Bea og Julie Fagerholt om ligheder, forskelle og søsterskab

Selvom der er 19 år mellem søstrene Bea og Julie Fagerholt, har de et meget stærkt bånd. Mød dem i et ærligt interview om familie, arbejde og den ting, de misunder mest ved hinanden

Annelise Hartmann Eskesen

— 07. april 2019

Trods en aldersforskel på 19 år har søstrene Bea og Julie Fagerholt et meget stærkt bånd, der kun er blevet stærkere, som årene er gået, og de har indtaget nye roller i hinandens liv. Da Bea var lille, blev hun passet af Julie, og da hun blev lidt større, passede hun Julies børn.

I dag er de hinandens bedste rådgivere og siden januar sågar kolleger i Julie Fagerholts nye designsamarbejde, H2OFagerholt. Det er deres far, der har lært dem at sætte familien før alt andet, og efter han gik bort i begyndelsen af året, er familien blot rykket endnu tættere sammen.

Hver sin generation

januar 1988 stod Nils Fagerholt i sit køkken på Valkendorfsgade og smurte madpakker. Hans kone var rimeligt presset af veer, fordi hun skulle til at føde deres tredje fælles barn, men ‘maden er jo hæslig på hospitalet’, syntes Nils, så hun måtte lige vente. Et par timer senere kom Bea Fagerholt til verden.

“Min mor var jo ved at kvæle ham: ‘Det er NUU’,” siger Bea, der i dag er 31 år.

Men det er vigtigt at spise ordentligt, og det hele gik jo alligevel. Nu havde Nils Fagerholt fem børn: to store piger på 19 og 17. Og en lille dreng og to små piger 4, 1 og 0 år.

“Min far fik lige pludselig et familieliv igen med små børn, og det blev jeg en stor del af,” siger Julie Fagerholt, hans ældste datter, der er i dag er 50 år.

Dengang var hun 19 år, lige flyttet hjemmefra og begyndt på designskolen, hvor hun lærte alt det, der siden gjorde hendes virksomhed Julie Fagerholt Heartmade til en stor succes. De boede dør om dør i indre by, så Julie kom tit forbi og fik et måltid mad og hjalp med at passe sine små søskende.

“Og når Anne (Beas mor, red.) og min far var i Paris, gik jeg rundt med Bea på maven, og folk troede, at det var mit barn. Så hang du der,” siger Julie og smiler til Bea, der sidder ved siden af hende i sofaen.

“Jeg har aldrig tænkt over, at Julie var meget ældre end mig. Man bliver jo bare født ind i en familie, og så har man de søskende, man har. Jeg havde fire, da jeg blev født,” siger Bea, som er uddannet fra CBS, og som efter igennem flere år at have skrevet om mode og skønhed i øjeblikket bestrider fire jobs på en gang, blandt andet er medstifter af sitet To The Moon Honey, stylist på freelancebasis og kollega til sin søster.

Men det vender vi tilbage til.

Ikke noget med 'halve'

Den store aldersforskel til trods har Bea og Julie – og deres andre søskende i øvrigt også – altid været tætte. De har passet hinandens børn på skift, og på den måde er aldersforskellen en gave, siger Bea. Hun blev moster som 6-årig og elskede at lege med Julies datter Amalie, og da Bex kom til verden syv år senere, var Bea blevet stor nok til at tage med til Paris som barnepige.

For to år siden blev Bea mor til Frank, som Julie har ‘et meget svagt punkt for’. Hun vil helst se ham mindst en gang om ugen og har helt naturligt taget en mormor-agtig rolle på sig og hjælper blandt andet med at hente i vuggestuen. Samtidig er hun selv lige blevet mormor: Hendes ældste datter har født en lille pige, der er en slags kusine til Beas søn.

“Vi er sådan en afrikansk stamme. Det er kun folk, der har kendt os i mange år, der fatter, hvordan det hænger sammen. Ellers giver de bare op,” siger Bea.

Ordet halvsøster har Bea og Julie aldrig brugt om hinanden. “Vi tænker aldrig på, at vi er ‘halve’,” siger Julie.

