Coco O.: "Jeg følte ikke, at det, jeg selv kunne, var godt nok"

“Quadron startede i en kælder på Nørrebro og endte med at blive signet hos et stort pladeselskab i USA. Jeg tror, at jeg følte mig en lille smule fortabt i industrien. Der var en ‘mere vil have mere’-mentalitet, hvor man konstant arbejdede på at lave noget musik, som kunne blive kommercielt succesfuldt. Det, synes jeg, er et meget ensporet succesparameter, og jeg begyndte at reflektere over, at det ikke var sådan, jeg havde lyst til at arbejde. Jeg vil gerne have, at min musik kommer fra et mere følsomt sted og er skrevet med et andet fokus, end at det skal indkassere en masse penge.

Noget af det, jeg er mest stolt af i min karriere, er, at jeg har bevaret min integritet hele vejen igennem. Jeg var nået til et sted i min karriere, som mange kun kan drømme om. Men jeg valgte at tænke kapitalismen ud af det og være tro mod det, jeg føler er rigtigt for mig, hvilket – når jeg ser på det i dag – var det helt rigtige. Det kunne godt være, at jeg kunne have arbejdet rigtigt hårdt og tjent en masse penge – men så ved jeg også, at jeg nok på sigt ville nå til et punkt, hvor jeg ville brænde ud.”

‘It’s a process’ var undervejs i knap otte år – noget, der vel næsten kan beskrives som en evighed i musikindustrien. Hvorfor valgte du at arbejde så længe på albummet?
“Jeg er ret stolt af, at jeg tog mig tid til finde ud af, hvad jeg ville. Som ung kvinde i musikbranchen får du ofte at vide udefra, at du konstant skal producere noget nyt for at forblive i folks bevidsthed. Det betød, at jeg som kunstner følte mig stresset over at skulle levere noget, der så nogle gange blev lidt halvhjertet. Det passede ikke særligt godt til mig at skulle lave ny musik, bare fordi jeg var bange for, at folk skulle glemme mig.

Da jeg gik solo, troede jeg straks, at jeg skulle finde en producer. Jeg følte ikke, at det, jeg selv kunne, var nok. Men når jeg var ude og spille mit album hos forskellige branchefolk, oplevede jeg, at de havde vildt svært ved at lytte neutralt til det og respektere det som mit produkt. I stedet var de hurtige til at bedømme, hvad de ville have gjort anderledes. Der var ingen åbenhed med hensyn til at forstå, hvad jeg prøvede at fortælle, og hvordan de kunne bidrage til det i stedet for at gøre det til ‘deres’ produkt. Noget af det, jeg fandt frem til under arbejdet med It’s a process, var, helt lavpraktisk, at jeg gerne ville arbejde selvstændigt og ikke være afhængig af andre menneskers tid. I dag producerer jeg selv størstedelen af min musik.”

Hvordan oplever du at være kvinde i musikbranchen i dag?
“Jeg ved, at mange af de danske festivaler forsøger at booke flere kvindelige kunstnere. Forklaringen på, hvorfor det ikke sker, er ofte, at de utroligt gerne vil, men at der bare ikke er særligt mange kvinder i forhold til mænd i branchen. Den køber jeg ikke: Jeg tror, at det handler om, hvem der bedømmer, hvorvidt en kunstner er ‘stor nok’, eller hvilken type musik der passer til en festival. Da jeg udgav mit album, var der mange anmeldere, der beskrev, at det var ‘langsom musik’, som om det var en negativ ting. De fik det nærmest til at lyde, som om det ikke er et kunstnerisk valg, jeg har truffet – det svarer til at bedømme et maleri, der er malet med blå toner, og sige: ‘Det er godt nok blåt – det kunne være fedt, hvis det var lidt grønt’. Tempoet er noget, jeg har gjort mig mange kunstneriske overvejelser om og vurderet, at det passede til netop dét projekt. I sådan en situation kan jeg føle, at min professionalitet bliver en smule undervurderet.

Muligheden for at indføre kvoter har længe været en del af debatten om manglen på ligestilling i musikindustrien. Jeg er meget for kvoter – jeg tror helt klart, at det er en af de ting, der ville kunne rykke på noget. Nogle kvindelige kunstnere har det omvendt sådan, at de ikke vil bookes til et job på grund af en kvote. Men hvis vi tror på, at mænd og kvinder er lige dygtige og intelligente, så handler det bare om, at kvindelige kunstnere skal få foden indenfor og vise, at vi faktisk er gode nok – og det starter med kvoter.”

Hvis du kunne give ét budskab videre til festivalernes bestyrelser og bookerne, hvad skulle det så være?
“At de ikke behøver at være så bange for at spille noget, som folk ikke har hørt før. Det gælder også public service-radiostationerne, som jeg fornemmer, er meget bange for at miste lyttere, og derfor kun spiller musik, der er valgt ud fra nogle meget snævre kriterier. Jeg tror på, at folk bliver mere åbne, hvis de bliver konfronteret med mere forskellig musik. På den måde vil vi også naturligt få mere diversitet i branchen. Du skal ikke være så bange for at give publikum oplevelser, de ikke har forventet.”