Clara og Jakob flyttede fra København til Bornholm for at udleve deres drøm

Væk fra storbyens stress, bilkaos og skyhøje kvadratmeterpriser. Clara og Jakob skiftede Kødbyen ud med Klippeøen, og de har på intet tidspunkt fortrudt deres valg om at forlade hovedstaden

Olivia Nepper Winther

— 27. maj 2019

Flere og flere unge mennesker drømmer om at skifte storbyen ud med et liv på landet.

Det var også tilfældet for Jakob, 32 år, og Clara, 30 år, der med en lyst til at lave noget andet end at sidde foran en computer begyndte at lege med tanken om at åbne et pensionat.

Kort efter gjorde de drømmen til virkelighed, da de flyttede fra en toværelseslejlighed i Københavns nordvestkvarter til Sandvig på Bornholm.

Fra Kødbyen til Klippeøen

Hvorfor er I flyttet fra byen til landet?

Clara: “Jeg blev færdig med min bachelor i landskabsarkitektur for fire år siden. Nogenlunde samtidig blev Jakob færdig med sin professionsbachelor i katastrofe- og risikomanagement, og vi kunne begge mærke, at vi havde valgt nogle uddannelser, der kun førte én vej, og det var mod musearme og et kontorarbejde 9-17.”

Jakob: “En fremtid, ingen af os havde lyst til. Så efter at have sparet op gennem arbejde som henholdsvis køkken- og pædagogmedhjælper tog vi på backpack-rejse i Asien.”

Clara: “Jakob havde i et stykke tid leget med tanken om, at vi skulle åbne et sted. En kro,
restaurant, café eller et pensionat. Selvom det er ham, der har læst risikomanagement, er det helt klart mig, der er mest nervøs for at tage risici, så jeg var ret tilbageholden over for at skulle
investere i sådan noget. På vores rejse boede vi primært på homestays, og der begyndte jeg også at blive lun på tanken om et pensionat og at arbejde med at skabe gode ferierammer for
andre. Jeg var også ved at gå lidt død i København, som jeg er født og opvokset i, og jeg skulle
ikke være landskabsarkitekt, så da Jakob sagde, at vi nok skulle flytte rigtigt langt væk for at få råd, var jeg klar.”

Hvorfor blev det lige Bornholm?

Jakob: “Da jeg var teenager, flyttede jeg med mine forældre fra Sjælland til Bornholm. Dengang kunne jeg ikke komme hurtigt nok væk fra øen, og jeg flyttede hurtigt til København. Senere flyttede mine forældre også tilbage, men de beholdt et sommerhus herovre og kommer ofte på øen. Da vi begyndte at lede efter et sted at overtage, var vi meget åbne rent geografisk. Vi kiggede både på Møn og Lolland, men på et tidspunkt fortalte vi mine forældre om vores idé.”

Clara: “Og det viste sig, at Jakobs mor var verdens mest effektive søgemaskine. En dag ringede hun og fortalte, at Pension Langebjerg ville blive sat til salg. Vi kendte godt den gamle stationsbygning, der er unik og ligger supersmukt.”

Jakob: “Vi var flere interesserede, og det hele skulle derfor gå meget stærkt. Og pludselig – fra at det bare var en idé, vi gik og hyggede os med – var vi pensionatejere. På Bornholm.”

Clara: “Ingen af os havde troet, at det ville gå så stærkt. Men stedet var bare helt rigtigt, både hvad angik størrelse, antal værelser og pris. Alt passede, bortset fra tidspunktet. Vi overtog foråret 2017 og måtte flytte herover i al hast, for der var kun et par måneder til, at sæsonen gik i gang, og det ville myldre ind med gæster.”

Jakob: “På en måde lærte vi at drive pensionat, imens vi gjorde det. Vi er så heldige at have overtaget et sted, der allerede har mange stamgæster, men det gjorde også, at der ikke var nogen stille og rolig oplæringsperiode.”

Clara: “Det var en sindssyg tid. Vi arbejdede i døgndrift og har gjort det lige siden. Men det bliver bare bedre dag for dag, og nu er vi klar til en ny sæson.”

Hvordan var det at flytte hertil?

Clara: “Overvældende. Nok især for mig. De første to måneder vidste jeg slet ikke, hvilket ben jeg skulle stå på. Det hele var gået så stærkt, og jeg var nærmest i chok. Jakob gik meget praktisk til det hele, mens jeg lige skulle få ind i hovedet, at nu bor vi på Bornholm og ejer et pensionat. Jeg var aldrig ked af det, bare overvældet.”

Jakob: “Det var jeg nok også, men lige fra start var der så mange ting, vi skulle tage stilling til, at jeg slet ikke havde tid til at tænke over, hvor vildt det hele var. At drive et pensionat er fuldt af lavpraktiske spørgsmål. Skal vi køre med små smørpakker eller store økologiske blokke? Skal vi bage hver morgen eller fryse brød op? Hver beslutning er jo en økonomisk afvejning mellem, hvad vi gerne vil, og hvad vi har råd til.”

