Sangerinde Pernille Rosendahl om Billie Holiday
“Min onkel døde, da jeg var 10 år. Musikken var hans fristed i en hård tilværelse, så ved sin død efterlod han os en imponerende pladesamling med alt fra Bob Dylan og Pink Floyd til psykedelisk rock. Jeg var lige flyttet til Falster med min familie, og vi børn kedede os godt og grundigt. Så for at få tiden til at gå, begyndte vi at høre pladesamlingen. Vi sad i kælderen og lyttede fra en LP til den næste. En dag satte vi Billie Holiday på grammofonen. Fra det øjeblik var jeg besat og har været det lige siden. Billie Holiday synger med en stemme helt nede fra den dybeste skæbnes brønd. Selvom hendes tekster egentlig er ret banale, leverer hun dem med sådan en nerve, at jeg bliver blæst bagover hver gang. Hun forvandler sine tunge livserfaringer til kunst. Der er intet forskønnende over hendes liv med voldelige mænd, misbrug og ulykkelig kærlighed, men fordi hun konfronterer disse mørke sider, bliver det alligevel – eller måske netop derfor – en skønhed at lytte til.
Igennem min karriere har Billie Holiday altid holdt mig i hånden. Jeg ser hende lidt som en skæbneven. Én, jeg er forbundet med, kan spejle mig i og navigere efter. Billie Holiday havde en turbulent og tung barndom. Det havde jeg også. Hun var sangerinde og turnerede ofte som den eneste kvinde i en mandsdomineret verden. Det gør jeg også. Hun var vædder, det er jeg også. Og hun var ikke bange for at bidrage til en politisk debat med sin kunst, hvilket jeg også ønsker at gøre. Hendes måske største hit, Strange Fruit fra 1939, reflekterer ikke bare Holidays egne oplevelser med racediskrimination, men handler også om lynchning af sorte i Sydstaterne. Sangen fik stor politisk betydning og er for mig et billede på Holidays kæmpe mod. Som både sort og kvinde havde hun hårde odds imod sig med hensyn til at blive hørt, og alligevel formåede hun via sin kunst at lave en stille, men ikke desto mindre virkningsfuld protest. Mange har en idé om, at man som kunstner skal snakke det politiske sprog for at være med til at ændre samfundet, men Billie Holidays musik er en påmindelse om det der abstrakte sted, hvor kunsten alene er aktivistisk.
I takt med min alder er det gået mere og mere op for mig, at tekster ikke altid behøver at være store, dybe og flamboyante for at sige noget. Nærmest tværtimod. Jeg har netop udgivet en ny EP, The Hurt, og her har Billie Holidays simple sprog været til stor inspiration i min tekstskrivning. Især på titelnummeret har jeg prøvet at skære alt unødigt fra. At holde det helt simpelt og så i stedet servere teksten med en nerve, der kommer fra den smerte inden i mig, som nummeret bygger på. Billie Holiday minder mig om ikke at gemme min skrøbelighed væk, men at give den plads i musikken. To af teksterne er skrevet sammen med en af Frank Sinatras tekstforfattere. Da vi mødtes i L.A., snakkede vi om Billie Holiday som et billede på den retning, jeg gerne ville gå i. Sangene har den der melankoli over sig, som man kender, når man sidder alene søndag aften, og weekendens fester er forbi. Med EP’en vil jeg prøve at beskrive den følelse af alenehed, der ikke er det samme som ensomhed. For jeg føler mig ikke ensom, men jeg står alene i mit liv. Følelsen af at være alene er en anden ting, jeg har til fælles med Billie Holiday, og som hun mestrer til perfektion at beskrive, så det fremstår som lysende poesi. Sjælen skinner altid igennem, når Billie Holiday ‘sings the blues’.
Billie Holiday er ikke bare min muse, men den ultimativt største sangerinde, der har gået på jorden. Jeg ville give meget for at flyve tilbage i tiden til en røgfyldt jazzklub i en kælder i Harlem og opleve hende synge. Med den hvide kameliablomst i håret, som hun fik af en tragisk årsag, men som endte med at blive hendes signatur. Som alt for mange andre sorte kvinder var Billie ked af sit krusede afrohår, og i et forsøg på at glatte det brændte hun den ene side af håret af med et glattejern lige før en koncert. Hun dækkede pletten med nogle hvide blomster, der stod fantastisk til hendes sorte hår. Det er fantastisk med sådan et signaturlook, og jeg lader mig tit inspirere af kontrasten mellem lys og mørk i min egen visuelle identitet.”