Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

COS_2107_COSTUME_10_30 © Lana Ohrimenko

Amanda Magnussen: “Ofte er det materialerne, der fortæller mig, hvad der skal ske undervejs”

Det var egentlig et tilfælde, at Amanda Magnussen, der er uddannet beklædningsdesigner, begyndte at lave smykker, men de smukke kreationer med kombinationer af sten fik hurtigt medvind på Instagram. I dag er materialet grobunden for skabelsen af universer – indkapslet i små skulpturer til kroppen.

Hvornår begyndte du at lave smykker?
“Det er lidt over et år siden. Jeg var på barsel og havde brug for noget at putte min kreativitet i, når der var tid til det. Jeg elsker min lille klump, men at lave det samme dag ud og dag ind har jeg aldrig været så god til. Jeg skulle lave tøj til Bettes koncert i Vega i februar sidste år og havde købt nogle sten, jeg ville sætte på. Jeg fik ikke brugt dem og endte med at lave kæder af dem i stedet. Den ene kæde tog den anden, og pludselig skrev folk til mig på Instagram for at høre, om jeg solgte mine smykker.”

Og hvad tiltrækker dig ved det håndværk?
“Skalaen. At kunne tage det med overalt. At lave små skulpturer til kroppen – det virker mere teknisk uforpligtende end at arbejde med beklædning, men samtidig er det enormt teknisk. Jeg nyder også stilheden i det.”

Hvordan vil du beskrive din æstetik?
“Jeg tror ikke, at jeg har et fyldestgørende svar, men den er nok et resultat af, at jeg elsker at lege med kombinationer af forskellige universer af natur, sci-fi og eventyr og så prøve at tilføje så meget tolerance, jeg kan.”

Du arbejder meget med forskellige sten. Hvad er dit forhold til dem?
“Sten er for mig en verden af skønhed, man bare kan dykke ned i. Det er ét af de mest taknemmelige materialer, jeg har arbejdet med. Jeg har dog ikke noget særligt forhold til deres betydning. Da jeg rejste i Indien, fik jeg alle de gode historier om, hvad stenene kan gøre for os. Jeg fik foræret en grøn turmalin, der skulle hjælpe mig med at åbne mit hjerte. Siden har jeg mødt min kæreste, og vi har fået lille Marley – så hvem ved?”

Har du selv en yndlingssten?
“Jeg tror, det må være den grønne jade. Det er en af de mere lettilgængelige sten. Den er uprætentiøs, og det er den sten, jeg bruger mest i mine smykker. Jeg elsker alle nuancer, den kommer i.”

Du laver kun one of a kinds. Hvad betyder det for din proces?
“Det føles mere ægte, når det enkelte smykke er skabt uden for mange regler. Jeg er i nuet på en anden måde, end hvis jeg ved, at jeg skal lave flere af det samme. Hvis det kan ses og mærkes af den, der bærer smykket, er det bare endnu bedre.”

Arbejder du med en intuitiv eller researchbaseret tilgang til dit design?
“Jeg arbejder meget intuitivt, ofte er det materialerne, der fortæller mig, hvad der skal ske undervejs. Jeg kommer tit til at bedømme mit arbejde mere, hvis jeg researcher og laver for mange planer.”

“Da jeg rejste i Indien, fik jeg alle de gode historier om, hvad stenene kan gøre for os”

Man kan kun finde dig på Instagram – hvilken betydning har det medie haft for unge kreative som dig selv?
“Det har helt klart stor betydning. Det giver en masse mennesker en chance for at vise, hvad de kan, og samtidig være uafhængige. Jeg tror, at mange lidt mere indadvendte mennesker får en mulighed for at blive set.”

Hvem designer du til?
“Jeg designer til mig selv og til folk, der inspirerer mig. Jeg skaber mit eget univers og forestiller mig nogle karakterer i det ud fra personer, som jeg kender eller følger med i.”

Hvilken betydning tillægger du selv smykker?
“Jeg har egentlig altid haft det lidt svært med især meget store smykker. Det skulle helst være noget, jeg ikke mærkede. Smykker, jeg kunne sove med, gå i bad med og ikke blive gjort opmærksom på hele tiden. Jeg har to Arje Griegst-ringe, jeg har arvet, som nærmest er vokset ind i min højre hånd. Det har ændret sig lidt, efter jeg selv er begyndt at lave smykker. Jeg tror, jeg har været bange for det overpyntede, men nu føles det mere, som om jeg selv kan bestemme, om de er det.”