“Det er heller aldrig noget, vi er blevet gjort opmærksom på, selvom jeg altid godt har vidst, at du havde din egen mor,” siger Bea. Julies mor var nemlig altid velkommen til jul i Beas familie og omvendt, fordi ingen børn skulle sidde juleaften og føle, at de manglede deres mor.

“Vores far er altid gået op i, at vi skulle have det godt sammen som søskende,” siger Bea.

“Der skulle ikke være konflikter, vi skulle ikke være uvenner, og der skulle ikke være nogen dårlige ting. Så vi har altid været tætte.”

Søstre og kolleger

Interessen for mode har søstrene også tilfælles. Da Bea var lille, elskede hun at gå rundt i Julies høje hæle og fik lov, så længe hun ikke tog dem, der stod Prada i, forklarede Julie lille Bea alvorligt, mens hun kiggede hende ind i øjnene.

Da Bea var 12 år, fik hun arbejde i Heartmade, hvor hun sad på systuen bag forretningen i Pilestræde og syede logoer til nakken af tøjet på symaskine. Over årene har Bea også stået i butikken og været model i lookbooken (og for andre) og er nok den, der, ud over Julie, har været tilknyttet Heartmade i længst tid.

Da Bea blev lidt ældre, vidste hun også altid, hvem der ville være god for Julie at få ind, hvis der manglede en sælger eller assistent. Og hvem der ikke ville være god at få ind.

Forrige år forlod Julie Fagerholt sit eget firma, fordi hun og resten af Heartmade ville i hver deres retning, og det var vigtigt for Julie at være tro mod det, hun havde bygget op gennem 20 år. Hvad der nu skulle ske, vidste hun ikke, men det var der andre, der havde gode bud på. Tilbud var der nok af.

“Jeg vendte alt med Bea, fordi hun kender mig så godt. Hun ved, hvem jeg vil kunne arbejde godt sammen med. Hun er meget kontant, og jeg stoler på hendes dømmekraft. ‘Det kan du da glemme’, kan hun finde på at sige.”

Julie fik blandt andet en henvendelse fra sportsbrandet H2O, der gerne ville lave et samarbejde. Efter første møde kunne Bea se julelysene i Julies øjne og potentialet i samarbejdet, som hun rådede Julie til at gå ind i.

“Jeg kender også Julie som kreativ: Du skal ikke have for mange restriktioner eller bindes for meget. Du skal have lov til at være fri, og det kræver en forretningsmand, der har den forståelse. Mange ser bare tal, og det er ikke det, Julie er drevet af,” siger Bea.

Men H2O havde en forretningsmand, der forstod Julie, og under modeugen i januar lancerede mærket H2OFagerholt deres første kollektion, som i øvrigt er blevet til med Julies datter Bex som meddesigner og model. Salget stod Bea for. Et stykke tid inde i processen blev hun nemlig hyret af en af cheferne, ikke af Julie, til at varetage salget af H2OFagerholt på det danske marked.

Har I haft betænkeligheder ved at fortsætte samarbejdet i H2OFagerholt?

Julie: “Lige præcis med Bea har jeg ikke noget problem med at blande familie og forretning. Hun har altid været i huset (Heartmade, red.), mens jeg har bygget virksomheden op, og vi kan sige ting til hinanden.

Jeg har jo også søskende, som aldrig ville kunne indgå i denne rolle. I det her nye setup tænker jeg kun på, hvordan jeg kan få de bedste mennesker omkring mig, så det her kan blive et godt projekt. Da Christian (en af ejerne af H2O, red.) skulle møde Bea, var han også solgt, og han var helt med på ikke at hive en traditionel sælger ind, men en, der kan fortælle historien om brandet.

Og så måtte jeg lige ringe til Taus (Beas kæreste, red.) og sige, at han altså lige måtte tage Frank hele dagen de tre dage under modeugen, hvor hun skulle sælge, så hun ikke pludselig blev ringet op fra vuggestuen. Der var jeg lidt mor-agtig. Men det er vigtigt med opbakning hjemmefra.”

For Bea er det en stor ære at få lov at være med i H2OFagerholt.

