
Anne Mette Kirk: “Et nej er ikke et nederlag”
Drop forventningerne, så bliver du ikke skuffet. Stil dig til rådighed for livet, omgiv dig med folk, der hepper på dig, og brug de nej’er, du uundgåeligt møder, som drivkraft. Det er bare nogle af de råd, livet har lært forfatter Anne Mette Kirk. 1. april er hun aktuel med ‘Blæst’, tredje roman i den populære spændingsserie om politiassistenten Marc Abildgaard, og lige nu kan du møde hende i det nye afsnit af Costumes podcast ‘Mit bedste råd’.
Af — 25. marts 2022Hør Mit bedste råd med Anne Mette Kirk her.
“Hvis det kilder i maven, så gør det. Når jeg skal træffe en beslutning eller overveje en ny mulighed, så lukker jeg øjnene. Og hvis det kilder bare en smule i maven, så ved jeg, at jeg skal kaste mig over udfordringen. Jeg tror, at den, som vinder i livet, er den med flest oplevelser. Det må aldrig være frygt for at mislykkes, der holder dig tilbage.”
“Husk, du ser ikke tingene som DE er – men som DU er. Alle vores oplevelser i livet er farvet af vores eksisterende situation. Hvis du synes, din veninde arbejder for meget eller for lidt, bruger for mange penge eller for få, så handler det typisk ikke om hende, men om noget i dig selv. Undersøg, hvad det er. Jeg mærkede flere gange et lille stik af jalousi, når jeg læste om kvinder, som havde udgivet romaner. Det gav næsten sig selv, hvad jeg måtte i gang med: at skrive mine egne bøger.”
“Du er for evigt et work-in-progress. Det er nemt at give sig selv nogle overskrifter. For eksempel: Jeg er doven, dårlig til at sige fra eller noget i den stil. Men disse selvvurderinger er jo bare øjebliksbilleder. Jeg har for eksempel altid sagt om mig selv, at jeg ikke havde nogen tålmodighed og ikke ejede forretningssans. I dag har jeg skrevet tre romaner, nummer fire er på vej, og min egen virksomhed kører ret så fint.”
“Du har ikke krav på en skid. Du kan kun blive skuffet, hvis du opbygger høje forventninger til, hvordan noget skal forløbe. Om det er dit bryllup, udgivelsen af en bog eller de første måneder på en barsel. Jeg forsøger at droppe forventningerne og tømme hjernen for hjemmebryggede forestillinger. Du kan nemlig ikke blive skuffet, hvis du bare er i nuet og er taknemlig for alt det, der rent faktisk lykkes.”
“Et nej er ikke et nederlag. Bare en mikroskopisk omvej. Det er ingen af os, som går gennem livet uden at få en gigantisk mængde nej’er og afvisninger. Det kan være drømmelejligheden, ønskejobbet eller personen, du er forelsket i, som ikke bliver en del af dit liv. Jeg har med årene lært, at selvom et nej kortvarigt kan både svie og smerte, så er det bare en lille omvej. Du har kun brug for et eneste ja for at dine drømme indfris. Så stil dig frem og stil dig til rådighed for livet. Og ryst nej’et af dig, skrig det ud eller gør som mig: brug det som en stærk drivkraft.”