
Anna Lin om at date sig selv
Tv-vært Anna Lin er 26 år, og elsker at date sig selv. Fordi hun lærer sig selv at kende og bliver sikker på, hvad hun kan lide – også når hun dater andre.
AfPå date med mig selv
"Da jeg var 19, tog jeg alene til Australien i fire måneder og fandt ud af, hvor meget det gav mig, og så har jeg gjort det lige siden; både rejst alene og gjort ting for mig selv, når jeg havde lyst til det. Jeg opdagede, at det giver mig mulighed for at lære mig selv at kende, og jeg synes, det er spændende, fordi det også åbner døre til noget socialt. Når jeg for eksempel går ud og spiser alene, taler jeg mere med tjeneren, end jeg ellers ville have gjort, og kigger folk mere i øjnene og er mere opmærksom på mine omgivelser. Og det kan jeg vildt godt lide; at gå ud og møde verden uden at være i den boble, man nemt kan være i, hvis man er sammen med et andet menneske."
"Jeg dater utroligt meget. Også når jeg er ude at rejse. For mig handler dating ikke om at finde en kæreste, for jeg synes, der findes så mange andre dejlige relationer, som ikke er så kedelige og konventionelle. Det handler mere om adrenalinen og om at lære noget om mig selv i mødet med andre."
"Hvis jeg var afsted med en veninde, ville jeg ikke synes, det var fedt at tage på Tinder-dates, men når jeg er mig selv, er det noget andet, og jeg bruger altid Tinder, når jeg er ude at rejse. Det er en del af det. Så tager jeg ud at spise med nogen, eller de viser mig deres kvarter, eller vi kører en tur ud af byen. Det bliver tit en anderledes Tinder-date, fordi de ved, at jeg kun er der X antal timer, og det bliver sjovt, fordi der ikke er det der med "årh, hvad vil du med det her" eller "kan jeg holde dig i hånden" eller "hvad hvis jeg kysser dig." Vi leger bare kærester for en dag."