Charlotte Gainsbourg: “Vi har meget skyldfølelse i familien”

Når man møder en ikonisk kvinde som Charlotte Gainsbourg, håber man, at hun rent faktisk er sød i virkeligheden. Ikke for travl, overfladisk eller hurtig i sine svar – selvom det ville være til at forstå, hvis den fransk-britiske sangerinde og skuespiller ikke orkede det helt store mellem lydprøve og koncert på Vega en kold vinterdag i København. Men Charlotte Gainsbourg skuffer ikke. I de aftalte 40 minutter svarer hun fyldestgørende på alle spørgsmål, inklusive dem, der er svære at stille. Med blid stemme og roligt toneleje uden på noget tidspunkt at hæve stemmen eller rykke frem i stolen for at understrege sine pointer. Hun taler bare. Og man lytter. Det samme gør sig gældende på scenen, hvor hun en times tid efter interviewet har noget at sige. Det fornemmer den fyldte sal i Vega, klapsalverne stilner af, og Charlotte Gainsbourg taler ind i sin mikrofon: “Det var numrene Kate og Charlotte – i den rækkefølge. Det var det, hele min barndom handlede om, Kate og Charlotte. Jeg har dedikeret min seneste plade til Kate, og denne aften vil jeg også dedikere til hende.”

Kate er her nemlig ikke mere. I december 2013 døde Charlotte Gainsbourgs storesøster efter et fald fra vinduet på fjerde sal i sin lejlighed i Paris’ 16. arondissement. Frankrigs kulturminister kondolerede på nationens vegne, og Charlotte Gainsbourg blev, ligesom resten af familien, slået omkuld. Der er gået lidt over fem år, og dødsfaldet definerer stadig i høj grad Charlotte Gainsbourgs liv.

Den svære skyldfølelse

“Hun var min storesøster i alle betydninger af ordet. Og mit anker. Jeg fulgte i hendes fodspor, hun prøvede alt før mig, og jeg så meget op til hende,” begynder Charlotte Gainsbourg. “Hun har altid beskyttet mig. Da jeg var otte, og hun var 12, var vi ude for et biluheld, og allerede dengang passede hun på mig. Jeg fik hul i hovedet, og hun havde blod i hele munden, og jeg har bare den der meget stærke erindring af at have en storesøster, der passede på mig, selvom hun selv var svært tilredt.”

Kate Barry blev født i London i 1967 som barn af den britiske skuespiller Jane Birkin og den britiske komponist John Barry, der gik fra hinanden, før Kate nåede at fylde et år. Jane Birkin tog sin datter med til Paris for at forfølge sin skuespillerkarriere, og her mødte hun den allerede dengang legendariske Serge Gainsbourg på et filmset. Den arketypiske, smukke britiske pige og Frankrigs storrygende, whiskybegejstrede musikgeni blev hurtigt et par, Frankrigs mest feterede.

De indspillede også en sang sammen, den ikke spor uskyldige stønnesang Je t’aime moi non plus, der blev forbudt af BBC og fordømt af Vatikantet, hvilket hjalp salget godt på vej over hele verden. Sangen katapulterede Birkin-Gainsbourg-parrets popularitet til nye højder, men for Kate, der var to år, da hendes mor stønnede sig gennem indspilningerne, var det ikke en sjov reference, og hun blev drillet med sangen langt op i sine unge år. Kate fik heldigvis to søstre at dele sin ikke helt gennemsnitlige familie med: Charlotte Gainsbourg i 1971 og Lou Doillon, der blev født i 1982, efter Jane Birkin og Serge Gainsbourg var gået fra hinanden. Begge Kates små søstre havde hver deres egen far, men Kate selv havde kun Serge Gainsbourg til låns, fortæller Charlotte Gainsbourg.

“Min far var der som substitut i en periode, og så forsvandt han ud af Kates liv, da mine forældre gik fra hinanden. Så tog han sig igen kun af mig. Der har altså ikke helt været balance i hendes liv.”

Professionelt gik det ellers godt. Ligesom Charlotte, der som bekendt blev sanger og skuespiller, og Lou, der også er sanger, var Kate kreativ – som Lou siger i et stort familieinterview i fransk Vogue, var deres familie ikke en, hvor man overvejede, om man skulle blive læge.

