Andrea Elisabeth Rudolph: Det har livet lært mig

Andrea Elisabeth Rudolph: 40 ting, livet har lært mig

Andrea Elisabeth Rudolph er fyldt 40 år. I forbindelse med den runde fødselsdag har vi mødt creme-dronningen til en snak om livet

Olivia Nepper Winther

— 31. december 2016

Creme-dronning, succesfuld iværksætter, chef, tidligere TV- og radiovært, forsidestof, nygift, mor, gravid og ekstra-mor. Andrea Elisabeth Rudolph har mange titler og kan nu også skrive 40-årig på CV’et. Men hendes liv har budt på oplevelser og erfaringer nok til, at hun kunne være fyldt det dobbelte.

I forbindelse med den runde fødselsdag har vi mødt stifteren af Rudolph Care til en snak om livet.

En snak om livet

Der er dækket sirligt op på overetagen i det toetagers baggårdskontor, da Andrea Elisabeth Rudolph en septembermorgen tager imod på Frederiksberg. Hun er selv lige mødt ind, så det er kollegaerne, der har stået for borddækningen. Blomstrede skåle med mandler og chokolade, et fad med croissanter og en kande friskkværnede bønner står fristende klar.

“Bruger du mælk i kaffen?,” spørger hun og begynder samtidig at lede efter sin mælkekande købt i New York, som hun beskriver som ‘superpæn, men sindssygt upraktisk’. Det viser sig, at mælkekanden allerede står klar på bordet, præcis hvor Andrea gerne vil have den. Og ja, den er både smuk og særdeles upraktisk.

"Det var derfor, jeg sagde det på forhånd. Så du ikke skulle blive flov. Det er mælkekanden og ikke dig, den er gal med. Jeg burde virkelig finde på noget andet at bruge den til,” siger Andrea, da jeg spilder en stor del af indholdet ud over det elegante plankebord.

På trods af den næsten pertentlige opdækning i det smukke lokale, hvor alt synes gennemtænkt ned til mindste detalje, indgyder Andrea en afslappethed. Her grædes der ikke over spildt mælk, og her er croissanterne ikke til pynt. Der ryger et par stykker af dem indenbords, imens Andrea fortæller om sit liv på en måde, der tydeligt afslører, at hun selv har arbejdet som journalist og er vant til at tænke i billeder. Undervejs kan jeg næsten lugte de omkringliggende marker fra hendes barndomsgård uden for Vejen, smage kloren fra de mange timer i svømmehallen i hendes tid som konkurrencesvømmer, høre den begejstrede undertone i hendes P1-radioreportager om livet som skibums og mærke den tykke luft af hårspray fra Vild med dans-omklædningsrummet. Andrea ved, hvordan hun vækker sanserne. En evne, hun har benyttet i opbygningen af sit cremeimperium, hvor mange i dag associerer Rudolph Cares produkter med en følelse af renhed og velvære. Men også med benhårdt arbejde. For Andrea er ikke kommet sovende til hverken den arbejdsmæssige eller den private succes, og hun er ikke bleg for at fortælle om de mindre glamourøse sider af livet.

Oplevelser og erfaringer

juli i år fyldte Andrea Elisabeth Rudolph 40 år. På en måde er det mærkeligt, at hun ikke fylder mere. Ikke fordi hun ser gammel ud. Hun ser fantastisk ud. Det tykke mørke hår er skrabet tilbage i en hestehale, den velplejede hud har en misundelsesværdig sommerglød, og de grønne øjne er mindst lige så intense, som da hun for over ti år siden brød igennem som hele Danmarks mediedarling som vært på Vild med dans. Men hendes liv har budt på oplevelser og erfaringer nok til, at hun kunne være fyldt det dobbelte. Her fortæller hun om fyrre af dem:

Som barn brugte jeg heldigvis ikke særlig meget energi på at tænke over, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Det eneste, jeg vidste med sikkerhed, var, at jeg ville have en kæmpe familie med en masse børn.

Jeg kommer selv fra en stor familie og har fem søskende. Det gode ved at have mange søskende er, at der næsten altid er nogen, der holder med dig. Med mange søskende er der også større chance for, at der er nogen, der ligner dig. For selvom man stammer fra det samme kød og blod, kan man godt være som dag og nat. Som barn mindede jeg nok mest om min pseudo-tvilling, Benjamin, der er 16 måneder yngre end mig. Vi behøvede egentlig aldrig at lave lege-aftaler, fordi vi altid havde hinanden. Det har altid været min drøm at få børn tæt på hinanden. Det får jeg nu med Alfred, der er et år gammel, og så den baby, der ligger i min mave. 19 måneder bliver der imellem dem. Jeg håber, at de får et lige så nært forhold, som Benjamin og jeg har.