Clara: “Vi havde aftalt fra start, at vi gerne ville prioritere økologisk mad med lokale råvarer. Derfor har vi skåret størstedelen af den tidligere morgenmadsbuffet væk for til gengæld at servere få, men lækre produkter som god ost og nybagte surdejsboller, som Jakob står op hver morgen klokken 5:30 for at sætte over.”

Jakob: “Og det er netop det, der er det fede ved det her. At vi har mulighed for at sætte vores helt eget præg, og at vi hurtigt kan se de positive resultater.”

Clara: “Nu er vi ved at afslutte vores anden sæson, og selvom vi arbejder så meget, vågner jeg næsten hver dag med et smil på læben. Eller, før jeg får min kop te, er jeg kronisk morgensur, men i mindre grad, end før vi flyttede herover.”

Jakob: “Vi arbejder helt klart meget, men denne sæson har vi for første gang fået økonomisk overskud til at kunne ansætte en, der hjælper os med opvask, rengøring og vask af sengetøj og håndklæder.”

Clara: “Når folk hører, at vi har overtaget et pensionat på Bornholm, tror de, at vi ligger i klipperne og driver den af i en hængekøje. Forestillingen kunne ikke være længere fra virkeligheden.”

Hvad savner I ved jeres gamle liv i byen?

Jakob: “Gode takeaway-steder. De fleste restauranter her lukker klokken 20, så når vi er for trætte til at lave mad, ender det næsten altid med rugbrødsmadder. Og nærmest alle steder serverer klassisk dansk mad. Jeg savner Nørrebrogades store udvalg af asiatisk, mellemøstlig, europæisk og afrikansk mad på alle tider af døgnet.”

Clara: “Ligesom man altid kan købe ind eller gå i biografen i København. Det er dejligt nemt, hvor man her på Bornholm skal forholde sig mere til begrebet lukketider. Jeg savner, at mine veninder lige er ti minutter væk, og at jeg impulsivt kan cykle forbi min mor. Det er en anden ting, jeg savner. At cykle.”

Jakob: “Det kan du jo sådan set også gøre her.”

Clara: “Ja, det er rigtigt. Så måske savner jeg at have tid til at cykle.”

Jakob: “Jeg savner også mine venner, men heldigvis får vi jo besøg, og så har vi allerede lært mange mennesker at kende her. Både vores gæster og folk i lokalmiljøet. Og mange af dem, som vi er blevet venner med, er mennesker, som vi måske ikke havde talt med, hvis vi havde mødt dem i København. Selvom der bor mange forskellige mennesker i storbyen, vil jeg vove at påstå, at man omgiver sig med flere forskellige typer på landet end i byen.”

Clara: “At være en del af et lokalmiljø har ikke rigtigt sagt mig noget tidligere, men det har vist sig at være ret essentielt i Sandvig.”

Jakob: “I København havde jeg ofte en følelse af at være anonym. Sådan er det ikke her. Hvis jeg er nede og handle i SuperBrugsen i Allinge, ved folk, hvem jeg er. De tager sig tid til at stoppe op og høre, hvordan det går med pensionatet. Det er helt uvant for mig. I København er der så mange mennesker overalt, at man bliver nødt til at distancere sig lidt for ikke at blive overstimuleret.”

Clara: “Jeg er virkelig glad for, at vi er flyttet til et så inkluderende landsbyfællesskab med mange ildsjæle. Selvom Sandvig er en lille by, sker der faktisk en del. Og det er vigtigt. For modsat byen, hvor der er en masse kulturtilbud, har man kun det sjov, man selv laver på landet. Så da vi forleden blev inviteret til borgermøde om den lokale sportshal, tog vi med.”

Jakob: “Der er aldrig nogen, der har banket på til vores lejlighed i NV og spurgt, hvad jeg synes, der skulle ske med Bellahøjbadet. Og jeg var nok også bedøvende ligeglad. Men nu er jeg pludselig sådan en, der går op i, hvad der sker med den lokale hal. For det kan have en betydning for mit hverdagsliv, hvis der for eksempel bliver bygget en klatrehal, hvilket jeg foreslog, da jeg klatrede meget i København.”

Clara: “Vi har begge to arbejdet på Bakken, der er en natklub i Kødbyen, og vi har gået rigtigt meget ud. Det har været sjovt, men ingen af os gad rigtigt det ræs længere, og det var faktisk ret befriende at indrømme over for os selv. At være ligeglade med, hvad der lige nu er smart, eller hvor det er rigtigt at gå ud. Det er faktisk en ting, jeg nyder meget ved at være flyttet på landet. At folk her ikke går så meget op i, hvad andre tænker om dem. Forleden var jeg i København for at sige farvel til min søster, der skulle på udveksling. På vej hjem begyndte min bornholmske sidemand helt naturligt at snakke til mig, og der gik det op for mig, at bare efter et par dage i København føltes det helt uvant at snakke med fremmede.”

Jakob: “Mens det på Bornholm ville virke mærkeligt ikke lige at udveksle et par ord med sidemanden.”

Clara: “Præcis. Og det får altså en til at blomstre ikke at have det der sociale kodeks at forholde sig til konstant. Ligesom man ikke hele tiden skal forholde sig til trafik, larm og myldretid.”