“Og et stort ansvar. Men vi er et lille team, er meget trygge og hjælper hinanden, så jeg er ikke nervøs,” siger Bea.

“Jeg har jo aldrig tænkt over, at Julie har både firma, er selvstændig og har små børn. Jeg har ikke skænket det en tanke, hvordan det kunne hænge sammen. Det er først nu, hvor jeg selv står i det, at jeg forstår de ting. Og så er det dejligt, at Julie forstår min situation,” siger Bea.

“Jeg kan tydeligt huske, da Julie kom op til mig på Riget, efter jeg havde født, og sagde: ‘Nu er du mor’, som om hun bød mig velkommen i den her nye verden. Nu havde vi også det tilfælles, og det har givet endnu ny dimension til Julies og min relation.”

På hvilket område er I mest forskellige?

Julie: “Jeg kan blive misundelig på Beas evne til at sige fra. Bea er enormt tydelig og kan sige helt naturligt: ‘Nej, det vil jeg ikke’. Tænk, hvis jeg kunne sige det! Jeg kommer til at sige, at det ordner vi jo nok, og så sidder jeg bare med 27 opgaver og tænker, hvorfor havnede de her, og det gør de jo, fordi jeg ikke får sagt fra.”

Bea: “Jeg har jo altid set op til Julie. Og jeg har lagt mærke til, at der er mange, der gerne vil være som Julie. Det er måden, du bærer dig selv på, det er måden, du klæder dig på. Det er ikke noget, du kan købe dig til eller lære. Folk ser op til dig og synes, at det, du gør, er det rigtige. Det har du faktisk arvet fra far, tror jeg. Han havde præcis samme effekt på folk. Når min far kom ind i et rum, var der bare stille. Folk vidste, hvor han var, og om han var der, fordi han også gennem sit arbejde var meget respekteret.”

Afsked med familiens samlingspunkt

Nils Fagerholt, som var uddannet arkitekt, underviser på Kunstakademiet og professor i industrielt design, og som sammen med sin anden kone, Beas mor, bestyrede den danske filial af tøjbutikken Agnes B, døde i januar, 85 år gammel. Ham kan Julie og Bea snakke længe om, hvad de også gjorde, hele familien samlet, i dagene inden han gik bort. Og nu, i tiden efter.

Julie: “Når vi var i Paris, skulle vi altid ind til den lille dame, der havde en speciel foie gras, og hen hos honningedamen. Vores far lærte os at købe lidt, men godt. Også af tøj. Når vi var i London, skulle vi have cottoncoats, og i Paris Cacharel-kjoler.”

Bea: “Jeg havde sådan en læderskoletaske i god kvalitet, men jeg ville hellere have en Java-bag, så en dag byttede jeg og kom hjem med Henriettes selvlysende skoletaske. ‘Tilbage igen’, sagde min far.”

Julie: “Han er også altid gået forrest og har vist, hvor vigtigt det er at være passioneret om det, man laver. Han var ikke god til at få en forretning ud af det, han lavede, fordi han ikke ville gå på kompromis. Hvis nogen sagde, gør sådan her, så sælger det bedre, så ville han ikke. Og det er måske derfor, at hans ting er så tidløse i dag. Han var heller ikke let for os at imponere. Når vi kom hjem med nogen, skulle han lige se dem an. Og da jeg var startet på Designskolen, gik der to år, før han roste mine tegninger.”

Bea: “Der skal også meget til, før jeg er tilfreds.”

Julie: “Han er der jo i os alle sammen og de ting, han har givet videre, selvom han er fløjet afsted. Efter vi har mistet ham, er det bare endnu vigtigere at tale om ham, og det bringer os endnu mere sammen i familien.”

Bea: “Siden begravelsen har jeg slet ikke set nogen veninder. De har alle sammen skrevet og ringet, men jeg kan slet ikke være social endnu – med andre end min familie. Dem har jeg til gengæld været sammen med hver dag. Det giver lidt sig selv, at vi har brug for at være sammen. Vi er i den samme proces og har alle den der tomhedsfornemmelse efter at have mistet vores far. Og vi har alle sammen meget brug for at snakke om ham, sammen.”