Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Shooting Stars Portraits - 70th Berlinale International Film Festival © Getty Images

“At lære ham at kende og forstå den kamp, han kæmper, giver mig et større perspektiv på mit eget liv”

Victoria Carmen Sonne rejser så ofte, at hendes teleselskab tror, at hun bor i udlandet. Men bo i Danmark, det gør hun altså – og rejserne giver hende et uvurderligt indblik i kulturer og livsvilkår, der adskiller sig markant fra hendes egen hverdag. Det fortæller den 27-årige ‘Miss Osaka’-skuespiller.

"At have mulighed for at rejse – og at rejse så meget med mit arbejde – er privilegeret og noget, jeg er utroligt taknemmelig for at kunne. Det giver mig mulighed for at møde personer, som lever liv, der er vidt forskellige fra mit eget. Jeg er meget nysgerrig på mennesker, og det bedste er, når jeg kan få lov til at komme med ind i hverdagen og hovederne på folk, som har et helt andet udgangspunkt, end jeg selv. Det lærer jeg meget af, og jeg kan bruge det, både i min hverdag og når jeg i film skal skabe forskellige karakterer, for det giver mig en dybere forståelse af, hvorfor folk i forskellige scenarier reagerer, som de gør.

Jeg synes, det er enormt vigtigt at have den bevidsthed, når man skaber kunst eller generelt producerer noget, hvor man forsøger at afbilde en form for virkelighed. På en af mine rejser mødte jeg en ven, som er homoseksuel ligesom jeg selv og i dag bor i Georgien. Forleden deltog han i en fredelig pride-parade sammen med nogle kammerater, hvilket førte til, at han måtte flygte fra en gruppe mænd, der ville tæske ham. Dét at lære ham at kende og forstå den kamp, han kæmper hver eneste dag, giver mig et større perspektiv på mit eget liv og ikke mindst mit arbejde – hvad jeg kan skabe, og hvilke historier jeg synes er vigtige at fortælle.

De største rejseoplevelser, jeg har haft i mit liv, har uden tvivl været mine ture til Palæstina. Der er et lys i det palæstinensiske folk, som aldrig bliver slukket. En af de ting, jeg husker klarest, var, da jeg besøgte en familie på 16 mennesker, som boede sammen i en lille lejlighed. Jeg blev budt på frokost, og jeg sad og spiste og legede med børnene. Et par dage forinden var der blevet skudt mod huset, og morfaren kunne vise mig fire store skudhuller i glasruden til den terrasse, vi sad og spiste på. Det er jo vildt, at mennesker i deres situation stadig har overskud til at sidde og spise en hyggelig frokost med familien – jeg kan huske, at det rørte mig enormt meget, at de på trods af den forfærdelige situation, de er i, havde overskud til at få en hverdag med så meget kærlighed til at fungere.

Jeg møder en helt særlig åbenhed og et fællesskab, når jeg er ude at rejse, som jeg godt kan savne i Danmark. Jeg bliver ofte rost for at være god til at lukke andre ind – jeg kan sagtens møde en ny person og finde på at sige: ‘Jeg laver mad i aften til mine to venner, vil du ikke med?’ Jeg kan godt lide at samle folk i alle mulige forskellige aldre, med forskellige erhverv og fra forskellige steder i livet.

København kan nogle gange godt være en lille boble, der er sluttet om sig selv, og man kan let glemme, at mennesker andre steder i verden slet ikke er lige så privilegerede, som man selv er. Det er så vigtigt at være nysgerrig på andre mennesker – ellers kan vi hurtigt blive lidt for lukkede om os selv.”_