Kvindedrab Frederikke Bencke © Privat

“Alle, der har betalt med deres liv for at blive født ind i en krop, som andre føler sig berettiget til at slå ihjel, er en for mange”

Vi har snakket med den 33-årige aktivist Frederikke Bencke, der i søndags fik samlet flere hundrede mennesker til at sige fra over kvindedrab. Her giver hun sine bud på, hvad der kan mindske kurven af vold og drab mod kvinder herhjemme.

Hvordan mener du, at debatten bliver afsporet?

“Jeg læste for eksempel kommentarene på Facebook i forbindelse med en artikel, Dr.dk havde delt omkring de forskellige demonstrationer mod kvindedrab, og det var virkelig voldsom læsning. Når man har stået en kold søndag aften og set folk i øjnene, og nærmest har kunnet mærke deres sorg og omsorg på egen krop, er det et kæmpe skift at læse kommentarer på Facebook med udsagn som ‘not all men’-argumenterne og ‘mænd bliver også slået på vej hjem fra byen’. Denne slags minimering og nogle gange næsten latterliggørelse møder jeg hele tiden, både online såvel som til et middagsselskab eller kaffe med venner. Har man en holdning, der bare lugter en smule af at være feministisk, er der næsten ingen grænser for, hvor udskammet man kan blive. Det er trættende hele tiden at skulle påtage sig rollen som den der killjoy, hvilket mange aktivister utrætteligt gør hver eneste dag.”

Hvorfor tror du, at folk bliver provokeret af feministiske holdninger?

“Der er mennesker, som i mange år har bedrevet en ufattelig effektiv brandingkampagne af feminisme-og ligestillingskampen som noget, der undertrykker mænd. Men det passer jo ikke. Mange mænd bliver meget provokeret, når man siger: ‘Nu er det jer, der skal i arbejde. Det er vitterligt ikke os kvinder, der skal sørge for, at I ikke slår os ihjel’. Når man har levet et helt liv med privilegier, og nogen så siger, at du nu skal deles om dem, kan det føles som om, du bliver undertrykt. Men den opfattelse skal vi gøre op med, fordi ligestilling handler ikke om, at nogen skal have en større del af kagen, men at vi alle sammen skal spise lige meget kage.”

Mener du, at vi har ligestilling herhjemme?

“Jeg har studeret feministisk byrumsaktivisme i Sydasien og har derfor arbejdet i Indien i mange år. Her var der mange, som misundte mig at være fra Danmark, fordi vi, som de sagde ‘har så meget ligestilling’. Men det er desværre ikke hele sandheden. Vi har formelle rettigheder, men har også et kæmpestort problem med vores voldtægtskultur, hvilket Amnesty International var med til at kortlægge for nogle år siden. Vil man drille en politiker i forbindelse med det her emne, kan man bare nævne Finland eller Sverige og sammenligne deres tal for ligestilling, fordi her dumper Danmark ofte stort.”

Tror du også, at mindre modstand mod ligestilling ville påvirke raten af kvindedrab, som i Danmark i gennemsnit koster 12 kvinder livet hvert år?

“Kønnet vold er et ligestillingsproblem, og det er noget, vi skal håndtere politisk. Det var fint, at minister for ligestilling Trine Bramsen var med til demonstrationen i søndags, og at hun har meddelt, at hendes regering nedsætter en national handlingsplan på det her område. Der er et kæmpe arbejde i at redegøre for, hvor problemerne ligger. Heldigvis findes der meget ekspertviden på området, som hos for eksempel Danner. Men der er også et stort stykke arbejde i at ændre kulturen, hvilket vi så i kølvandet på Metoo-debatterne, og da vi begyndte at tale om den samtykkebaserede voldtægtslovgivning. Herfra skete der et monumentalt paradigmeskift i den måde, vi nu taler om grænser og overgreb på. Vi fik et andet sprog, og flere kunne deltage i diskussionerne, fordi de rent faktisk fandt sted.”

Har du gjort dig andre tanker om, hvad der kan være med til at ændre antallet af kvindedrab i Danmark?

“Blandt andet uddannelse. Og man skal starte så tidligt som muligt. Sex & Samfund peger for eksempel på, at vi skal hjælpe børn til at forstå, at det er okay at sige nej. Og at omgivelserne skal acceptere det nej, så man allerede meget tidligt forstår, at man har kropslig autonomi, som man ikke behøver at eftergive, bare fordi andre forventer noget af en.

Og så skal der kønssensitiveres, ligesom man ved den sammentykkebaserede voldtægtslovgivning har sat ind med at uddanne i en kønssensitiv tilgang hos politiet. Sådan at betjentene nu er bedre rustet til at modtage de voldtægsofre, der anmelder deres sag, så de ikke bliver mødt med alt fra latterliggørelse til victim blaming. Hvis du spurgte mig, skulle alle fra politikere til skolelærere kønssensitiveres og videregive denne slags træning. Det udbredes allerede i højere og højere grad i de andre skandinaviske lande, da folk jo ikke bare vågner op en eller anden morgen og tænker: ‘Nu holder jeg op med at være en sexist eller at have misogyne tanker’. De ændringer sker, når vi udvikler os, og den udvikling skal der gøres plads til.”