Den søde juletid er over os med alt hvad dertil hører. På Costume vil vi måneden ud sprede den gode stemning sammen med en række inspirerende kvinder, som deler ud af deres ønsker og minder.
Næste i rækken er Andrea Elizabeth Rudolph, grundlægger af Rudolph Care, der drømmer om at finde hjemmelavede unikagaver under træet og deler ud af sine tips mod træt vinterhud.
Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har givet?
“Jeg elsker at gøre mig umage med alle mine gaver og prøver at finde og give folk gode, personlige gaver med omtanke og kærlighed. Den bedste gave, jeg har lyst til at give i år, er Højskolesangbogen. Det er en god gave, synes jeg. Jeg elsker at synge sammen med folk. Uanset hvordan det lyder, så skaber det et helt særligt fællesskab at synge sammen.”
Hvad er den bedste julegave, du nogensinde har fået?
“Jeg er så utrolig glad for min smykker. Jeg kan huske præcis, hvornår jeg fik dem, hvor de kommer fra og hvem der gav mig dem. Mit dejligste smykke-minde er fra en jul, hvor min morfar gav mig et smykke, da jeg var helt lille. Lukker jeg øjnene, kan jeg huske hver eneste lille detalje.”
Kan du anbefale vores læsere et punkt til deres ønskeliste?
“Altså, gavetips fra mig starter jo på Rudolphcare.dk. Fordi der ligger en helt særlig omsorg i at passe godt på sig selv og nyde, at der er tid til det i juledagene. Har man det godt i sit skind, bliver man automatisk gladere for sig selv og for resten af verden, for den sags skyld. Faktisk tror jeg også, at en bager ville foreslå en kage til kaffen. Så spørger du mig, er svaret selvfølgelig alt det gode til badeværelseshylden, der giver dig både glow og glæde i en gave.”
Vil du dele et af dine kæreste juleminder?
“I min familie kommer julemanden på besøg juleaften. Hvert år i en ny og overraskende form. Det er altid underholdende og lidt en overraskelse. Jeg havde selv tjansen, da jeg var 13-14 år. Og jeg glemmer aldrig det blik, jeg fik fra min søskende, som ikke havde gennemskuet, at det var mig – og de strålede og var så glade og spændte. Det blik ville de aldrig sende mig og jeg ville ønske, at jeg kunne være julemand altid. Kig på børnene, når de kigger på julemanden. Det er det fineste juleøjeblik.”
Hvad er dit go-to outfit til julefrokoster?
“Det er nemt. Let it glow! Fuldt skrald på glitter og glimmer og levende lækker glød på krop og ansigt. Jeg har faktisk fået samlet en ret så vild festgarderobe, og jeg elsker genbrug og gemmer alle de glimmerkjoler, jeg har. Fyr den af, dans hele natten, og hold al den fest, du kan.”