
Amina Farrah: “Alting behøver ikke at være perfekt fra begyndelsen”
Begynd et sted, for ellers risikerer du aldrig at få begyndt. Sådan lyder mantraet for designer, model og butiksansatte Amina Farrah, 29 år, der har stiftet mærket Mogall Studios, opkaldt efter hendes somaliske bedstefar. Denne sommer lanceres den første minikollektion af enkle, minimalistiske styles, men allerede nu arbejder Amina på den næste kollektion, hvor hun i endnu højere grad vil mikse Skandinavien med Afrika i sine unikke detaljer.
Af — 24. juli 2021“Når jeg går på gaden, lægger jeg altid mærke til de helt små detaljer på forbipasserendes tøj. Sådan har det været, siden jeg var helt lille. Et overraskende snit bag på en kvindes jakke, en finurlig syning på et par herrebukser. Jeg kan blive helt opslugt af at kigge efter sådanne ting, der skiller sig ud. Enkelt, minimalistisk tøj, hvor der er et eller andet, som kun kan spottes af den opmærksomme beskuer.
Så længe jeg kan huske, har jeg været optaget af mode, men jeg kommer fra en kultur, hvor det at være designer nok mere bliver set som en hobby end et rigtigt arbejde. Derfor turde jeg ikke sige højt for mig selv i mine teenageår, at jeg ville være designer, men så flyttede jeg fra Jylland til København, hvor jeg fik job i en tøjbutik og begyndte at arbejde som model. På den måde stiftede jeg bekendtskab med tøj i forskellige professionelle sammenhænge. Jeg begyndte at sy, ofte inspireret af tøj, jeg så på andre. Min iver var stor, men da resultatet ikke altid blev, som jeg ville have, begyndte jeg for alvor at undersøge designskoler i København og søgte ind på Fashion Design Akademiet, hvorfra jeg blev færdig i 2018. I løbet af de mange lange dage og sene aftener og nætter, hvor jeg sad bøjet over min symaskine på skolen, begyndte min familie og mine venner at tage min drøm mere seriøst. Nok fordi de kunne se, hvor seriøst jeg selv tog det.
I starten troede jeg, at det var nemt at starte eget brand. Jeg vidste slet ikke, hvor meget man skal igennem. Bare det at oprette et firma, finde leverandører i udlandet, lave hjemmeside og strategi. Der er så meget, jeg har skullet sætte mig ind i, siden jeg stiftede Mogall Studios. Og der er ikke andre end mig til at gøre det. Det kan være udfordrende, men samtidig har jeg aldrig været i tvivl om, at jeg vil lave mit eget en dag. I stedet for at tænke, at jeg skulle have alt på plads, når jeg lancerede min første kollektion, har jeg valgt at tage babysteps. Man skal jo starte et sted, så her til sommer lanceres Mogall Studios’ første minikollektion, der består af ti helt enkle items, som jeg i fremtiden kan bygge videre på.
BEDSTE RÅD TIL ANDRE
Vær tro mod dig selv. Før man bliver en del af modebranchen, er det sindssygt vigtigt, at man kender sig selv og sine værdier og ved, hvornår man skal sige fra. Ellers risikerer man nemt at miste sig selv.
Hav et positivt mindset, og tag ikke alting for seriøst. Det gør det hele meget nemmere, også når man synes, man står over for noget, der kan føles helt uoverskueligt, hvilket man ofte føler som iværksætter.
Start småt, start et sted. Alting behøver ikke være perfekt fra begyndelsen, for så kan man blive ved med at udskyde og aldrig komme i gang.