© hey jack

Brimheim: “Jeg forsøgte først at være noget, jeg ikke er”

Helena Heinesen Rebensdorff, som står bag kunstnernavnet Brimheim, har levet perioder af sit liv i depressionens skygge. I dag benytter hun musikken som en livline, og hendes debutalbum, 'Can’t hate myself into a different shape', har medført store roser fra flere danske medier, ligesom hun i 2021 blev nomineret til ‘Årets håb’ ved prisfesten Steppeulven.

© hey jack

Hvad har været den største udfordring i din karriere?
“At jeg har stået i vejen for mig selv. Starten af mine 20’ere var ret turbulent: Jeg var flyttet fra København til Aarhus for at tage min bachelor, og jeg prøvede at være en helt anden version af mig selv, som jeg syntes var meget sejere, men som ikke var særligt afstemt med, hvem jeg i virkeligheden er. Jeg lavede en helt anden type musik, end jeg gør i dag – sådan noget computer-agtig pop – og jeg klippede mit hår helt kort og farvede det i alle mulige skøre nuancer.

Det er tydeligt for mig i dag, at jeg prøvede at være frygtløs, men at det kom fra et sted, hvor jeg ikke havde det særligt godt med mig selv. For 10 år siden blev jeg diagnosticeret med skizoaffektiv lidelse, som blandt andet giver depressioner – og min modreaktion var at drikke for meget og ryge for mange cigaretter. Jeg følte, at jeg skulle leve så hurtigt som overhovedet muligt for at få det meste ud af livet.

Da jeg vendte tilbage til København, gik jeg igennem en ret intens overgangsperiode. Jeg forlod en mandlig kæreste og sprang ud som lesbisk, lagde computer-poppen fra mig og greb min guitar igen, og det føltes, som om jeg vendte tilbage til mig selv. Det sjove er, at det faktisk først var på det tidspunkt, at min karriere for alvor tog fart. Det, tror jeg, har været min største udfordring hidtil: At jeg først forsøgte at være noget, jeg ikke var.”

© aníta eldjárn

Du taler åbent om, at du har kæmpet med psykisk sygdom, siden du var 11 år gammel. Hvorfor har du valgt at dele ud af det?
“Det er så fundamental en del af mig, at jeg har skullet acceptere, at jeg har et skrøbeligt sind, som kan give mig nogle ret intense problemer med jævne mellemrum. Det er en del af min historie. Jeg forsøger at leve mit liv så autentisk, som jeg overhovedet kan. Det ville være uærligt og uægte, hvis jeg ikke nævnte min sygdom, fordi den har haft så stor betydning for, hvem jeg er i dag – også som kunstner. Mit album Can’t hate myself into a different shape, som udkom i starten af 2022, blev til, mens jeg var i en meget mørk periode. Der brugte jeg musikken som en livline, som fik mig ud af tilstanden: Lige så snart jeg kom ind i studiet, føltes det, som om jeg blev genoplivet. Det var meget helende.

Jeg bliver enormt inspireret af mennesker, der tør være sig selv uden at forklare sig eller undskylde. Min kone er sådan: Hun undskylder ikke, hvordan eller hvem hun er – og hvis folk ikke forstår hende, så tænker hun, at det bare ikke er de rigtige mennesker at omgive sig med. Hvis jeg kan inspirere andre, er det fedt.” _