Caroline Sillesen laver nogle af de smukkeste smykker, du nogensinde har set

Den danske smykkedesigners univers er på én gang moderne, organisk og nostalgisk. Vi har taget en snak med kvinden bag det nye mærke Corali

Uanset om du er mest til funklende diamanter, diskrete smykker eller store statement pieces eller foretrækker arvestykker, har smykker en helt særlig betydning for de fleste af os.

Vi har snakket med smykkedesigner Caroline Sillesen, der siden hun var barn har samlet – på sten, fossiler og muslinger fra hele verden. Og det gør hun stadigvæk. Det er idéen om disse små, personlige objekter, der har været med til at inspirere hende til at starte sit smykkemærke, Corali, selvom hun oprindeligt er uddannet arkitekt.

Coralis *Souvenir Collection*, der udspringer af Carolines samling af strandfund fra Japans kyster.

Coralis Souvenir Collection, der udspringer af Carolines samling af strandfund fra Japans kyster.

Hvad er det særlige ved smykker?

“For mig er smykker små skulpturer. Men ikke den slags skulpturer, der hører til på et galleri og ikke må røres ved. De er formgivet med kroppens dimensioner, forløb og bevægelighed som forudsætning og bliver kun smukkere af at blive brugt. Det, som særligt interesserer mig ved smykker, er, at de får ‘samleren’ frem i os alle. At det er små værker, vi passer på og kun meget sparsomt udskifter eller tilføjer, og at det med tiden bliver en del af ejerens identitet. Mange har smykker, som de aldrig tager af. De patineres af hverdagen og kroppen og differentieres derfor gennem tiden.”

Hvad er dit favoritsmykke?

“Jeg er i gang med at lave en stor, skulpturel fingerring i guld til mig selv. Jeg har samlet alle de mindste afsavede rester og alt guldstøvet fra Corali-smykker gennem det sidste år og forærede mig selv en diamant til ringen, da jeg blev arkitekt. Jeg ejer den godt nok ikke endnu, men den skal være mit lille symbol på, at alting kommer til den hårdtarbejdende.”

Hvordan bruger du selv dine smykker til hverdag?

“Med mit tøj kan jeg prøve ting af efter humør, men mine smykker har en samhørighed over sig. Man kan sige, at mine smykker i højere grad reflekterer, hvem jeg er alle dage.”

Hvor finder du inspiration?

“I omvendte verdener. Indtil videre har jeg hovedsageligt været interesseret i havet, med alt hvad der hører til af vækst, landska- ber, væsener, lyde og sprog. Italo Calvinos bog De Usynlige Byer beskriver mange af de verdener, særligt én by, hvor luften er lavet af jord, og på den måde er dens verden altomsluttende og fyldt. Det samme finder sted i havet – det er fyldt og altomsluttende, men på samme tid rungende tomt.”

Hvad kendetegner dit design?

“Dets ærlighed. Corali er en blanding af organisk, intuitiv og skæv formgivning blandet med arkitekturens stramhed og lange tidsperspektiv. Og så er alle smykker håndlavede i København.”

Hvad kendetegner din nye kollektion?

“Jeg arbejder ikke som sådan i kollektioner og efter sæsoner. Jeg tænker de hidtil lancerede ‘kollektioner’ som forskellige fragmenter i historien om alle Corali-smykker. Souvenir Collection, og de smykker, der er vokset ud af den fortælling, udspringer af mine strandfund fra Japans kyster.”

Hvad håber du, kvinder føler, når de bærer dine smykker?

“At de er sig selv, og at Corali forstærker det.”