© Josephine Löchen

Cecilie og Amalie: “Når vi ser billeder af os selv, kan vi ikke engang selv se, hvem der er hvem”

Vi har mødt tvillingerne til en snak om, hvordan de blev opdaget som modeller, deres karriere og helt særlige forhold til hinanden

18. april 2019 af Annelise Hartmann Eskesen

At blive model var aldrig noget, tvillingerne Amalie og Cecilie Moosgaard, 19 år, så som en mulighed under deres opvækst i Ikast. Men et tilfældigt møde førte pigerne til Milano, hvor de blev booket til at gå show for Prada – en uge efter at de var startet i gymnasiet.

Hele livet er de ellers løbet fra, hvor ens de ser ud, men som modeller er det deres vigtigste trumf. 

I sofaen hos modelbureaet Le Management i København sidder to langbenede nordiske piger med brunt hår og næser, der peger let opad. Deres øjne er mandelformede og meget smilende, deres bryn er buskede, og læberne er bløde. Begge har en sort blazer på, og det er svært at skelne den ene fra den anden.

“Nogle gange, når vi ser et blad med billeder af os selv, kan vi ikke engang selv se, hvem der er hvem,” siger Amalie Moosgaard, der sidder til venstre i sofaen.

“Det er rimeligt syret,” supplerer Cecilie Moosgaard, der sidder til højre. Men der er selvfølgelig forskel på de 19-årige tvillinger og modeller.

“Hvordan er det nu,” siger Cecilie og tænker et øjeblik: “Jo, jeg har et lidt større mellemrum mellem tænderne,” siger hun.

Amalie tager sig til kindbenene og siger, at hun vist er lidt mere firkantet i ansigtet.

“Det er i hvert fald det, fotografer og makeupartister lægger mærke til,” siger hun.

Og så er Amalie mere stædig, siger hun, og den, der kommer først ind ad døren, hvilket hun ser som en helt naturlig konsekvens af at være den ældste. Med tre minutter.

“Det er de vigtigste tre minutter, når vi har de der småskænderier om, hvem der har mest ret til tingene,” siger Amalie og smiler. 

Hvem er Prada?

Amalie og Cecilie indledte deres karriere på en catwalk, der bliver betragtet som en af de sikreste, hvis man går efter en international karriere som model, nemlig Pradas. Ikke at de to piger fra Ikast nogensinde havde hørt om det italienske modehus, da de blev spurgt, om de ville gå showet. 

“Vi vidste ingenting om mode. Vi var bare nogle naive, meget små jyske landsbypiger, der gik i skole, spillede håndbold og hyggede os. Og det er jo egentlig en meget dejlig kontrast til den her branche, når man tænker over det,” siger Amalie. 

Da hun som 13-årig blev opdaget af en modelspejder på gågaden i Aarhus, havde hun aldrig selv set nogen fordel i at være høj og ranglet. Hun følte sig som en ‘ret akavet person, der var langt tilbage i skoene’, og forstod det ikke rigtigt, da Lina Bjørnø fra Le Management sagde, at hun havde potentiale til at blive en stor model. 

Amalie svarede, at det ikke lige var noget for hende, og gik videre. Men så en dag fik Lina Bjørnø øje på Amalie igen. Denne gang havde hun sin søster med. Spejderen blev meget begejstret, da det gik op for hende, at der fandtes hele to af de smukke, høje piger, og de smukke, høje piger sagde uimponeret ja til et møde på bureauet. 

Her blev alle enige om, at det var en god idé at lade nogle år gå, da pigerne hverken var gamle, høje eller udviklede nok. Eller parate til det cirkus, en international modelkarriere til tider kan føles som.

De næste to-tre år skænkede Amalie og Cecilie ikke deres måske kommende karriere som modeller mange tanker. De hyggede sig bare og spillede håndbold. 

Indtil der, lige efter de var fyldt 16 år, var bud efter dem i Milano. Her blev de helt uprøvede modeller tilbudt at være exclusive for Prada – det vil sige, at de ikke må gå show for andre mærker – men forud for selve showet lå en meget lang proces, der gav dem et indblik i, hvilken hård branche de var på vej ind i. 

Cecilie fortæller: “Vi kom til Milano to måneder inden showet, hvor vi skulle ses an af en stylist og hoveddesigner fra Prada. Vi havde lige lært ‘at gå’ (på en catwalk, red.), og så var vi inde at gå for dem i 15 minutter. Vi blev booket, fløj hjem og kom så tilbage til Milano en uge inden showet.” 

Amalie fortæller videre: “På dagen blev vi kastet i en makeupstol, fik vores look, der var meget ens, og blev sendt ind på catwalken lige efter hinanden. Det var helt klart det der tvillinge-noget, at vi så så ens ud, de syntes, var fedt”.

De var på gulvet i 30 sekunder, og det gik så hurtigt og var så overvældende, at de dårligt nok kan huske, at de er trådt ud på catwalken. 

Showet fandt sted, en uge efter at de var startet på handelsgymnasiet, som de var fast besluttede på at gennemføre. Flere sagde, at det var værd at overveje, om de ville bruge tid på skolen lige nu. Men det ville de.

“Vi anede jo ikke, hvad det indebar at gå Prada, men i årene efter kunne vi godt mærke, at det var dét job, der gjorde forskellen for os. Og at vi fik meget travlt,” siger Amalie.