Mine forældre gik meget op i at opdrage mine søskende og jeg til at være gode venner og ikke tale grimt om hinanden. Det prøver jeg at give videre til mine egne børn. Selvfølgelig kan man godt blive uvenner, men man skal tale pænt til hinanden.

At tale pænt til hinanden er generelt vigtigt for mig. Derfor ved mine medarbejdere i Rudolph Care, at de aldrig skal tale dårligt om andre, heller ikke konkurrenterne. Man bliver mindre af at tale andre ned, og jeg er overbevist om, at der er plads til os alle.

Jeg forstår godt, når folk spørger, hvad jeg egentlig vidste om at lave cremer. Men jeg har jo aldrig været alene om det. Min særlige kompetence i Rudolph Care har været at lave konceptet og bagefter sætte et team af folk med forskellige kompetencer. Alle i virksomheden er vanvittigt dygtige og er karakteriseret af at være flittige, have mod og være ordentligt opdraget.

Evnen til at sætte et godt team stammer nok fra mine dage som radiomedarbejder. Her blev jeg opmærksom på, at ved at vælge den helt rigtige tekniker, producer og manuskriptforfatter kunne man sammen skabe det gode produkt.

Med den rigtige sammensætning af kollegaer kan man gøre hinanden bedre. Da jeg sammen med Lars Hjørtshøj og Lasse Rimmer blev vært på Morgenhyrderne på Radio 100 oplevede jeg for første gang, hvordan en plus en plus en kan blive til fire.

Jeg kan godt savne at lave radio. Det er et fantastisk medie, fordi man bliver trænet i at tænke hurtigt og fortælle den gode historie. Allerede som barn hjulede jeg hjem fra skole for at høre Børneradio klokken tre. Det var min mor, der foreslog mig at prøve kræfter med radiobranchen og søge praktik på P1.

Jeg gik virkelig sent i puberteten. Jeg var den sidste til at få menstruation og hår på karamellen – eller hvad man nu siger. Det var selvfølgelig hårdt, men jeg tror, at det var godt, at det var mig, fordi jeg allerede som barn havde et godt selvværd og var god til at grine af det svære.

I skolen spillede jeg meget fodbold med drengene. En dag kom der to piger ud på fodboldbanen og spurgte mig, hvorfor jeg overhovedet spillede i trøje, når jeg nu ikke havde nogen bryster at skjule. Det var temmelig hårdt sagt. Jeg tænkte, at de fandeme ikke skulle få mig ned med nakken. Så jeg sagde: ‘Du har da helt ret’, og smed trøjen. Og så spillede vi bare videre. Jeg fik da også bryster sommeren efter. Eller jeg fik kun et, og så nummer to sommeren efter igen.

Faktisk synes jeg, at mine bryster blev pænere, da jeg blev mor til Isolde. De fik mere fylde, efter jeg havde ammet. Nu er jeg blevet mor igen til Alfred, og jeg er gravid med mit tredje barn. Jeg ved ikke helt, om det bliver det samme denne gang med brysterne.

Det er fantastisk at være blevet mor igen. Det er fysisk hårdere, end da jeg blev mor for ti år siden. Til gengæld har jeg et helt andet overskud denne gang og en anden ro i mig selv.

Det eneste, jeg ikke kan lide ved at blive ældre, er, at døren snart lukkes i forhold til at få flere børn.

Jeg har faktisk glædet mig i mange år til at blive fyrre. Det skyldes nok, at mit liv i trediverne ikke så ud, som jeg havde regnet med, og derfor glædede jeg mig lidt til, at det var slut. Da jeg blev gravid med Isolde, havde jeg bestemt ikke drømt om, at hun skulle blive skilsmissebarn. Men det blev hun, og allerede et år efter hun blev født. I trediverne var jeg også ved at starte forretning op og havde lagt sag an mod Se og Hør for at bringe topløse billeder af mig. Det hele var sindssygt hårdt og slet ikke, som jeg havde planlagt.