Kate blev sidenhen fotograf. Hele barndommen havde hun rendt rundt med et polaroidkamera i hånden og fotograferet sine søstre, så da hun var 28 år, sprang hun ud i en karriere som fotograf med udstillinger rundt omkring i verden og billeder i alle de største franske magasiner, herunder Vogue. Men Kates privatliv var der mindre tjek på, og det var i offentligheden ikke nogen hemmelighed, at hun drak for meget og tog stoffer. Engang blev hun sendt på afvænning i England, betalt af sin fars nye kone. Hun blev så overrasket over at møde så mange mennesker, som gik igennem det samme som hende selv, og som var så ærlige om det, at hun efterfølgende kontaktede ministre, rejste penge og fik åbnet et lignende sted i Frankrig – med den store forskel at det skulle være økonomisk tilgængeligt for alle. Selvom Kate Barry havde travlt som fotograf, fandt hun indimellem tid til at besøge stedet i årene op til sin død.

“Jeg fortalte Kate alle mine hemmeligheder. Men selvom vi var meget tætte, ved jeg ikke, om hun fortalte mig alle sine. Jeg forstod nok ikke, før hun døde, hvor meget hun led,” siger Charlotte Gainsbourg. Efter to sekunder fortsætter hun: “Man ved stadig ikke, om det var selvmord eller ej. Vi ved det slet ikke. Vi er ikke sikre på noget. Men hvis det var selvmord, har vi ikke set, i hvor høj grad hun led. Og derfor har vi meget skyldfølelse i familien. Og mange spørgsmål, som vi går og stiller os selv alt for sent. Det er kompliceret med selvmord, og selvfølgelig er det endnu mere kompliceret, når vi ikke engang ved, om det er det, der er sket. Men vi har talt meget om det, min mor, Lou, Kates søn og jeg. Vi tænker stadig på det hele tiden, og jeg har brug for at snakke rigtigt meget om det.”

Charlotte Gainsbourg har også haft brug for at synge om sine følelser efter at have mistet ‘sit anker’. “Jeg var allerede i gang med at skrive det nye album, da min søster døde. Selvfølgelig stoppede jeg op, da det skete, men efter noget tid havde jeg lyst til at fortsætte. Og de eneste tekster, der kom ud af mit hoved, var om hende,” siger Charlotte Gainsbourg, der på pladen både synger om sin søsters død i 2013 og sin fars død i 1991.

Følelser på fransk

Første gang Charlotte Gainsbourg optrådte som sanger, var hun bare 12 år. Hendes far, som ikke gik af vejen for en god provokation, havde taget hende med i studiet til indspilningen af sangen Lemon Incest, der handler om en stor kærlighed mellem far og datter. I musikvideoen ligger Serge og Charlotte Gainsbourg, der først mange år senere rigtigt forstod sangen, i en seng sammen og synger om den kærlighed, de aldrig kommer til at få forløst. Tvetydigheden i sangen blev en regulær skandale i Frankrig, men Serge Gainsbourg forsvarede den offentligt og sagde, at den selvfølgelig ikke havde noget med incest at gøre.

Da Charlotte Gainsbourg var 14, begyndte hun at skrive dagbog, og det var her, at hun fik øjnene op for at skrive. Men det er først nu, på sit femte album, at hun gør brug af disse evner. På de foregående fire album er det nemlig andre, der har skrevet teksterne. Det allerførste album, hun udgav i eget navn, hed Charlotte For Ever og var skrevet af hendes far. Andet album kom først 20 år senere, fordi Charlotte Gainsbourg ikke følte, at hun var noget, rent musikalsk, uden sin far, som døde, da hun var 19 år. Tredje og fjerde album kom i 2009 og 2011. I årenes løb er det blandt andet Beck og Jarvis Cocker, der har skrevet teksterne. Charlotte Gainsbourg satte sig ned med dem og fortalte “nogle meget private ting, som de så omsatte til tekster,” siger hun, og det gav nogle album, der ganske vist er personlige og ligger tæt på Charlotte Gainsbourgs følelsesliv, men som også har personlighed fra dem, der har skrevet teksterne.

Med Rest er det anderledes. Af to grunde. For det første har Charlotte Gainsbourg denne gang selv skrevet teksterne, og for det andet har hun skrevet dem overvejende på fransk. Selvom hun denne aften i Vega også demonstrerer et formfuldendt engelsk, er fransk i højere grad Charlotte Gainsbourgs modersmål. “I min barndom talte vi kun fransk derhjemme i Paris. Når vi besøgte min mors familie i England, talte vi ganske vist engelsk, men jeg havde vist en meget tyk fransk accent dengang. Indtil min far begyndte at samarbejde med amerikanske musikere i 80’erne, talte han meget dårligt engelsk, og min mor, Kate og jeg kunne bruge engelsk som et kodesprog, han ikke forstod,” fortæller hun.