Modeljobbet udviklede sig til et fuldtidsjob med konstante flyvninger rundt i hele verden, hele tiden, for at gå jobs for Valentino og Dolce & Gabbana, skyde Vogue, Numéro og lave Zara-kampagner. Der var i den grad bud efter the Moosgaard twins. 

“I 1. g var vi ikke i skole,” opsummerer Amalie.

“Vi rejste rundt. Så havde vi én dag i New York, én dag i L.A. og så videre til London og så lige en uge i Paris.”

Selv for to pligtopfyldende og flittige piger hang det ikke sammen med at gå i en almindelig klasse, så de fik lov at rykke over til Team Danmark, hvor alle andre elever på grund af deres forskellige sportskarrierer også havde meget fravær, og hvor undervisningen var tilrettelagt derefter.

Når de andre elever kom i skole direkte fra morgentræning, kom Amalie og Cecilie direkte fra et
morgenfly. De lærte at fylde deres håndbagage med skolebøger om virksomhedsøkonomi, afsætning, engelsk og tysk. I fly, lufthavne og mens de ventede på look til et show, sad de og lavede afleveringer og læste op på fagene. 

“I 1. og 2. g tænkte vi mange gange, at hold kæft, det ville være nemmere kun at gøre én af tingene,” siger Cecilie, og Amalie supplerer: “Modeugerne har især været hårde, hvor man render rundt til casting i 14 timer om dagen og skal lave lektier bagefter.” 

Men det lykkedes, og de to unge kvinder fik i slutningen af juni sidste år deres blå huer. På Instagram lagde Cecilie et billede op af sig selv bag på en andens cykel en sommerdag og skrev: ‘Sjålålålååååå!!!! nationens højeste fraværsprocent OG student’. 

Nej tak til fælles Instagram-profil 

De bor stadig hos deres forældre i ‘lille pisse-Ikast’, men rejser mere, end de er hjemme. Et skøn er, at de laver halvdelen af deres jobs sammen og halvdelen hver for sig.

“Vi kan simpelthen ikke finde ud af, hvad der gør, at de vælger den ene frem for den anden,” siger Amalie. Cecilie mener, at kunderne finder et foto, de godt kan lide, og vælger ud fra det. 

“Og hvis Amalie melder sig syg, så tager jeg den bare. Det har vi gjort et par gange, og det er helt fint for kunderne,” siger hun og tilføjer, at bureauet også er gode til at fordele jobbene ligeligt imellem dem. 

De er glade for at blive booket hver for sig og ikke altid at være ‘tvillingerne’, hvilket de var trætte af at blive kaldt som små.

“Vi er rent faktisk to forskellige personer,” siger Cecilie bestemt.

“Folk syntes også, at vi skulle have en fælles Instagram-profil, der hed Moosgaard-tvillingerne. Men det skulle vi ikke!,” siger Amalie.

Når det så er sagt, er det trygt at have en søster i en branche, der til tider kan være hård for en ung kvinde, der er ved at lære sig selv og sine egne grænser at kende. Cecilie var en gang i et fotostudie, hvor der hang nøgenbilleder af Kate Moss, som fotografen, der nu skulle fotografere hende, også havde taget.

“Og så bliver man i tvivl, når de siger, at man skal tage trøjen af. Skal jeg tage den af? Er det okay at beholde den på? Hvis Kate Moss har gjort det, kan jeg måske også? Så er det godt at have en, der forstår branchen, at drøfte det med,” siger Cecilie, der endte med at beholde tøjet på overkroppen. 

“Man bliver meget hurtigt voksen i den her branche,” konstaterer Amalie.

Men det ser hun mest af alt som noget positivt: At de har lært at stå på egne ben og sige fra, når noget er urimeligt. Og heldigvis har modeller generelt fået bedre forhold end for bare tre år siden, hvor de unge kvinder entrerede branchen. 

Ventetiden er ikke så slem mere, hele #MeToo-bevægelsen har gjort en forskel for, hvad fotografer og andre tillader sig, og det er ikke længere nødvendigt – som pigerne fik at vide i gamle dage – at tage en pude med til en Dior-casting, der havde ry for at trække ud i mange, mange timer.

Nu, hvor de ikke længere er kronisk bagud i skolen, nyder de modeljobbet endnu mere og forlænger deres rejser til udlandet med nogle feriedage. De bliver i branchen, så længe det er sjovt, og bagefter vil de gerne læse videre: Cecilie overvejer noget handelsorienteret, måske på CBS, mens Amalie overvejer alt fra PR/marketing til jura.

“Men vi er stadig kun 19! Vi prøver at nyde det her og se, hvor det fører os hen,” siger Amalie, og Cecilie konstaterer, at det jo er svært at se mange år ud i fremtiden, når de ikke engang ved, hvilke jobs de skal på i næste uge, for sådan er branchen.

Men branchen er også sådan, at Elle UK lige pludselig ringer, siger Amalie. 

“Og så bliver man fløjet til et stort, flot hus på Sicilien med citrontræer uden for vinduet, og der er så smukt, og man tænker: ‘Hvordan er jeg lige endt her? Hvad sker der for vores liv-agtigt’. Der rammer det en, at det er for vildt, det vi laver, og vi får lov at rejse rundt og se så meget af verden. Det er for skørt, det vi har gang i her, men det er fedt.” 

Måske er du interesseret i ...

Gør som 24.000 andre

Seneste