At livet ikke blev som planlagt i første omgang er en sorg, jeg tror, alle, der bliver skilt, oplever. Til gengæld føles det helt vidunderligt, når tingene så lykkes i anden runde.

Da jeg mødte Claus, var han gift. Det var bestemt ikke min drøm at forelske mig i en gift mand, men det gjorde jeg. Der var ingen vej udenom. Han slog benene totalt væk under mig. Claus giver mig så meget ro, og vi tør vise hinanden stor tillid. For første gang føler jeg, at jeg kan læne mig op ad og ind i en anden person.

I dag kniber jeg mig nogle gange i armen over, hvordan det hele er gået, siden dengang jeg stod i mit livs kaos. Jeg er megaforelsket i min mand, jeg har fået endnu et barn, jeg er gravid igen, og oveni har jeg fået to skønne bonusbørn. I dag har jeg den kæmpe familie, som jeg drømte om.

I vores sammenbragte familie kalder vi det ekstra-mor og ekstra-far frem for pap. Isoldes ekstra-mor har været en stor inspirationskilde for mig i forhold til selv at blive ekstra-mor for Claus’ to børn. Jeg har været overrasket over, at det er muligt at elske børn så meget, som ikke er ens egne. Men det skal også siges, at de har gjort det meget nemt for mig, fordi de er så elskelige.

Det vigtigste, du kan give børn, er så meget kærlighed som muligt. Så jo flere voksne, der elsker en, desto bedre. Jeg tænker egentlig, at vores børn er rigtigt heldige. Jeg havde selv fire voksne i mit liv, der hver dag gav mig en masse kærlighed. Ikke fordi jeg var skilsmissebarn, men fordi jeg havde en ekstremt nær relation til mine bedsteforældre, som boede tæt på os, og som jeg besøgte dagligt.

Dufte kan bringe en på tværs af tid og sted. Det er ret fantastisk. Jeg kan stå i et supermarked og pludselig mærke min mormor, fordi en dame har samme parfume på som hende. Eller jeg kan spise et stykke tyggegummi og pludselig se en mintgrøn bil i Frankrig for mig.

Både mine bedsteforældre og mine forældre var selvstændige. Så jeg vidste godt, at det kræver hårdt arbejde at blive iværksætter. Men ingen kunne have fortalt mig, hvor hårdt det ville blive at starte Rudolph Care.

Da Greenpeace testede mit blod i 2006, viste det sig at være fyldt med skadelige kemikalier og hormonforstyrrende stoffer. Størstedelen stammede fra skønhedsprodukter. Jeg besluttede på stedet at skabe Rudolph Care og gøre en positiv forskel for både forbrugeren og for vores fælles verden. Et af mine krav til produkterne er derfor, at de er dobbeltcertificeret med både Miljømærket Svanen og en økologisk certificering. Mange investorer ville gerne gå ind i projektet, hvis bare jeg droppede de omstændelige certificeringer, der helt klart gør projektet sværere. Men jeg holdt fast.

Jeg har altid haft en enormt stor retfærdighedssans. Jeg blev elevrådsformand allerede i femte klasse og kæmpede blandt andet imod mobning. Og for at skolen fik en frugtbod.

Mobning kan gøre mig rasende. Blandt både børn og voksne. Det er, som om det er blevet lettere at mobbe hinanden gennem de sociale medier, fordi man kan sidde og gemme sig bag en skærm.

Sociale medier er klart den største forskel mellem at vokse op i dag, og da jeg voksede op. Men jeg er ikke så bange for, at de sociale medier kommer til at have en negativ indvirkning på den næste generation. Som forældre må vi bare have den dimension med, når vi opdrager vores børn. Jeg tror, det er vigtigt at have en nysgerrighed over for de forskellige apps, så vi ved, hvad det er, vores unger er på. Jeg downloadede for nylig Pokemon Go, så jeg kunne teste og forstå det, inden Isolde fik lov til at downloade appen.

En ting, der irriterer mig dagligt, er, at man ikke kan lave autosvar på sms. Hvad sker der for, at vi har telefonsvarer og autoreply på mail, men ikke på sms? Det ville være verdens mindste funktion at lave.

Personligt og privat er to vidt forskellige ting. Jeg har altid brugt min egen person og delt ud af egne oplevelser i mit arbejde som både TV- og radiovært og som selvstændig. Men det betyder ikke, at jeg ikke har noget, som jeg holder privat. Alle har ret til et privatliv, lige meget hvor eksponeret de er i rampelyset.

