at skære alt unødigt fra. At holde det helt simpelt og så i stedet servere teksten med en nerve, der kommer fra den smerte inden i mig, som nummeret bygger på. Billie Holiday minder mig om ikke at gemme min skrøbelighed væk, men at give den plads i musikken. To af teksterne er skrevet sammen med en af Frank Sinatras tekstforfattere. Da vi mødtes i L.A., snakkede vi om Billie Holiday som et billede på den retning, jeg gerne ville gå i. Sangene har den der melankoli over sig, som man kender, når man sidder alene søndag aften, og weekendens fester er forbi. Med EP’en vil jeg prøve at beskrive den følelse af alenehed, der ikke er det samme som ensomhed. For jeg føler mig ikke ensom, men jeg står alene i mit liv. Følelsen af at være alene er en anden ting, jeg har til fælles med Billie Holiday, og som hun mestrer til perfektion at beskrive, så det fremstår som lysende poesi. Sjælen skinner altid igennem, når Billie Holiday ‘sings the blues’. 

Billie Holiday er ikke bare min muse, men den ultimativt største sangerinde, der har gået på jorden. Jeg ville give meget for at flyve tilbage i tiden til en røgfyldt jazzklub i en kælder i Harlem og opleve hende synge. Med den hvide kameliablomst i håret, som hun fik af en tragisk årsag, men som endte med at blive hendes signatur. Som alt for mange andre sorte kvinder var Billie ked af sit krusede afrohår, og i et forsøg på at glatte det brændte hun den ene side af håret af med et glattejern lige før en koncert. Hun dækkede pletten med nogle hvide blomster, der stod fantastisk til hendes sorte hår. Det er fantastisk med sådan et signaturlook, og jeg lader mig tit inspirere af kontrasten mellem lys og mørk i min egen visuelle identitet.” 

“Agnes Martins abstrakte og minimalistiske værker er ekstremt smukke, men mest af alt er det hendes tanker om det at være kunstner, der inspirerer mig. For ud over at male brugte Agnes Martin meget tid på at skrive om, undervise i og forelæse om kunst. Jeg begyndte at læse hendes noter i Agnes Martin: Paintings, Writings, Remembrances, da jeg gik på kunstakademiet i Düsseldorf, og der mærkede jeg en forløsning. Jeg følte tit, at kunsthistorie og kritik fyldte så meget, at det optog pladsen for inspiration. At man skal vide, hvad man laver, før man laver det. Men i sine tekster påpeger Agnes Martin, at det helt essentielle ved virket som kunstner er at glemme sig selv i processen.

Hun beskriver de faldgruber, man som kunstner risikerer at falde i. Hvis man går i gang med et maleri med den hensigt at lave det næste store mesterværk, er det svært at arbejde intuitivt. Ligesom forfatterens svære to’er er det også som kunstner en vigtig kamp at befri sig selv for forventninger og tidligere kritik eller ros. Det oplever jeg især, når jeg arbejder på en ny udstilling. Når jeg ser den der udefinérbare publikumsgruppe for mig, kan jeg miste al inspiration. 

Agnes Martin skriver også, at alle kunstnere skal have et atelier, og at man skal undgå besøg og andre gøremål i rummet. Tidligere var jeg ikke så striks med at undgå besøg, men der sker altid noget kontraproduktivt med mit arbejde, når andre mennesker kommer ind i mit rum. Midt i processen skal jeg pludselig forholde mig til andre menneskers – ofte meget søde – reaktioner eller prisforespørgsler, og det føles, som om den nonverbale kommunikation, jeg har med værket, afbrydes. 

Jeg maler stillbilleder, Agnes Martin laver minimalistiske kvadrater. Men selvom hendes billeder er den diametrale modsætning af mine, er jeg også inspireret af hendes kunst. Når jeg maler, er det altid med en lille forhåbning om at komme derhen, hvor hun er med sine værker, fordi der er så meget ro. Men der vil mine værker bare ikke hen. En ting har vi dog tilfælles, og det er, at vi begge bruger mange pasteller og sarte farver. Den rosa farve, som er i Agnes Martins maleri Untitled fra 1995, ender også altid i mine værker. Mange ser rosa som puttenuttet, jeg ser farven som vitalitet – det er jo den, vi ser på, når vi ligger inde i vores mors mave.” 

“Clarice Lispector sætter ord på en fornemmelse, jeg ofte har, men som er ekstremt svær at skrive om. En fornemmelse af, at der findes et iboende mørke eller en potentiel åbning til noget andet, noget større, der ligger og lurer neden under alt det hverdagsagtige. Som når man oplever et øjeblik af meningsfuldhed, idet man står og tørrer et bord af, for sekundet efter at rammes af en følelse af tomhed.

Clarice Lispector er enormt nem at læse og enormt svær at læse. Jeg stiftede bekendtskab med hende, da jeg gik på forfatterskolen og blev slået helt omkuld af hendes stemme. Sproget er på én gang simpelt og udfordrende, sanseligt og skrevet med (kvinde)kroppen. Det ses for eksempel i hendes tekst Familiebånd.

Siden jeg fik min søn for seks år siden, er jeg mere eller mindre bevidst gledet ind i det, man kunne kalde en husmoderlig rolle. Noget, jeg på samme tid glædes over og føler lede ved. Derfor er jeg blevet mere og mere optaget af forfattere, der – selvom, eller måske fordi, de er blevet mødre – har fortsat deres forfatterskab, og som skriver om og fra hjemmet og arbejdet med at tage sig af små børn. Mange af kvinderne i Clarice Lispectors noveller indtager husmoderens rolle på en både doven, selvfølgelig og utilpasset måde. De ved knap nok, hvad de skal gøre med al deres tid, når manden er på arbejde og børnene i institution. De gør rent. Er liderlige. Børster deres hår. Og ser så pludselig i spejlbilledet en åbning ind til noget helt andet. Overordnet kan man sige, at Lispectors karakterer står på tærsklen til noget, de både frygter og længes imod, en transformation. Men altid med værdigheden i behold. Selv ved angsttilfælde eller under jalousiudbrud bliver kvinden ikke en stakkel hos Lispector.

På den ene side er Lispectors karakterer og emner meget almindelige og genkendelige, men på den anden side er der en vildskab og fandenivoldskhed. Hendes sprog minder om andre forfattere og er alligevel fuldstændigt særegent. Som eksempelvis i det vidunderlige værk Água Viva, hvor Clarice skriver: ‘Krystallerne skinner og glimter. Hveden er moden: brødet er fordelt. Men med sødme? Det er vigtigt at vide. Jeg tænker ikke, ligesom diamanten heller ikke tænker. Jeg skinner helt klart. Jeg mærker hverken sult eller tørst: jeg er’.

Virtuositeten i Clarice Lispectors sprog er noget, jeg søger tilbage til, hvis jeg kan mærke, at mit eget sprog er blevet for pænt og ordentligt, eller hvis jeg skal minde mig selv om, at det at skrive ikke kun er ‘at finde på’, men også at gøre ‘noget andet’, noget mere uhåndgribeligt. I den roman, jeg skriver på i øjeblikket, er dette ‘andet’ et forsøg på at skildre forældreskab og undersøge, om – og i så fald hvornår – man bliver forældre til et barn. Og hvad det overhovedet vil sige. At skrive er på mange måder en ensom proces. Ligesom at være hjemmegående. Derfor har jeg brug for mine litterære helte at læne mig op ad.”