
Bodil Jørgensen: Vi har meget mere kærlighed at give af, end vi tror
Vi har bedt den folkekære skuespillerinde afslutte en række sætninger om alt fra arbejde til kærlighed og det bedste råd, hun har fået
Af — 16. april 2019Hvordan er det egentlig at være skuespiller Bodil Jørgensen, 57 år, og aktuel med genopsætningen af det populære show Rytteriet – Live i Tivoli?
Vi har bedt Bodil Jørgensen afslutte en række sætninger.
Psst ... Se vores liste over de 15 bedste serier på Netflix.
Hverdag
Min dag begynder med ... “at min datter hopper op i sengen til os. Det er nok dagens vigtigste minutter, og jeg kan mærke, hvor meget jeg savner det i de perioder, hvor jeg på grund af en forestilling er væk hjemmefra.”
Jeg holder aldrig op med at bruge ... “mælk i teen.”
Min træningsrutine ... “er at gå med vores hund Godte. Det er en italiensk trøffelhund, som vi har haft i et år. Jeg har tre børn og troede ikke, at jeg havde mere kærlighed at give af. Men pludselig elsker jeg også en hund.”
En hverdagsklassiker er ... “at rydde op og rede seng med en kop kaffe i hånden.”
Hverdagslykke er ... “at nå at sidde i fem minutter og kigge ud i haven med resten af den førnævnte kop kaffe.”
Min dag slutter med ... “at jeg går en tur i mørket med hunden. Eller sådan foretrækker jeg, at den slutter, men ofte når jeg det ikke, fordi jeg er faldet i søvn i sofaen foran Deadline.”
Jeg fortryder ... “egentlig ikke noget. Så skulle det lige være fejlkøb, men aldrig eksistentielle ting. Jeg købte engang en puf, der skulle stå i stuen og se flot ud, men alle faldt over den. Den fortrød jeg lidt.”
Mine tanker om kærlighed er ... “at vi har mere af den i os, end vi lige går og tror. Det har jeg som sagt oplevet med min hund, men også siden jeg for tre år siden blev værge for en uledsaget flygtningedreng fra Syrien. Der er nok, der vender ryggen til dem, der har det svært. Jeg synes, at vi skal række hånden ud, hvis vi kan. Og vi må aldrig blive bange for vores medmennesker. At være værge har givet enormt meget kærlighed, der går begge veje. For sådan er det jo. Når man giver, så får man også ofte igen.”
Arbejde
Min arbejdsfilosofi ... “er altid at være nærværende og til stede. Det er selvfølgelig ekstremt vigtigt i mit arbejde, men burde måske være det i alles.”
Min arbejdsmoral er ... “at stå op og få det gjort. Udskydelser skal man lade være med.”
Mit drømmejob som barn var ... “at være kassedame. Jeg fik et kasseapparat i julegave, og hold nu op hvor jeg elskede det. Jeg puttede et tørklæde om vores bord og lokkede min bror til at sidde under det. Når jeg så sparkede til ham under bordet, trak han i tørklædet, så det lignede et varebånd, imens jeg slog på knapperne på kassen.”
Et godt arbejde er ... “al slags håndværk, der er godt udført. Jeg kender en mand, der reparerer mandoliner, og jeg synes, det er fantastisk at kigge på. Håndværk er så dejligt konkret, og jeg kan godt lide hele processen – og at der er et resultat.”