Det kan gøre mig rasende, når folk siger, at det er bagsiden af medaljen ved at være kendt, at ens privatliv krænges ud i offentligheden. Derfor var det så vigtigt for mig at vinde sagen over Se og Hør i Højesteret. Det tog fire år og var sindssygt hårdt, men det var det eneste retfærdige.

Da jeg var gravid med Alfred og skulle til første scanning, var jeg ret træt af at være en offentlig person. Det er ikke særligt fedt at sidde i et venteværelse på Rigshospitalet med noget så privat, som alle forbipasserende kan regne ud. På det tidspunkt havde vi ikke fortalt vores familie om graviditeten endnu, og jeg havde ikke lyst til, at de skulle finde ud af det fra de kulørte blade. Heldigvis var Rigshospitalet fantastiske til at hjælpe med diskretion, og sådan har det også været denne gang.

Selvom jeg er et kendt ansigt, går jeg stadig til bageren i pyjamasbukser og uden makeup. Det tænker jeg ikke rigtigt over. Eller jo, det gør jeg. Men jeg insisterer på at gøre det alligevel.

Mange af de outfits, jeg havde på som vært på Vild med dans, var helt crazy. Særligt i begyndelsen. Jeg lignede næsten en drag queen med falske øjenvipper og hår. Det var skidesjovt at blive dullet op fredag efter fredag. Og det lærte mig at gå i kjoler. Dog af den lidt mere afdæmpede slags.

Jeg har det godt med tanken om at blive ældre. Måske er det nemt at sige nu, men jeg synes, at rynker kan være meget smukt. Jeg har i hvert fald besluttet mig for at byde alderdommen velkommen. Måske med endnu flere produkter mod linjer i baghånden. Og akupunktur mod den der bekymringsrynke imellem øjenbrynene.

At blive 50 år kan nok godt blive lidt svært. Jeg satser nemlig på at blive 100 år, og så er jeg pludselig allerede halvvejs i forhold til at nå alt det på min bucket-liste, som jeg gerne vil prøve.

Min bucket-liste er lang. Jeg skal blandt andet lære at tale spansk, spille klaver og rejse til Galapagos med alle vores børn. Jeg har også lige tilføjet til listen, at jeg gerne vil prøve at styre en kran. De er i gang med at bygge Metro, lige hvor vi bor, og jeg er dybt fascineret af de store maskiner. En ting, jeg har kunnet strege ud på listen, er at overvære en andens fødsel. Jeg var med til min venindes fødsel for et par år siden som fotograf. Det var en stor oplevelse at se et liv blive til.

Det smukkeste ved en kvinde er, når hun er velplejet og glad for at være den, hun er. En ret og stolt holdning betyder alt.

Jeg var virkelig ked af mine ben som ung, fordi de altid var så tørre på grund af svømning. Jeg svømmede i ni år og gik også til gymnastik og ridning. Når man voksede op på landet, var der to muligheder. Enten kunne man blive en rod, eller man kunne bruge tid i idrætshallen. Jeg valgte det sidste og tog også på idrætsefterskole på Fyn.

At tage på efterskole er noget, jeg vil anbefale alle unge. Det er en tryg måde at lære at stå på egne ben, og det giver dig mulighed for en frisk start, hvor ingen kender dig. Derfor forstår jeg ikke, når unge tager på efterskole med en masse af deres venner hjemmefra.

Når jeg bliver gammel, skal jeg have blåt hår og fyre den af. Min mor siger, at man nemt kan føle sig usynlig, når man bliver gam- mel. Men det kan jeg nu ikke forestille mig med hende. Min mor er en meget smuk kvinde.

Jeg oplever en tendens, hvor kvinder både søger det mere naturlige med grønne produkter og samtidig lægger sig under kniven. Jeg forstår ikke, at så mange smukke kvinder får lavet botox. Tit ender de med at se ældre ud. Det er trist, og så synes jeg faktisk også, det er en smule ynkeligt.

Fanatisme i forhold til udseende har aldrig været min kop te. Hverken når det gælder mad, træning eller skønhed. Jeg hylder den sunde fornuft og forsøger at holde balancen ... med et par gode croissanter ...

Artiklen er tidligere bragt i Costume nummer 176.

MERE FRA COSTUME

Relaterede artikler