Hun foretrækker også at lave interviewet på fransk, da det ligger tættere på følelserne end engelsk, siger hun. Men det er også derfor, at det nye album har været så grænseoverskridende at lave. På fransk kommer teksterne nemlig endnu tættere på den ellers ret private person Charlotte Gainsbourg.

I processen med Rest henvendte hun sig til den franske houseproducer og dj Sebastian, som blandt andet har produceret for Frank Ocean og Daft Punk, men som ikke er tekstforfatter. Så hun vidste, at “det med teksterne ville blive en ting, (de) skulle finde ud af på en anden måde.” Hvordan vidste hun ikke, og i begyndelsen var det ikke meningen, at hun ville skrive dem selv.

“Men til sidst prøvede jeg. Jeg var ikke så selvsikker i forhold til det, jeg fik skrevet, så jeg opsøgte nogle folk, der kunne arbejde videre med mine tekster. Men det endte med, at jeg ikke brød mig om det, de lavede om. Det tog mig lang tid at indse, at alle klodsethederne var det, der gjorde, at man kunne se, at teksterne kom fra mig.”

Da hun gik i gang med at indspille pladen, havde hun i mange tilfælde versene på plads, men ikke omkvædene. De var lettere at skrive på engelsk, som hun synes er et mere rytmisk og musikalsk sprog, så “hvorfor ikke bare udnytte begge sprog”. Selv mener hun, at de franske passager på pladen er mere rå og direkte end de engelske. For eksempel er nummeret Kate skrevet på fransk og rummer passager som ‘på vej til skole, du sang dine idolers sange, ubekymret troede jeg.’ Hun synger også om alkoholen: ‘Tæmmet af alkohol, uden trøst, fortabt for altid’. Og spekulerer: ‘Tror du, at vi er ens? Vi skulle blive gamle sammen. Vores uperfekte verden’. Men mere ‘hæsligt’ endda, hvis Charlotte Gainsbourg selv skal sige det, bliver det på nummeret Lying with you. Sangen handler om dagene efter hendes fars død, hvor hun blev ved hans side. Hun kunne ikke gå fra ham. ‘Jeg lagde mig ved siden af dig. Jeg tog mig den ret, uden frygt og dit bare ben stak ud under lagnet, uden skam og med koldt blod’.

Serge Gainsbourg døde som 62-årig af en blodprop, og trikoloren gik på halv. Frankrig havde mistet et geni, og Charlotte Gainsbourg havde mistet sin far, uden at nå at blive gammel nok til at have rigtige voksensamtaler med ham. Den vigtigste person i hendes liv var væk, og hun ville ikke tale om det med nogen. “Alle omkring mig snakkede så meget om ham, at jeg ikke kunne. Offentligheden ville vide alt og skrev alt, hvad der var at sige om ham. Han var overalt, så når jeg blev spurgt, nægtede jeg at udlevere mine egne minder. Jeg havde brug for at holde på vores hemmeligheder,” siger hun.

“Jeg kan ikke sætte en dato på, men for ikke så forfærdeligt længe siden er jeg blevet mere komfortabel med at snakke om ham. Især i udlandet, hvor han ikke var nær så kendt som i Frankrig. Og nu er jeg også klar til at synge om ham. Men på den mest ‘chokerende’ måde, nemlig om at se ham død. Det er det, der har rørt mig mest. Og derfor var det den måde, jeg ville tale om ham på. Jeg ville vise modsætningen mellem en betingelsesløs kærlighed og en stor smerte med et næsten forfærdeligt billede,” siger Charlotte Gainsbourg.

God nok alene

Efter at have mistet to af dem, der stod Charlotte Gainsbourg allernærmest, er det, som om hendes mor er den eneste, hun har tilbage, siger hun. “For mig er hun virkelig vores families solide hjørnesten. Det er hende, der sidder på alle minderne, og så er hun nok den, der nogensinde har forstået min far bedst,” siger Charlotte Gainsbourg.

Jane Birkin har også været med til at udbrede kendskabet til Serge Gainsbourgs musik efter hans død, længe efter de gik fra hinanden. Og da han skulle begraves, var det Jane Birkin, der fandt et godt, synligt sted på Montparnasse-kirkegården at begrave ham – for han ville ikke bryde sig om at ligge et stille sted, hvor man ikke kunne se ham, mente hun.

