Cecilie Bahnsen designer haute couture, du kan cykle i

Forleden kørte en fremmed pige forbi Cecilie Bahnsen. Med god fart i pedalerne og iført en af designerens karakteristiske kjoler med store ærmer og dyb ryg cyklede hun ned ad en gade i Indre By i København. Først blev Cecilie lidt overrasket, for med en startpris på omkring 5.000 for en kjole er det endnu ikke blevet et hverdagssyn herhjemme at spotte en pige uden for modebranchen i et af hendes design. Ved nærmere eftersyn så hun, at cyklisten havde taget en hættetrøje inden under den sorte kjole, så den dybe ryg ikke viste hud, men gråt sweat-stof.

“Det så helt fantastisk ud. Jeg ville aldrig selv have stylet den sådan, men jeg blev meget inspireret. Når jeg ser mine kjoler på kvinder i for eksempel New York eller Paris, er det ofte på vej ud af en taxa, stylet med høje sko. Men for mig er det enormt vigtigt, at mit tøj ud over at være dekadent også afspejler den danske designmodel, der er karakteriseret ved brugbarhed. Derfor er jeg meget inspireret af den københavnske livsstil, og jeg arbejder altid hen imod, at mit tøj skal være funktionelt,” fortæller designeren, der på ganske få år har skabt sig en kometkarriere i den internationale modeverden og i øjeblikket er repræsenteret i 85 butikker verden over.

Haute couture møder flade sko

Det er små tre år siden, at vi mødtes for første gang. Cecilie Bahnsen havde netop installeret sig i et arbejdslokale på Østerbro og dermed skiftet køkkenet i sin lejlighed ud med en kælder, hvorfra hun tegnede, syede og broderede til langt ud på de sene nattetimer. Det var i januar 2017, og i de følgende seks måneder fulgte jeg i hælene på Cecilie, fordi hun et par måneder forinden var blevet kåret som vinder af Danmarks største modepris Dansk Design Talent – Magasin Prisen. Ved det afrundende interview i juni 2017 var Cecilie ved at udvide arbejdslokalet til også at bestå af nabokælderen. Medarbejderstaben var gået fra to til tre, og Cecilie havde – som hver gang jeg havde mødt hende – vanvittigt travlt. Denne gang var det med forberedelserne til sit andet show, der kom overraskende hurtigt efter debutshowet, fordi designeren fornemmede, at hun red på en bølge af opmærksomhed fra både hjem- og udland, som hun hverken turde eller burde misse. Og den bølge har endnu ikke lagt sig.

Stik modsat hendes brand, der hylder langsomt håndværk og tidløst design, har der faktisk ikke været andet end fart over feltet, siden Cecilie Bahnsen i 2015 flyttede tilbage til Danmark og startede mærke i eget navn efter syv år i London, hvor hun blandt andet arbejdede for John Galliano og Erdem.

“Det er uden tvivl min ustoppelige kærlighed til kjolens historie, der ligger til grund for mit mærke. Haute couture er så meget mere end ‘lige nu’, det er historiefortælling, både fra dem, der har lavet det, men også, fordi det er den slags tøj, der ofte går i arv fra generation til generation. I Danmark har vi en fin tradition for håndværk og historiefortælling, når det gælder møbler og arkitektur, hvorfor ikke få denne håndværkstradition til også at gælde dansk mode?” spørger hun, inden hun bliver afbrudt af en medarbejder, der lige skal have afklaret en mail til en udenlandsk forhandler.

Cecilies svar falder prompte og klart. Stik modsat to år tidligere, hvor enhver besked til medarbejderne nærmest blev hvisket ud, og hun tydeligvis havde svært ved at finde sig til rette i den nye rolle som nogens chef. Selv synes hun ikke at bemærke forandringen. Hun smiler og siger ‘tak’ til den ansatte, før hun fortsætter:

“Det var helt sikkert ikke et oplagt valg at lave haute couture i Danmark, og især min familie syntes, at idéen lød meget usikker. Men også mine mere kommercielle kontakter. De opfordrede mig alle til at lave i hvert fald én T-shirt i hver kollektion, så jeg vidste, at der var noget, der ville kunne sælge,” siger hun og uddyber, at hun er den eneste i familien, der arbejder i den kreative branche, men at bekymringen skam var reel nok.

