Christina Rosendahl: “Jeg græd ofte lydløst bag kameraet”
Mød den succesfulde filminstruktør til en snak om sin nyeste film, Vold i kærlighedens navn, som har inspireret hende til at åbne op omkring hendes egen voldelige barndom
Som filminstruktør og kunstner har Christina Rosendahl tidligere arbejdet med barndom og ungdom, når det er svært, men i sin seneste film, den Robert-nominerede dokumentar Vold i kærlighedens navn, der handler om Dannerhusets arbejde for voldsramte kvinder, har hun mødt sin egen smerte.
For Christina Rosendahl kender vold. Og i forbindelse med filmen valgte hun at stå frem med sin egen historie om sin far, der var livstruende voldelig over for hendes mor.
Hvornår traf du et valg om at ville fortælle jeres historie?
“I det indledende arbejde med filmen havde jeg ingen planer om eller lyst til at stå frem. Men da filmen var færdig, og pressearbejdet skulle i gang, blev det et spørgsmål om, hvad vi ville med den.
Et af formålene med den er at bryde tabuer omkring fysisk og psykisk vold ved at fortælle om dem, og jeg følte ikke, at jeg fremstod troværdig, hvis jeg blev ved med at bede andre om at dele deres historie, men ikke fortalte min egen.