Men, siger Charlotte Gainsbourg: “Min mor glemmer nogle gange, at hun er sig selv, at hun også eksisterer i egen ret og ikke kun på grund af min far. Hun er selv en hel person. Nogle gange tænker jeg på, om hun selv synes, at hun kun er nogen i kraft af ham, men samtidig tror jeg også, at han i høj grad var noget takket være hende.”

I Vogue, hvor også Jane Birkin er blevet interviewet, kommer hun selv ind på emnet og omtaler sit ungdoms selv som “køn nok uden at være smuk. En almindelig engelsk pige”. Hun fortæller også, at det var Serge, der gjorde hele forskellen for hende – var hun blevet i England, var der “ikke sket noget”. Det er tilsyneladende et problem i familien ikke at føle sig god nok ‘alene’, det gjorde Charlotte Gainsbourg heller ikke i begyndelsen. “I dag ved jeg faktisk heller ikke, om jeg er noget uden mine forældre, men det gør ikke noget. Det generer mig ikke, hvis jeg er blevet til noget på grund af dem,” siger Charlotte Gainsbourg og smiler.

Flugten til New York

I dag bor Charlotte Gainsbourg i New York. For fire et halvt år siden forlod hun Paris – en by, hun elsker og føler sig hjemme i. Men da Kate døde, kunne hun ikke længere holde ud at bo der.“Jeg ville væk fra Paris!” siger hun relativt bestemt for første gang under hele samtalen.

Paris, der minder om barndommen med Kate, Paris, der minder om ungdommen med Kate, Paris, der er uløseligt forbundet med alt med Kate, og Paris, hvor Kate mistede livet. “Virkelig, jeg skulle bare væk. Paris repræsenterer hele mit liv før, mit liv med min familie, mit liv med min søster. Selvom jeg ikke så hende hver dag, var vi alle sammen som svejset sammen som familie. Da hun døde, ødelagde det alt, hvilket jo er normalt, og vi kunne ikke spole tiden tilbage eller lade, som om alt var godt, når alt var ødelagt. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle bære mig ad med at leve uden hende. Så for mig var det lette valg at pakke mine kufferter og tage af sted,” siger Charlotte Gainsbourg, der flyttede et halvt år senere – sammen med sin kæreste og deres tre børn.

Hun kan godt lide New York, hvor hun lever et meget anderledes liv end i Paris. I New York kan hun tage en taxa, uden at chaufføren vil tale om hendes familie, og hun kan gå nogenlunde i fred. Faktisk bliver hun glad, hvis hun en sjælden gang bliver genkendt på gaden i New York, siger hun, for det sker næsten aldrig. I Paris “går der ikke en dag, hvor jeg ikke hører en anekdote om min far, og jeg kan naturligvis godt gå på gaden, folk hopper ikke på mig, men jeg ved, at man lægger mærke til mig.

Jeg får særbehandling med gode pladser på restauranterne og billetter til hvad som helst, men bagsiden af den her medalje er, at jeg ikke kan være anonym i Paris. Derfor er jeg hele tiden bevidst om, hvordan jeg klæder mig og sætter håret. Det er svært at være ligeglad, men det havde jeg lyst til at være. Og det kan jeg være i New York,” siger hun.

“Jeg elsker, at jeg kan gøre, hvad jeg vil, være meget sammen med mine børn, virkelig bare være mor, sende dem i skole og lave mad. Det har jeg haft brug for,” siger Charlotte Gainsbourg, der ifølge sin egen mor er en ‘exceptionel’ mor.

Charlotte Gainsbourg har altid har et barn på armen og sover sammen med sine børn – også når hun skal på optagelse næste morgen. Selvom det er et godt sted at være sig selv og være mor, er New York ikke lykken for Charlotte Gainsbourg i det lange løb, må hun indrømme. Blandt andet fordi minderne om Kate uundgåeligt er fulgt med hende.

Overvejer du at flytte?

“Det har jeg også spurgt mig selv om. Men jeg kan stadig godt lide ikke at være i Frankrig. Vi har aftalt, at vi om muligt bliver, til min største datter, der nu er 16 år, er færdig med skolen.”

Hvis du rejser, er det så tilbage til Paris?

“Det ved jeg ikke. Det ved jeg ikke. Det er det, der gør det lidt kompliceret. Jeg elsker Paris, jeg føler mig som parisienne, og jeg føler virkelig, at det er mit hjem. Men om jeg har lyst til at vende hjem? Det ved jeg ikke.”