Danske forbrugere er mere kendt for at cykle end at gå til galla, og hvis vi bruger mange penge på tøj herhjemme, stammer det gerne fra et kendt modehus – oftest med en dokumentation herom i form af et eller flere velplacerede logoer. Så hvorfor starte eget brand i Danmark med en prisklasse, der nemt matcher logoejernes, frem for at blive i London? Eller tage til Paris, haute couture-modens hjemby?

“For så tror jeg ikke, at mit brand ville se ud, som det gør. Jeg ville ikke kunne lave det, jeg gør, hvis jeg var blevet i udlandet, for København er en stor del af min filosofi og funktionelle æstetik. For ikke at gøre det hele for højtravende styler vi for eksempel altid kjolerne med flade sko og strik til vores shows. Jeg ser det som min vigtigste opgave at finde den der balance mellem dekadence og enkelhed, og den tror jeg aldrig, at jeg kunne ramme, hvis jeg boede i London eller Paris.”

Fra 1 til 4 lokaler, fra 2 til 10 ansatte

Ud over den mere jordnære æstetik er der også en anden grund til, at Cecilies valg faldt på København. Nemlig tempoet.

“I London er der en konstant higen efter det nye. Det kan både være en fordel og en ulempe som ny designer. For det kan hurtigt føre til hype, men lige så hurtigt til døgnflue-effekten. Herhjemme er det min erfaring, at man som nyetableret skal råbe op lidt højere og længere. Men det passer mig egentlig meget fint. At det hele ikke går så stærkt, hverken med at blive opdaget eller glemt. Og når det er min ambition at lave slow fashion, er det er svært at gøre i en by, hvor alt skal gå hurtigt,” siger hun.

Travlhed er ellers præcis, hvad der hersker i det lyse kælderlokale, der er blevet yderligere ekspanderet og nu tæller fire rum. Iført de genkendelige, voluminøse silhuetter er nu ikke fire, men ti fastansatte medarbejdere i firmaet Cecilie Bahnsen ApS i fuld sving. Deres chef kom hjem fra London i går aftes og rejser til Milano i morgen, så der er mange møder på programmet, hvor spørgsmål om shows, forhandlere, materialer og kampagneskydninger skal afklares. Selvom Cecilie har ansat en operational director, er hun stadig med i mange beslutninger. Og dem er der kun blevet flere af de seneste par år.

“Den største udfordring er at få produktion og design til at gå op. Desto mere vi vokser, desto mere fylder den del af arbejdet, som ikke er naturlig for mig. Jeg er uddannet i design, ikke i business, og mens alt det kreative kommer helt intuitivt til mig, er det organisatoriske stadig noget, som jeg er ved at lære,” fortæller hun.

Kaffen er lige så sort, som sidst vi sås. Men på de omkringhængende babydollkjoler, vide skørter og broderede skjorter har der sneget sig flere farver ind. Cecilies sort-hvide univers har fået følgeskab af syregule og midnatsblå toner, og de faste materialer som kvilt, strik og silke af broderede blomster og perlemønstrer.

“Mine yndlingsfarver er stadig sort og hvid, men i min glæde over at bygge look op af forskellige materialer og lag-på-lag er jeg virkelig begyndt at få øjnene op for, hvordan farver også kan være med til at skabe sådanne aspekter. En transparent gul kjole uden på en anden gul kjole giver måske et helt nyt udtryk eller tone,” siger Cecilie, der selv er i sort nederdel og hvid T-shirt – med et lille gult ansigt på.

Det smiler, ligesom Cecilie hyppigt gør, men der er lidt mere træthed at spore i designerens end i smileyens øjne.

“Når det gælder detaljer og håndværk, har jeg næsten OCD, så der kan jeg ikke gå på kompromis. Det gør jeg så i stedet med tiden til min kæreste, venner og familie. Heldigvis er min omgangskreds begyndt at få en fornemmelse af, at det her ikke bare er mit arbejde, men mit liv, så de er begyndt at kigge forbi værkstedet, som var det mit hjem,” fortæller Cecilie og peger på en stol, hvor hendes engelske kæreste Daniel Frost, der er illustrator, ofte sidder og arbejder, før hun fortsætter:

“Sidste december havde jeg som altid op til en modeuge virkelig travlt, så i juledagene holdt jeg åbent hus med gløgg hernede. På den måde blev der plads til et pusterum, når venner og familie kiggede forbi.”

Men det er okay, at det er sådan, slår Cecilie fast, for både tempoet og de mange udfordringer er en daglig reminder om, at det går godt. Det samme er antallet af pakker i kælderlokalet.

