Celine Aagaard: "Vores ambitioner er at vokse organisk og ikke hurtigt"

Med bæredygtige Envelope1976 vil Celine Aagaard sammen med medstifter af brandet Pia Nordskaug gøre op med fast fashion og i stedet præsentere items, som er tidløse og kan bruges på mange forskellige måder.

KvzFabsA

KvzFabsA

© Celine Aagaard

Hvad var de vigtigste initiativer at inkorporere i Envelope1976?
“Det var vigtigt for os at fokusere på både bæredygtige materialer og tidløst design, der kan bæres på forskellige måder – en af vores kjoler er for eksempel todelt, så den kan bruges som både kjole og top eller med bukser indenunder, og man kan fjerne ærmerne på vores striktrøjer og læderjakker, så de bliver til veste. Vi arbejder med genbrugstekstiler, som udelukkende er vegansk farvet, og for at gøre produktionen mere bæredygtig og lokal er mange af vores items håndsyede. Vi holder ikke udsalg og laver kun få stykker af hver style.”

Hvad er det sværeste ved at lave bæredygtigt tøj?
“Ikke alene koster det flere penge, det kræver også meget hårdere arbejde og research. Nogle items er nærmest umulige at lave, og somme tider må vi også indse, at vi ikke kan lave tøjet som først planlagt, hvis for eksempel tekstilerne kun fås i ikke-bæredygtige materialer. Det er selvsagt ikke bæredygtigt at producere nyt, så hvis vi skulle gå hele vejen, skulle vi alle stoppe med at købe nyt tøj og slet ikke producere noget som helst. Med det sagt håber vi på at kunne inspirere til en mere bæredygtig tilgang i modebranchen, hvor hvert enkelt lille skridt hjælper andre til at træffe nogle valg og tænke sig om, inden de køber nyt.”

Hvordan ser fremtiden ud for Envelope1976?
“Vores ambitioner er at vokse organisk og ikke hurtigt. Vi har åbnet en concept store i Oslo og netop åbnet en butik i stormagasinet KaDeWe i Tyskland. Vi tænker dagligt over, om vi kan gøre tingene på en ny og bedre måde, hvad angår både design og produktion. Det er en hård branche, eftersom vi skal tænke på både planeten og vores forretning, så vi træffer ofte svære valg. Alt i alt bevæger vi os i den rigtige retning, men vores forbrug skal helt klart sænkes. Vi har nye bæredygtige initiativer på vej, og derudover fokuserer vi på at skabe nye design ud af i forvejen eksisterende materialer.”