© Frederikke-Agnete Svarre

Brenda Roslyng: “Det er så stærkt at føle sig smuk i sin egen hud”

28-årige Brenda Roslyngs egne oplevelser med akne inspirerede hende til at lancere hudplejemærket Aasai. Aknen begyndte første gang, da Brenda var teenager, og er siden kommet i perioder, hvilket hun også gerne vil minde andre om: At akne kommer og går, og at ingens hud er perfekt.

"Prøv at gå ud uden makeup på – bare en enkelt gang. Det føles meget empowering, når man har haft en god aften"

Du har selv lagt billeder ud af din akne på din Instagram-profil. Hvorfor har du gjort det?
“Det er grænseoverskridende, men jeg gør det, fordi jeg ved, jeg selv bliver glad, når jeg ser andre dele den slags. Nogle gange tøver jeg lidt med at lægge et billede ud, hvis min hud er slået ud, men jeg ender med at dele det alligevel.”

Har du et godt råd til andre, som føler usikkerhed med hensyn til deres akne?
“Prøv at gå ud uden makeup på – bare en enkelt gang. Det føles meget empowering, når man har haft en god aften, og det går op for en, hvor ligegyldigt det er. No one cares. Du ville jo aldrig selv tænke: ‘Jeg vil ikke snakke med den person, fordi vedkommende har bumser’. Det er vigtigt at minde sig selv om, at det meste er oppe i ens hoved, og det er så stærkt at føle sig smuk i sin egen hud.”

Hvad hjælper din hud?
“Jeg synes, det er vigtigt at skylle min hud med iskoldt vand. Det hjælper virkelig på min akne. Jeg vasker ansigtet, indtil det nærmest begynder at fryse, fordi jeg føler, det skubber urenhederne frem i huden. Om aftenen vasker jeg med Aasais Black soap, hvor jeg først gør ansigtet vådt med lidt lunt vand og sæbe, og bagefter skyller jeg det af med iskoldt vand. Jeg plejer også at stille min Rose hydrasol i køleskabet, så den er kold, og sprøjter den på huden efter rens.

Jeg tænker over ikke at vaske ansigtet for meget, da det stripper huden for sine naturlige fugtende olier. Så om morgenen vasker jeg kun med vand, men med sæbe om aftenen – når man har været ude, er der kommet skidt på huden, som skal af. Mit råd er også at bruge så naturlige produkter som muligt og generelt ikke at bruge for mange produkter.”