“For at kunne sikre kvalitetstjek sender vi selv alle vores varer herfra, og der er ikke nogen tvivl om, at antallet af pakker er vokset de seneste år. Det er selvfølgelig kaotisk med papkasser overalt, men når jeg så lige kigger på dem og ser, hvor de er på vej hen – Italien, New York, Tokyo – bliver jeg da stolt. Det er en gave, at vi på så relativt kort tid er gået fra, at ingen rigtigt vidste, hvem jeg var, og hvad jeg lavede, til at rigtigt mange kender mit brand,” siger hun, før hun irettesætter sig selv:

“Eller en gave er nok et forkert ord, for det lyder, som om jeg har fået succesen foræret, og det er ikke tilfældet. Jeg har knoklet, men der skal ikke herske tvivl om, at jeg føler mig meget heldig over, at min måske lidt naive vision om at lave haute couture med base i København er lykkedes og blevet taget så godt imod.”

På hjemmebane med internationalt udsyn

Ganni, Saks Potts, Emilie Helmstedt, Stine Goya, Rotate og Cecilie Bahnsen er bare nogle af de mange danske mærker, som har gjort sig bemærket de sidste år blandt international presse og internationale forhandlere, og som har medvirket til, at den københavnske modeuge er blevet et tilløbsstykke. Det er da heller ikke ren altruisme, der gør, at Cecilie er glad for de andres succes:

“Jeg ville ikke alene kunne få alle de vigtige aktører til at rejse til København en kold januar-uge. Derfor er det supervigtigt for mit brand, at der er andre danske brands, der også vækker opsigt i udlandet,” forklarer hun.

Men modsat for eksempel Ganni, der laver tøj og accessories i (forholdsvis) alle prisklasser, gør det enorme håndværk, der ligger bag Cecilie Bahnsens design, det meste af hendes tøj til en lille investering. I de første mange år var det derfor især det asiatiske marked, der købte hendes ting.

“Specielt japanerne er ikke så bange for at bruge mange penge på et ukendt mærke, det, de går op i, er kvalitet og håndværk. I takt med at vi er vokset som navn, er vi også blevet rigtigt store på det amerikanske marked, og det har været virkelig sjovt at se, hvor forskellig Cecilie Bahnsen-pigen er i Asien og i USA,” fortæller Cecilie, der godt kan spotte, hvilke af hendes design der vil gå godt i henholdsvis Tokyo – de mere asynkrone, lag-på-lag-design – og i L.A. – de mere feminine, enkle items. “Jeg er dog meget opmærksom på ikke at lade mig påvirke af de forskellige markeders forventninger eller bevidst målrette mine items i kollektionen. Allerhelst så jeg, at mine kollektioner blev forhandlet samlet, fordi jeg bygger dem så meget op som et univers,” forklarer hun.

Et stærkt dna er netop kendetegnende for Cecilie Bahnsens design, og det seneste år har Europa for alvor fået øjnene op for hendes simple formgivning, bløde farvepalet samt store kærlighed til detaljer og håndværk. Blandt andet har hun netop fået Galeries Lafayette i Paris og Corso Como i Milano som partnere.

“Det lyder lidt fjollet, at vores nye marked er Europa, når nu jeg er en dansk designer. Men europæerne har klart en tendens til at skulle se tingene lidt mere an, før de vil investere i et brand. Se, om der er en holdbarhed i ens navn. Og derfor er det selvfølgelig rigtigt dejligt at mærke, at jeg nu har skabt så meget tillid til mit produkt og mit univers, at kvinder i Europa og ikke mindst herhjemme har lyst til at investere i mit design. Men det er klart, at vi også tænker på at lave noget lidt billigere for at komme endnu mere ind på det danske marked. Jeg vil jo også gerne se fremmede eller mine veninder gå i mine ting,” siger hun og vender tilbage til den forbipasserende pige på cykel:

“Det føltes virkelig som det største kompliment, så jeg var lige ved at råbe ‘tak’ til hende, men jeg er jo bare ikke typen, der råber så meget op,” siger hun.

Og det er ikke en overdrivelse. Nærmest samtlige interviews med Cecilie – inklusive mit eget fra sidst – beskriver hende som ekstremt ydmyg, og det kan de største modepriser og fornemmeste forhandlere vist ikke ændre på. Eller kan de?

“Det tror jeg ikke. Men heldigvis er mine kjoler åbenbart ret gode til at råbe op for mig,” siger hun med et smil, der er større end smileyens på T-shirten.